Sdr. Resen Kirke

Den lille landsby Resen - der lokalt altid kaldes Sdr. Resen - ligger en smule afsondret sydligst i Fjends kommune, omgivet af Karup Å mod vest og den store Kongenshus Hede mod øst. Sognet ligger på den magreste jord i kommunen, og mange generationer har her været præget af fattigdom og nøjsomhed. Kirken ligger vestligt i landsbyen og havde tidligere en betydelig mere fremtrædende position i landskabet end i dag. Selvom det ikke syner sådan, ligger kirken faktisk på en lille bakke, der er byens højeste punkt, og når man kommer nordfra gennem Resen Bæks dal, troner kirken markant på toppen af skråningen på dalens modsatte side. Før læhegnenes og hedeopdyrkningens tid kunne det hvide tårn ses videnom, hvilket f.eks. Achton Friis nævner i "De Jyders Land". Kirken præsenterer sig dog stadig smukt i landskabet, når man kommer til Sdr. Resen nordfra ad Nørrehedevej, og når man kommer østfra ad Resenvej (tidl. Tingvej). For kun en halv snes år siden kunne man se Sdr. Resen kirkes tårn langt ude fra Kongenshus Hede, men opvoksende beplantning har efterhånden begrænset denne fjernvirkning. Det samme gælder indblikket fra vejen mellem Fårbæk og Høstrup og syd for Fårbæk vest for Karup Å. Går man den smukke tur i de gamle, tilplantede brunkulslejer sydøst for byen, får man i slutningen af ruten et meget smukt indblik til kirken sydfra.

I sin bog "Alheden" argumenterer Chr. Jacobsen for, at kirken i Sdr. Resen ligger, hvor der tidligere lå en bavnehøj. Den lille bakke, kirken ligger på, skulle da være resterne af en udjævnet bavnehøj. Bavnehøjene er oldtidshøje, der i middelalderen blev brugt som led i et landsdækkende signalsystem. Når krig truede, blev der tændt bål på bavnehøjen. Dette kunne ses videnom og bevirkede, at nye bavne tændtes. På den måde nåede budskabet riget rundt på kort tid. Mange fagfolk mener, at bavnehøjene endnu tidligere blev brugt som helligsteder. Mange kirker ligger, hvor der tidligere lå bavnehøje, hvilket kan hænge sammen med, at den katolske kirke i kristendommens første tid henstillede, at kirkerne opførtes på gamle kultsteder.
Chr. Jacobsen mener altså, at Sdr. Resen kirke ligger, hvor der tidligere lå en bavnehøj. Han gør opmærksom på, at man over hele landet kan påvise "helliglinier", der går i bestemte kompasretninger, og som tidligere har forbundet bavnehøjene (s. 55-63). I dag er disse høje flere steder erstattet af kirker, således at linierne går gennem både kirker og bavnehøje. F.eks. nævner han, at Trandum kirke, Vridsted kirke (med en gravhøj på kirkegården!), Bavnehøjene ved Rolighed og Sdr. Resen kirke ligger på en sådan linie. At der skal have ligget bavnehøje, hvor Trandum og Vridsted kirker nu ligger, lyder sandsynligt, da de begge ligger på kanten af Karup Ådal og ses videnom. Heraf slutter Chr. Jacobsen, at der også har ligget en bavnehøj, hvor Sdr. Resen kirke nu ligger. Noget arkæologisk bevis herfor eksisterer dog ikke. Men tanken er da fascinerende. 

Stedet har ikke altid været afsides, hvilket de mange gravhøje i sognet vidner om. Ved Karup Å - ikke langt fra kirken - har man påvist en boplads fra Ældre Stenalder (5-10.000 år f.Kr.), hvor man bl.a. fandt en smuk dyrefigur i rav. Der har altså boet mennesker på stedet i mange tusinde år.

