Vroue Kirke

Vroue kirke ligger på en forhøjning vestligt i den lille landsby, der vest for kirken har bevaret det gamle landsbypræg med en græsklædt toft omkranset af gårde. Kirkegården er på alle fire sider hegnet af kampestensdiger. Der er adgang til kirkegården fra vest gennem en køreport og fra nord via trappe og låge.  Der har tidligere været en låge i kirkediget i det nordøstlige hjørne, hvor man i hjørnet af kirkediget stadig kan se stenstolperne. Køreporten mod vest flankeres af to smukke, gamle piller, opbygget i store mursten (munkesten). Pillernes øvre afslutning er speciel og kendes iflg. Nationalmuseet kun herfra. Den sydlige pille hviler bl.a. på en genanvendt sokkelsten, og dette sammenholdt med opbygningen i munkesten gør det nærliggende at tro, at pillerne er opbygget i 1827 af materiale fra et sideskib, der blev nedbrudt dette år.

Under en omfattende restaurering i 1982-84 fandt man under kirkens gulv 13 mønter, hvor især én bestemt er interessant. Den blev fundet i en grav under gulvet i kirkens vestende. Der er tale om en såkaldt 'brakteat' - ca. 2 cm. i diameter (se billedet - øverst brakteaten fra Vroue kirke). Nationalmuseet beskriver den således: »Ensidet, møntlignende stykke med modvendt, kronet hoved og omskrift BENNO ME VICIT. Formentlig præget mellem 1063 og 1068 i Goslar (Dannenberg 759)« (læs mere her). 
Man må således formode, at der har ligget en kirke på dette sted allerede i 11. årh. dvs. på Svend Estridsens tid. Dette bekræftes yderligere af, at man under restaureringen 1982-84 fandt rester af gamle grave inde i kirken, hvoraf nogle lå helt eller delvist under kirkens fundamenter. Når man finder rester af grave under ydermurene, er det grave, der blev lagt i tagdryppet på en tidligere, mindre kirke på stedet - sandsynligvis en trækirke. 
Den nuværende kirke må formodes at være opført før 1200

Kirkebygningen består af skib, kor og apsis fra romansk tid, samt våbenhus og tårn fra sengotisk tid. Den romanske kirke er en stor, smuk og ualmindelig harmonisk bygning, der er opført i granitkvadre på en dobbeltsokkel med karnisprofil over skråkant. Soklen har mandshoveder indhugget i soklens øverste skifte i korets østlige hjørner. Der er sandsynligvis tale om skræmmemasker, men især hovedet i det sydøstlige hjørne af koret har et umiskendeligt vikingepræg. Hvad meningen har været med disse »hovedkvadre«, lader sig dog næppe afgøre. 
I modsætning til kirkens sydlige ydermur, der blev omsat så sent som først i 1980erne, er der ingen skriftlige kilder, der fortæller om omsætning af nordmuren. Dette er ganske naturligt, da nordsiden ikke er så udsat for temperatursvingninger, som sydmuren er. 
Oprindelige, romanske vinduer er bevaret på nordsiden, to i skibet ? hvoraf det vestlige er delvis dækket af våbenhusets tag ? ét i koret og ét i apsis. På kirkens sydside er et oprindeligt vindue tilmuret. Indvendig er placeringen tydelig. Ved alle oprindelige vinduer ? undtaget i apsis ? er rundbuen hugget i én sten ? en såkaldt monolit.
Kirkens fundering er hurtigt overset. Da man begyndte at bygge kirken, gravede man en dyb rende i jorden, der markerede kirkens omrids. Renden blev fyldt med store syldsten, og herpå blev kirken bygget. Og den har stået i over 800 år! 
Tårn og våbenhus er sengotiske tilbygninger. Tagrygningen på tårnet vender nord-syd og er forsynet med skråt afskårne blændinger af vestjysk type. I mellemstokværket ses mod vest og syd nogle ejendommelige blændede lyssprækker, der er samlet to og to i et rundbuet spejl, der på sydsiden har små firkantede gennembrydninger. Klokken hænger i det nordlige glamhul. Den er fra 1876 og bærer inskriptionen »Til Guds ære«. Den er støbt af materialet fra og i samme dimensioner som en ældre klokke, der gik i stykker og blev kasseret (ifølge synsprotokollen). Våbenhuset virker noget senere end tårnet. 
Et sideskib på sydsiden blev nedbrudt i 1827, og for det beløb, der indkom ved salg af materialer herfra, blev der opført en nu forsvundet skolebygning lige udenfor vestdiget (læs om forløbet her). Man kan indvendig i kirken ane den tilmurede åbning til det forsvundne sideskib på sydmuren umiddelbart vest for prædikestolen, og da man i 1983 omsatte sydmuren, kunne man bag ydermuren af kvadersten tydeligt se den af mursten tilmurede åbning til sideskibet. 

Kirkens nuværende indgang er fra nordsiden gennem en statelig rundbuet granitportal med to buestik, der via kragsten hviler på fire halvsøjler med enkelt udsmykkede kapitæler og baser. I rundingen er indsat et tympanon med et kraftigt latinsk reliefkors. Der har været en tilsvarende portal på sydsiden, hvor der i dag er et spring i soklen. Her ses stadig de to søjlebaser, ligesom kvaderstenenes fugning flugter i lodret linie og viser den gamle døråbnings omrids. Hist og her i kirkens mure - såvel udvendigt og indvendigt - ses materiale fra sydportalen indsat. Portalen tilhører en midtjysk gruppe af portaler med halvsøjler, hvoraf den nærmeste pendant til Vroueportalen er sydportalen i Højslev kirke nordøst for Skive.

Indvendig er der et smukt syn op gennem kirken med kalkede mure i utilhuggede sten, den oprindelige triumfbue, kor og den tilmurede apsisbue.  Både apsisbue og triumfbuebue fremstår i blanke sten. Triumfbuen har kraftige kragsten, Det må formodes, at apsisbuen tidligere har stået åben, og først i sengotisk tid er blevet tilmuret.
Til venstre for alteret fører en dør ind til apsis, der fungerer som sakristi. Loftet i apsis udgøres af en halv ribbehvælving, der blev fornyet i 1872. I sakristiet findes en trækasse med følgende inskription malet på låget: »1702. Udi denne Skrin skal Vroe Kirkes Kalk og Disk sampt Messeklæder nedlegis, nedbæres i Kirkeværgens Hus og igen opbæris til Kirken, naar de skal bruges«.
Kirkens loft er bjælkeloft fra 1929. De to messinglysekroner stammer fra 1914, hvor de blev bekostet af frivillige bidrag fra menigheden.

Det bemærkes, at de nederste 1½ m af ydermurene i den vestlige ende af kirken er væsentlig tykkere end ovenover og i resten af kirken. Fagfolk fra Nationalmuseet formoder, det kan skyldes, at der i kirkens vestlige ende har været to arkader, hvis buer har hvilet på en søjle i midten (som det f.eks. ses i Hvilsom kirke mellem Aalestrup og Hobro - se billede). I øverste stokværk har der muligvis været galleri med herskabsstole. 
Det snævre tårnrum er krydshvælvet med firkantede ribber og åbner sig mod skibet ved en tårnbue med kragbånd.
Som et kuriosum kan det nævnes, at skibet indvendig er 60 cm bredere mod øst, end mod vest!