Kirkebygningen.
Indgangen til kirkegården sker gennem en forholdsvis anonym gitterlåge. Øst for denne ses en mindre indgang med to smukt murede piller fra begyndelsen af 1800-tallet. Her var den oprindelige todelte indgang til kirkegården - køre- og personindgang - med tre piller. Køreindgangen blev sløjfet i ca. 1970 og flyttet til den nuværende placering, mens den gamle personindgang med to piller er intakt.
I diget mod øst ses en låge, hvorfra der tidligere gik en kirkesti til Nørrehedevej.
Sdr. Resen kirke er en harmonisk, romansk bygning og den ældste kirkebygning på Alheden. Det må have været mere besværligt end andre steder at bygge denne kirke, idet hedeegnen er fattig på store granitsten. Man kan forestille sig, at de mange sten til byggeriet er blevet fragtet hertil langvejs fra ad åen. Ved kirkens udvendige hjørner kan man se, at man har sparet på granitten og så at sige skåret kvadrene op i 15-20 cm. tykke skiver.
Kirken har intet våbenhus, men har tidligere haft en mandsdør i skibets sydside og en kvindedør i nordsiden. På nordsiden af skibet kan man se den tilmurede kvindedør, der er usædvanlig smal. På sydsiden er den tilsvarende mandsdør forsvundet, men lige over den enkelte skråkantsokkel er dens tympanon indmuret. Den er udsmykket med et latinsk reliefkors med firkantede udladninger. Under en restaurering i slutningen af 1980-erne fandt man indvendigt på de tidligere døres plads overliggere af egetræ, der stadig var i god stand. De er placeret på deres oprindelige plads, men er ikke synlige. 
På korets udvendige nordside finder man i et par meters højde en granitkvader, der bærer fem tydelige skålmærker. Denne sten kaldes for »Troldens fingre«, idet det fortælles, at trolden fra Daugbjerg Dås kastede denne sten efter kirken, da den var under opførelse, men uden at ramme. For at håne trolden, byggede man stenen ind i kirken (en lokalpatriotisk version går ud på, at det var en storagtig bonde fra Vroue, der kastede stenen!).
Tårnet er en senere tilbygning, der indpasser sig yderst harmonisk i bygningens helhed. På tårnets østgavl ses typiske blændinger af vestjysk type, der er afskåret ved taglinien. På vestgavlen ses en meget smuk korsblinding. Indgangen til tårnet sker gennem en trappe på nordsiden, der fører op til mellemstokværket, som man når gennem en smal dør, der sidder i et meget højt, rundbuet spejl.

Kirkens indre.

Indgangen til kirken går gennem et snævert, krydshvælvet rum i tårnet. Her ses mod vest et oprindeligt vindue. Fra tårnrummet har der tidligere været jordsmonringning via et reb, der gik gennem alle stokværk. Nu er der automatisk ringning. 
Man bemærker straks den meget brede korbue, der næppe er oprindelig. Trods kirkerummets spartanske udformning med lavt bjælkeloft virker det varmt og hyggeligt - et sted hvor man umiddelbart føler sig velkommen. I skibets nordmur ses et oprindeligt vindue, der er tilmuret.

Altertavlen er udført i landligt snedkerarbejde og er fra 1671. Alterbilledet er nyere. Det blev skænket af Hans Dall fra Kongenshus renpark i 1917 og er en kopi af et af Carl Blochs billeder - »Kristus Consolator« - fra Christian IV's bedekammer i Frederiksborg Slotskirke, udført af maler Chr. Bang (menighedsrådet havde - iflg. protokollen - oprindelig bestilt et billede af Jesus, der taler med den samaritanske kvinde, men det blev kasseret af altertavlekommiteen). Altertavlen bærer en plade med inskriptionen: »Aar 1917 skænkede Kommissionsraad Hans Dahl Hamborg Midler til et nyt Alterbillede og Rammens Istandsættelse.« Det tidligere alterbillede hænger nu på skibets vestvæg vis a vis orglet.

Altersølvet - kalk og disk - har begge »Sønder Resen Kirke« indgraveret. Disken har desuden indgraveret et cirkelkors. Derudover har kalk og disk ingen inskription. De kan være skænket af sognepræsten Michel Bering og hustru Mette Pandrup (N. P. Munk citerer i »Kirker m.m. i Fjends Herred« således fra Danske Atlas: »Kalk og disk af sølv er given af sognepræsten og kirke-eieren Michel Bering og Mette Pandrup i 1729«). I biskop Søren Lintrups visitatsbog fra 1722 omtales et altersæt af tin. Michel Bering var sognepræst i Vroue 1722-41 (Han byggede Vroue Præstegård, der stadig er i brug og fredet.) De skænkede et lignende sæt til Vroue kirke 1729. Hvis denne antagelse er rigtig, er Sdr. Resen kirkes altersæt sandsynligvis udarbejdet af Johan Mehl i Viborg. I Skive Museums registrering af kirkeinventar i Sdr. Resen kirke, udarbejdet i 1983 angives imidlertid ud fra det indgraverede mestermærke, at det er Mathias Busch, Viborg (1756-1826), der er kunstneren. 
Kirken ejer også en kande og en oblatæske i porcelæn (sort med gyldent kors) fra Den kongelige Porcelænsfabrik. De er dog ikke længere i brug.
I 2007 ønskede menighedsrådet ved Sdr. Resen kirke at afrense kalk og disk hos en guldsmed. Da kalken imidlertid ikke lod sig afrense pga. tidens tand, blev en ny kalk anskaffet og taget i brug. Ved samme lejlighed blev alterbægrene lueforgyldt.
På alterbordet står to 32 cm. høje lysestager af messing. Deres oprindelse er ukendt. På alterbordet står endvidere en oblatæske i tin, hvor der på undersiden er indgraveret »Resen kirke 1973«. Den er fremstillet og skænket til kirken af Aage Ejnar Cleve, der var førstelærer ved Sdr. Resen skole  1948-74 og kirkesanger ved kirken. Indvendig er der i bunden indgraveret: »Lavet og skænket Resen kirke med tak for 25 års arbejde. Aage Ejnar Cleve. Lærer og kirkesanger«. Tillige findes i kirkens arkiv et stykke karton, der er udtaget af oblatæsken, hvorpå der står følgende: »Du er intet - Gud er alt. Vær mig arme synder nådig og vær mig en nådig dommer, o Gud. Soli Deo gloria (Gud alene æren. PM).«
På alterbordet ligger en dug, der er broderet og skænket til kirken af Elise Cleve, hvis navn er broderet i kanten af dugen. Elise Cleve var i mange år organist ved Sdr. Resen kirke. Hun var gift med ovennævnte førstelærer Aage Ejnar Cleve.

Tæppet, der ligger mellem alter og alterskranke

I forbindelse med høstgudstjenesten den 21. september, 2014 blev kirkens nye kortæppe og antependium taget i brug.

Tæppet er designet af væver Elin Stéfansdóttír, Vrinners og vævet af hende og hendes mand, Gert Madsen. Tæppets udformning blev til i et givende samarbejde mellem menighedsrådet og kunstneren.

Farverne i tæppet spiller sammen med farverne på altertavlen, og således er der en meget smuk helhed mellem tæppe, alter og altertavle. I tæppet er indvævet tre kors, som symboliserer treenigheden. Strålerne i tæppet peger op mod alteret og en stige bliver antydet i sidefløjene.

Det gamle kortæppe var fra 1959. Det var broderet af sognets kvinder, men var efterhånden så slidt, at det måtte erstattes.

Alteret omkranses af et gyldent klæde, også vævet af Elin Stéfansdottír.

Det nedhængende hvide antependium med aks, syet af guldtråd, er broderet at Inga Kilde, Vridsted. Det stammer fra en tidligere udskiftning af antependiet om hele alteret.

Døbefonten er som noget helt specielt sammensat af to gange 8 udsavede bøjler, der bærer et ottekantet bækken, hvori dåbsfadet ligger. Døbefonten bærer en inskription, der lyder: »1720 Lod Præsten Mag Christen Eriksøn Denne Font med sin dekel giøre af Nyt og stafere paa Resen Kirkes bekostning«. Dåbsfadet af messing er sydtysk fra omkring 1575 og bærer en udmærket gengivelse af spejderne i Kanaan. Desuden har dåbsfadet indgraveret to våbenskjolde. Det ene er Lilje-Juulernes våbenmærke. Det andet er utydeligt, men bærer bogstaverne ?M. M. D.? (Dåbsfadets motiver er desværre utydelige på grund af mange års ihærdig pudsning. Man kan få en idé om, hvor detaljeret motiverne oprindeligt har været, ved at se fadets bagside). Hvilken døbefont, Sdr. Resen kirke havde før 1720, vides ikke. Det er ældre beboere i sognet antydet, at den er flyttet til herregården Kås i Vestsalling, hvor der faktisk står en granitfont i haven. Til støtte for denne hypotese taler, at der en overgang var forbindelse mellem Kås og Vroue-Resen pastorat, idet Mette Pandrup, der var gift med sognepræst Michel Bering, var familiemæssigt knyttet til Kås.  Der er dog uorden i kronologien, idet Michel Bering først kom til pastoratet i 1722, mens trædøbefonten blev opsat allerede i 1720, altså før Bering. 
Tidligere - nu afdøde - sognepræst i Vroue-Resen pastorat Vagn Tranberg forsøgte en overgang at gennemføre en husstandsindsamling i Sdr. Resen sogn for at skaffe midler til at erhverve den gamle granitfont tilbage fra Kås. Der blev dog kun indsamlet et yderst beskedent beløb.
Ved døbefonten står en syvarmet lysestage af messing på en piedestal. Kirken ejer i øvrigt yderligere en syvarmet lysestage af massiv messing, der står i kapellet. Den bærer inskriptionen »Skænket Resen Kirke 1972 af Anton Thomasen født i Høgild d. 29-11-1904«. 