Inventar

Altertavlen er renæssance fra ca. 1600 (prædikestolen, der er samtidig og antagelig fra samme værksted, bærer en nøjagtig datering). Altertavlens felter adskilles af seks fritstående joniske søjler, der er smukt udskårne (fire i hovedfeltet og to i topfeltet). Bag de fire fritstående søjler i hovedpartiet ses fire ligeledes fortræffeligt udskårne karyatider (bærende kvindeskikkelser). Der ses også en karyatide mellem topfeltets to billeder. Alterbilledets motiv er fra ca. 1700 og forestiller nadveren. Det er sandsynligvis malet af Christen Pedersen Lyngbye, der har udsmykket resten af kirken. Altertavlen gennemgik en omfattende restaurering i 1898. Da blev det hidtidige og yngre alterbillede fjernet fra altertavlen og ophængt på skibets sydmur. Det hænger nu på tårnrummets nordvæg. Altertavlens to øverste billeder forestiller korsfæstelsen og opstandelsen. De antages at være samtidige med det store alterbillede ? altså fra ca. 1700. Altertavlen blev ved den omtalte restaurering forsynet med ?vinger?, de oprindelige farver blev fremdraget, og på sidefelterne, der før 1898 bar en intetsigende dekoration, blev de oprindelige skriftsteder i guldskrift ? Joh.6,54 og 6,55-56 ? fremdraget. Det må antages, at de stammer fra tiden efter reformationen, da det på den tid var almindeligt at forsyne altertavler med skriftsteder. På alteret står to alterstager fra 1641, der oprindeligt havde tre fødder. På foden af begge stager er graveret et hjerte på et anker, årstallet 1641 og bogstaverne O KS OND (betydningen kendes ikke). På alteret står endvidere en imposant syvarmet lysestage (52 cm. høj - 6,2 kg.!), der er skænket kirken af lægeparret Sigurd og Johanne Rambusch, der beboede lægeboligen i Sjørup 1889-1910. Her søgte Jeppe Aakjær tilflugt, da han blev fordrevet fra sit fødesogn Fly efter at have skrevet romanen »Vredens Børn« om tyendes forhold på landet. På loftværelset i østgavlen hos Rambusch skrev han bl.a. »Rugens Sange«.

Altersølvet består af kalk og disk, der er udarbejdet af Johan Mehl i Viborg 1729 og skænket til kirken af sognepræst Michel Thomisön Bering og hustru  Mette Pedersdatter Pandrup. Michel Bering var sognepræst i Vroue 1722-41 (Han byggede Vroue Præstegård). 
Kirken har to alterduge, der begge er syet af kvinder fra Vroue. Den ene er i hardangersyning og benyttes ved festlige lejligheder. Den er fremstillet af Marie Pedersen. Den anden er i hvidsøm (hedebosyning) og er fremstillet af Margrethe Damgaard.

Alterbordet er opført i granitkvadre, derover af teglsten. I alterbordets overside findes et relikviegemme. Under kirkens restaurering i 1983 blev relikviegemmet åbnet og indholdet sendt til vurdering i Nationalmuseet. Her konstaterede man, at dækstenen er i slebet grå gnejs med sorte nister. Herunder fandtes en blykapsel, der indeholder benstump, silkestof og røgelseskort. Silkestoffet blev analyseret således: »Fragmentet, der er af silke, er samlet til en lille bylt omviklet med en snor. Binding: lærred, løst vævet. Trådantal: ca. 30 x 36 uspundne tråde pr. cm. Farve: gullig som tussahsilkens farve. Snoren: meget omdannet og næsten i opløsning, sandsynligvis hør«. Efter analysen blev blykapslen med indhold igen nedlagt i alterbordet.
De nuværende paneler på alterbordets forside prydet af tre »Emblemata sacra«: SCRUTAMINI SCRIPTURAS, MITESCO OG UT BIBAM. De blev placeret dér under restaureringen af kirken 1982-84. Indtil da havde de stået i tårnrummet, men deres oprindelige plads menes at have været som udsmykning af det vestlige stolepanel i tværgangen ved indgangsdøren.
I 1956 blev antependium - et rødt fløjlsomhæng med guldkors - fjernet fra alterbordet, og de bagved liggende træpaneler blev restaureret. I forslag til istandsættelse af alterbordspanelet fra Topografisk Antikvarisk Arkiv på Nationalmuseet fra 1956 nævnes, at alterbordets forside dengang var dækket af et renæssancepanel af fyrretræ med fire rektangulære felter. Da det nuværende alterbordspanel med emblemmalerierne blev anbragt, blev det her omtalte panel nymalet og placeret på det nuværende alterbordspanels oprindelige plads ved indgangsdøren (se ovenfor).  
I korets mure ses små nicher, der sandsynligvis er rester af skabe til kirkens hellige kar fra katolsk tid.

Døbefonten må antages at være jævnaldrende med kirken. Den består af kumme og fod, der er hugget af hver sin blok. Mellem kumme og fod er indskudt tre vulster. De to øverste hører til kummen, mens den nederste er hugget sammen med foden. Kummen er ikke helt symmetrisk og uden dekoration, bortset fra en mundingsprofil på tre tynde rundstave.  Foden er terningformet med to lodrette rundstave i hvert hjørne. Fra hulkelen mellem fodens rundstave går svagt markerede kloagtige hjørneblade op over den nederste vulst, der er hugget i samme blok som foden. De fire kloagtige hjørneblade antyder, at Vrouefonten er påvirket fra Viborg, idet man på Viborg Domkirkes sydportal og på tre af de oprindelige søjler i domkirkens krypt finder tilsvarende hjørneblade. 
Dåbsfadet er særlig interessant. I 1986 besøgte arkitekt S. Fritz Vroue kirke og blev interesseret i dåbsfadet. Han undersøgte forholdene omkring det og konkluderede, at fadet stammer fra Søndre Sogns kirke i Viborg, hvor det er omtalt i Sdr. Sogns kirkes ældste bevarede inventarliste 1688, hvori først nævnes kirkens ibrugværende døbefont, tilgået 1679, med »et stoer Wandbechen, gjort 1679« og »et liden Wandbechen gjort 1685«, og dernæst anføres:
»En Steen funt bag alteret.
En stoer Messing wandfad. 
En liden Messing bechen. - Hører til steen Funten.«
Da Søndre sogns kirke i 1679 får en trædøbefont med tralværk omkring, flyttes den tidligere, nu overflødige stenfont med dets store og mindre messingfade om bag alteret. Det store messing »wandfad« blev i 1703 blev solgt til Vroue kirke.
Dåbsfadet bærer inskriptionen: »GAF ? M ? PEDER ? KJELDSEN ? BADSKER ? DORET ? JACOBSDATTER ? DENE ? BECKEN ? TIL ?              ? SOGENE ? KIERCKE ? 1632«
Foran inskriptionen ses en figur, der ligner et våbenskjold. Motivet på dette skjold er en besynderlig figur: en lodret pil med halv spids og en vandret tværstreg, hvorunder et kryds er tegnet på pilens skaft. Over skjoldet står bogstaverne C og B. Betydningen af denne inskription er det ikke muligt at udsondre. 
Indskriftens »Peder Badskier« er nævnt i mønstringsrullen fra 1624 for Viborg. Badskier eller Bartskjærer var betegnelsen for barberer, og disse udførte ofte kirurgiske handlinger. Doret Jacobsdatter, hans kone Dorthe, synes derimod ikke at kunne efterspores arkivalsk. Når ægteparret har givet fadet i 1632, er det nærliggende at antage, at de det år har fået et barn døbt i kirken, men heller ikke det kan ses.
Det er glædeligt at Vroue kirke købte dåbsfadet, for var det forblevet i Søndre Sogns kirke, var det gået tabt under Viborgs Storbrand i 1726, da kirken brændte, og klokker, dåbsfade, alterstager smeltede, ja end ikke altersølvet blev reddet. Dåbsfadet i Vroue er altså det eneste, der er tilbage af Søndre Sogn kirkes ældste inventar! 