Prædikestolen er et enkelt arbejde med toscanske hjørnesøjler og billedfelter fra begyndelsen af 1700-tallet med Moses, Aron og Kristus. De er malet på en pudsig, naivistisk måde. Maleren er tydeligvis begyndt fra oven og har undervejs opdaget, at der ikke var plads til benene i feltet. Derfor fremtræder Moses og Jesus med meget korte ben, så de ligner dværge, mens Arons skikkelse er mere korrekt. I øvrigt er inddelingen af budene på Moses? to tavler bemærkelsesværdig.
Normalt er buddene på lovens to tavler fordelt således, at der er tre bud på den første tavle og syv på den anden, eftersom de tre første bud handler om Gud, og de syv sidste om menneskelivet. I Sdr. Resen kirke er der imidlertid fire bud på første tavle og seks på anden. Det er der imidlertid ingen grund til at gøre sig lystig over, idet versionen i Sdr. Resen kirke faktisk er tro mod bibelens ord. 
De ti bud er gengivet to steder i Det gamle Testamente, nemlig 2.Mos.20,1-17 og 5.Mos.5,6-21. Begge steder ses, at det andet bud har lyder »Du må ikke gøre dig noget gudebillede«, mens det tiende lyder »Du må ikke begære din næstes hus. Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom«. Således har oprindelig de fire første bud handlet om gudsforholdet, mens de seks sidste har haft med familie- og samfundsliv at gøre. Billedet i Sdr. Resen kirke er altså i overensstemmelse med bibelen. I den kirkelige tradition er forbudet mod at gøre noget gudebillede blevet slettet, mens det tiende bud er delt i to, således at de første tre handler om gudsforholdet og de sidste syv om familie- og samfundsliv.
Men om den anonyme maler har gjort sig disse overvejelser er uvist.

I et håndskrevet dokument i Nationalmuseet - »Inventariet i Resen Kirke, Fjends Herred, Viborg Stift« - dateret juni 1916 står anført følgende: »Da Prædikestolen ingen Lydhimmel har, har man for ca. ½ år siden anbragt den paa Fotografiet synlige Fontehimmel over Prædikestolen. Her passer den daarligt, den syner alt for lille«. Der har altså over døbefonten engang været en fontehimmel, som i 1915-16 blev hængt over prædikestolen, som fotografiet viser. Den er siden fjernet igen, og der er intet spor efter den. 
Tidligere har prædikestolen stået i det modsatte hjørne ? altså det nordøstlige hjørne ? af skibet, men den blev iflg. kirkens synsprotokol flyttet i 1901 i forbindelse med, at der blev opstillet en kakkelovn, hvor prædikestolen tidligere stod.

I Skibet hænger et kirkeskib, der bærer navnet »Haabet«. Det kan synes underligt, at der hænger et kirkeskib i en kirke, der ligger så langt fra havet. Orlogsmuseet oplyser, at der ikke kendes noget orlogsskib, der ligner kirkeskibet i Sdr. Resen kirke. Der er tale om en lille 16 kanoners fuldskib fra 1700-tallets senere del. Vimplen fra stormasten antyder, at der er tale om et orlogsskib. På den anden side kunne handelsskibe ved den tid udmærket være armerede, da de skulle passere farvande med sørøvere. Der kan altså udmærket være tale om en handelsskib. 
Skibet er udført af Alfred Jensen i Glud ved Horsens og ophængt i kirken i 1967. Skibet blev bekostet af en anonym giver.