Prædikestolen er i renæssance fra 1609 og sikkert fra samme værksted som altertavlen. Den består af tre fag med arkadefelter, flankeret af dobbelte, glatte søjler med profiler foroven og forneden. Hovedfelterne har fyldninger omgivet af pilastre og bueslag. Fyldningerne er bemalet med tre kvindefigurer, der forestiller Justitia, Fides og Spes (Retfærdigheden, Troen og Håbet). I buehjørnerne er der englehoveder med vinger. Overdelen har hjørnefremspring med udskårne englehoveder, og bærer en inskription over Justitia og Spes: »Salig ere de som høre / Guds ord og bevare det«. På underdelens hjørnefremspring er skårne ornamenter. Under Justitia står: »1710, Da Mag. Chresten Erichssøn var Provst og H. Zacharias Baudelin Var Sogne Præst blev Prædikestolen stafferet. C. Lyngbye Pictor«. Pictor betyder 'maler', så vi har her signaturen af den maler, der har udsmykket Vroue kirke i begyndelsen af 1700-tallet. Foruden at være provst for Fjends herred var Chresten Erichssøn præst ved Viborg Sortebrødre Kirke. Man kunne da få den tanke, at det er herfra inspirationen til sindsbillederne i Vroue kirke kom, idet Sortebrødre kirke i Viborg har ikke mindre end 200 af slagsen, malet af Mogens Christian Thrane (1697-1764), men inspirationen er snarere gået den modsatte vej, idet Sortebrødre kirke først blev stafferet i 1735.
På fodlisten af prædikestolen findes udskårne hængeprydelser og englehoveder. Den midterste hængeplade bærer inskriptionen: »ANNO / 1609 / D 17 IVNIVS« - en usædvanlig præcis datering. Prædikestolen er udstyret med underbaldakin.

Et fotografi i Nationalmuseet viser, at der i 1906 var en lydhimmel over prædikestolen, men den blev desværre fjernet ved restaureringen i 1909 og er forsvundet. Ved restaureringen i 1910 blev en ligeløbstrappe med store fyldningspaneler fjernet fra prædikestolen og erstattet af en kvartssvingstrappe med drejede balustre. Da denne trappe mildt sagt virkede uheldig i forhold til det øvrige interiør, blev den fjernet ved restaureringen i 1982-84 og erstattet med den nuværende trappe, hvis løb svarer til før 1910.
Nedenfor prædikestolen har der tidligere været en degnestol med paneler og palmetteprydede gavle. Degnestolen var placeret vinkelret på de øvrige bænke. Den blev desværre fjernet ved restaureringen i 1909-10. På det viste billede fra Nationalmuseet fra 1906 ses begge de palmetteprydede gavle. Det anes også, at panelets forside har været tredelt og forsynet med billeder. Det er dog ikke til at se, hvilke billeder, der er tale om.

På nordvæggen hænger kirkens eneste epitafium. Det er i rokoko med et glat skriftfelt, der flankeres af halvsøjler og har til alle sider svungen indfatning med ornamentik og bladværk. Epitafiet er over førnævnte sognepræst Michel Bering (præst i Vroue-Resen fra 1722 til 1741, hvor han døde) og hustru Mette Pandrup (d. 1755). Begge blev gravsat i kirkens tårnrum sammen med 8 (!) af deres børn. Årsagen til denne pompøse begravelse kan findes i, at både Michel Bering og Mette Pandrup var af fin familie. Michel Bering var søn af konsumtionsforvalter Thomas Michelsen Bering, der i 1728 kunne erhverve Vroue kirke til ejendom. Mette Pandrup var datter af Peder Jensøn Panderup, der var provst og sognepræst i det daværende Lading-Fårup-Sabro pastorat vest for Århus, hvor præstegården lå i landsbyen Skjoldelev. Hans hustru hed Anne Pedersdatter Brandt. De var præstefolk i Lading-Fårup-Sabro 1699-1741. Mette Pandrups søster Johanne Kirstine Pandrup var gift med Christen Friis på Lundgård ved Stoholm. Hendes bror krigsråd Peder Pandrup ejede Hostrup Hovedgård og andre større gårde. I øvrigt havde Michel Bering og fru Mette en datter ? Ingeborg - der blev gift med assessor Jens de Hofman på Kås. 
Beringfamiliens gravkapel i tårnrummet blev aflukket med to gitterdøre af jern, og i fundatsen, som Mette Pandrup udarbejdede - sammen med indskriften på epitafiet - foreskrives, at denne begravelsesplads aldrig måtte fjernes og holdes ved lige så længe kirken står! Det varede dog ikke længere end til provst Funders tid (1811-45). Han fik kisterne fjernet og nedsat på kirkegården. 
Ifølge kirkens synsprotokol var tårnrummet endnu i 1861 adskilt fra resten af kirken med jerngitterdøre, der dog blev fjernet i 1863. 
I 1866 blev der indsat bænke til menighedens brug i tårnrummet. Sic transit gloria mundi (således forgår verdens herlighed)! Epitafiets tekst og Fundatsens ordlyd kan læses her.
I nordsiden under pulpituret har tidligere været en aflukket stol, som blev fjernet  i maj 1864 på kirkesynets forlangende. Den havde følgende påskrift: »Præsten Sr. Miikal Thomesøn Bering. Med sin kjære Hustru Mette Petersdatter, Pandrup Lod denne Stoel bygge Anno 1734 og Lod den staffere Anno 1735 Gud til Ære. Kirken til Ziir. Dennem og Arvinger til Nytte«. En overgang har den bagerste bænk i skibets nordlige side været anvendt af rakkerne i Vroue og kaldes derfor stadig af ældre folk »Rakkerbænken«.

Pulpituret er nyt og blev opført i forbindelse med kirkens restaurering i begyndelsen af 1980erne. På forsiden af pulpituret ses syv naivistiske billeder fra Lidelseshistorien (se under Udsmykning nedenfor), der inden restaureringen havde deres plads i tårnrummet, men oprindelig i 1710 blev malet på forsiden af et ældre pulpitur fra 1703. Dette pulpitur blev fjernet i 1866, og »de paa Pulpituret siddende Malerier anbringes paa begge Sider af Taarnet i samme Højde som de øvrige Malerier paa Kirkens Vægge«. Før restaureringen eksisterede et yngre pulpitur fra 1916 med en runding, der fulgte bueåbningen mellem skib og tårnrum.  På pulpituret står kirkens orgel, der er lavet af Frobenius i 1983 og opsat i forbindelse med restaureringen 1982-84. Det har 7 stemmer og pedal.

Udsmykning

Matthias
Simon
Mattheus
Jacobus
Thomas
Bartholomeus
Phillipus
Johannes
Andreas
Thaedeus
Paulus
 

Kirkens største seværdighed er de mange billeder. De er alle udført af Viborg-maleren Christen Pedersen Lyngby, hvis navn står at læse på prædikestolen. Udsmykningen er udført 1703-10 på foranledning af sognepræst Zakarias Baudelin, der var præst i Vroue 1695-1716. På nordvæggen ses 11disciple/apostle med deres attributter, der i de fleste tilfælde er de redskaber, der blev benyttet ved deres henrettelse. En gennemgang af billederne kan læses her.
På sydvæggens panel findes de fire evangelister. Kun de to er ledsaget af deres attributter - Matthæus med barnet, og Johannes med ørnen. Man kan dog skimte, at Lukas har haft oksen ved sin side. Ovenover evangelisterne læses: »Psal. 5.v.8. Ieg vil bede mod din hellige tempel i din frygt 1705«.

Forsiden af pulpituret er illustreret med 7 naivistiske, meget charmerende billeder fra lidelseshistorien, nemlig: Judas forråder Jesus, Jesus føres for ypperstepræsten (der flænger sin kappe), hudstrygningen, Jesus udklædt som jødernes konge med tornekrone, Jesus for Pilatus (der vasker hænder), Jesus segner under korset og hjælpes af Simon af Kyrene (bemærk Veronica med svededugen ? et ikke-bibelsk motiv) og korsfæstelsen. Især det sidste, der forestiller korsfæstelsen, er næsten ?Dalisk? i sin udformning. Under billederne ses en indskrift, der daterer pulpituret: »Ao 1703 Blef dette Pulpitu forfærdiget af Ny og 1710 staferet, da Mag. CHRISTEN ERICHSØN sogne Præst til sorte Brødre Kirche i Wiborg var proust i fiends Herret og samme tid var Hr. Zacharias Baudelin Sogne Præst her til Stedet«. 
I tværgangen ved indgangsdøren ses mod vest ses et renæssancepanel af fyrretræ med fire rektangulære felter, som indrammes af profilerede rammestykker, hvoraf de lodrette er med forsænket midterprofilering. Dette panel har tidligere været anbragt som alterbordsforside, men blev anbragt på sin nuværende plads i forbindelse med restaureringen 1982-84. Østpanelet i tværgangen er tredelt, og de nuværende landsskabsmalerier blev afdækket i forbindelse med restaureringen 1982-84. Arkadebuerne, der er skåret ind i de tre felter, antyder, at dette panel tidligere har haft anden anvendelse. Hvilken vides ikke ? måske har det været den forsvundne degnestols forside.
Stolestadedørenevægpanelerne under pulpituret i kirkens vestende og alterbordets forside er illustreret med i alt 41 sindsbilleder. Ved restaureringen i 1909 blev stoledørene fjernet og hensat i tårnrummet, i våbenhuset og på væggene forskellige steder i kirken. Ved restaureringen i begyndelsen af 1980erne blev de istandsat og sat tilbage på deres gamle plads som døre i stolestaderne. Samtidig blev stolestadernes gavle fornyet med udskæringer, der er udarbejdet efter de gamle gavle, der blev fjernet i 1909. Sindsbillederne er udført med en tysk kobberstikssamling - Daniel Cramers »Emblemata Sacra« fra 1624 - som forbillede. De tre billeder på alterbordets forside er ret præcist kopieret fra kobberstikkene, mens de øvrige billeder i kirken er af friere udformning. Billederne består af et motiv (pictura) med et kodeord (inscripio) på latin (bag trappen til pulpituret findes et enkelt billede med græsk tekst). De fleste billeder har et hjerte og en hånd som gennemgående motiv. Som tommelfingerregel gælder, at hjertet symboliserer menneskets sjæl, mens hånden er Guds hånd. En indføring i disse sindsbilleder og deres baggrund er forfattet af cand. phil. Jens Jensen, Viborg og kan læses i Skivebogen 1985. De enkelte billeder er nærmere omtalt her.

Gravminder

Der findes ingen spor af begravelser inde i kirken, men Pastor Tranberg skriver dette i et hæfte om Vroue kirke: 
»Imellem Embedets Papirer fandtes en Seddel af følgende Indhold: I Kirken i Vroue har i Kirkegulvet været begravne efternævnte Personer hvorover har ligget indtil Aaret 1857 tvende Rammer af Egetræ, som I Anledning af Reparation af Gulvet bleve optagne; paa Rammen fandtes efterfølgende Indskrifter:
1) I den sydlige Side af Koret nedenfor Knæfaldet: Her under Liger Begravene Hr Peder Jensen Braming Fordum Prest Her til Stedet (1634?). (Peder Jensen Bramming var sognepræst i Vroue-Resen 1681 ? 1689. Red.). N.B. det bemærkes at man i Dag tydeligt kan se at Graven er sunket).
2) I den midterste Gang ligefor Prædikestolen: Her under Liger Begravene Sr. (Jens) Mogensen og Hustrue Karen Chrestensdatter 37 Aar, død 1645. Gud give Dem Med Alle en glædesfuld Opstandelse (Hans navn var Philip Mogensen, og han var præst i Vroue-Resen til sin død. Red.).
Til Berigtigelse af dette anføres i Liber Daticus at under Ombygningen i Maj 1866 fandtes paa Loftet Levninger af Trærammer om tidligere Begravelser; i Træet var udskaaret følgende med store latinske Bogstaver (men det anføres her med smaa Bogstaver).
»Her ligger begraven Sr. Philip Mogensøn som døde Aar 1634 den 29. Maj og Karen Chrestensdatter som døde 1645 i hendes Alders 37te Aar. Gud give dem en ærefuld Opstandelse«.
»Herunder Hviler Sr. Peder Jensen Braming som kom her til Steden 1689 i hans Alders ? aar  Stat og see før du heniler er der en Skat som nederunder hviler.«

Kalkmalerier

Der er ingen synlige kalkmalerier i Vroue kirke, men i forbindelsen med restaureringen 1982-84 fandt Nationalmuseets folk to kalkmalerier. Over korbuen var der en mandsskikkelse med en glorie udenom ? sandsynligvis forestillende Kristus. Desuden fandt man i overgangen mellem kor og skib resterne af en ranke. Begge kalkmalerier var imidlertid så medtagne, at de blot blev registreret og siden kalket over.

Arkiveret på kirkens loft.

Hengemt og forsvarligt emballeret ligger på kirkens loft bl.a. stolestadegavle og to bemalede paneler, der blev fjernet ved restaureringen 1982-84, samt en gammel klingbøjtel.
Især de to paneler påkalder sig interesse. både lokalhistorisk og kulturhistorisk. De viser Jesus og Skt. Peter. Kunstneren er den lokale maler Emil Jensen, der var født i Vroue og lagde en stor del af sin livsgerning dér og i omegnen. F. eks. malede han også stolestader »og andet« i Daugbjerg Kirke. Selv var han model for Jerndorff til en af figurerne i Skive nye Kirke, og her i Vroue brugte han et par af landsbyens gårdmænd som modeller for Jesus og Peter. 
Hvem der var Jesus, ved vi ikke, men Peter er Emil Jensens gode ven og jævnaldrende Klaus Klausen, der havde Vestergård. Da Peter blev malet, var såvel model som kunstner omkring de 50, og ikke bare er Klaus Klausen let at kende, hvis man har kendt til ham, man kan faktisk også identificere det fotografi, der må have været Emil Jensens umiddelbare forlæg for billedet.

Gravminder på kirkegården

På kirkegården er især tre gravsteder værd at bemærke: 
1) Ved kapellet står en stor gravsten over stiftsfysikus Rambusch og hustru. På stenen er indhugget et mindevers af vennen Jeppe Aakjær:

»Han bragte hjælp, hvorhen han kom
Thi selv hans smil var lægedom 
Han elsked højt hint barske land
Her rundenom hans gravhøjs rand
Nu har den trætte lagt sig ned
i midten af sin virksomhed
Med sorg vi gjemte vennen væk
Her under savnets fugletræk.«

2) Syd for tårnet findes gravstedet for Emil Jensen og hans familie. Emil Jensen var malermester i Vroue og var kendt videnom for sin fortolkning på jysk dialekt af især Aakjærs værker. På gravstedet ses adskillige jernkors, og især den imponerende sten over Emil Jensens hustru falder i øjnene. 

3) Syd for koret ses en sten over Frederikke Bjarnesen, der den 18. august 1834 blev dræbt ved en lynbrand i præstegårdens østerhus. Hun var svigerinde til sognepræst Jørgen Carl Schjødte (sognepræst i Vroue 1832-45). Indtil ca. 1950 stod der en hængepil på gravstedet, men den blev fældet ved en fejltagelse.

I lapidariet (opbevaringsstedet for gravstene fra nedlagte gravsteder) bemærker man bl.a. lærer P. Daugbjergs gravsten, der er et imposant kors i granit, samt en gravsten over  veteranen Jens Pedersen fra krigen i 1864.

I øvrigt kan nævnes, at Vroue kirke er en af de få tilbageværende i landet, der har "jordsmonringning", dvs. at graveren står på jorden nedenfor tårnet og ringer med klokken.

Copyright: Peter Maarbjerg