Orglet er bygget af Starup & Søn og har fire stemmer. Det blev opsat i 1975. Oprindelig var orglet bygget til Dommerby kirke, men blev her kasseret af Kirkeministeriets orgelkonsulent, da det var for lille. Herefter fik Sdr. Resen kirkes menighedsråd mulighed for at erhverve det til reduceret pris. Indtil 1975 havde Sdr. Resen kirke et harmonium med to manualer. Det var placeret samme sted som nu, dog således, at organisten sad med ansigtet imod alteret.

På skibets vestvæg hænger det tidligere alterbillede, der hang på alteret før Hans Dall i 1917 forærede det nuværende alterbillede til kirken (læs mere ovenfor under beskrivelsen af altertavlen). Det gamle alterbillede er et simpelt maleri, der er en kopi af Leonardo da Vincis billede af nadveren. På billedet til venstre af kirkens indre før 1917 anes det gamle alterbillede (klik på billedet for at se et større billede).

Under en omlægning af gulvet under bænkeraderne i skibet i 2004 gjorde Nationalmuseet en interessant opdagelse. Under afgravning af fyldlag kom resterne af et ældre gulv til syne få centimeter under det opbrudte betonlag i skibets sydøstlige hjørne. Gulvet bestod af forskellige slags teglsten (munkesten og glaserede lerfliser), hvori kirkegængernes fødder i tidens løb havde afsat slidspor på op til 6 cm?s dybde! Desuden fandt man mulige spor af et nedbrudt sidealter og ved harpning af løst sandfyld 9 mønter, hvoraf de ældste er fra 1665 og 1677. Nationalmuseet anslår med et forsigtigt gæt, at gulvet er lagt før reformationen. 
I forbindelse med omlægningen af gulvet blev træpaneler langt skibets vægge fjernet, og bænkeraderne forsynet med gavle i begge ender.
De 9 mønter er af Den kongelige Mønt- og Medaillesamling under Nationalmuseet bestemt således (i parentes anføres sidehenvisninger til Holger Hedes værk: »Danmarks og Norges mønter : 1541-1814-1977« udgivet af Dansk Numismatisk Forening):
1.  Christian V, 2 skilling 1677 (Hede 74)
2.  Norge, Frederik III, 2 skilling (1660-1670)  (Hede 70E)
3.  Christian VII, 1 skilling 1779 (Hede 34)
4.  Christian VII, 1 skilling 1782 (Hede 34)
5.  Christian VII, 1 skilling 1771 (Hede 37)
6.  Frederik IV, skilling (1720-23), (Hede 51)
7.  Frederik III, 1 skilling 1665 (Hede 135B)
8.  Frederik VI, 1 skilling 1812 (Hede 15A)
9.  Frederik VI, 3 skilling 1812 (Hede 14)

I 2004 besluttede menighedsrådet at anskaffe en skulptur til placering på plænen for anonyme kistebegravelser nord for kirken. Valget faldt på billedhugger Henning Elving i Løgstrup. Det færdige resultat blev en flad sten i rød, svensk Vonga-granit, der er udhugget med et kors og firefelter. Korset er poleret, og den øvrige overflade spidshugget.  

Kunstneren beskriver selv skulpturen således: »Målene på de enkelte udfyldte felter mellem korsets arme svarer til målene i kirkens granitkvadre og antyder dermed både en dimensionsmæssig og en symbolsk sammenhæng med kirkens bygning. Korset vender op mod kirken i en let drejning, der fortæller om en sammenhæng mellem de døde og de levende. Dette sker i en dialog mellem stenens symbolik for de anonymt begravede (korsets symnbol på døden, opstandelsen og frelsen) og kirkekvadrenes symbolik for det levende liv i kirken (kirkens bygning som symbol for den levende menighed)«.

På parkeringspladsen syd for kirken ligger mod vest en lille hvidkalket bygning, der indeholder kapel, graverfaciliteter og redskabsrum. Bygningen er tegnet af arkitekt Olaf Brusch i Thisted og opført i 1989.

Et besøg i Sdr. Resen kirke kan med fordel suppleres med en vandretur i de gamle brunkulslejer - "Tipperne". Området ligger få hundrede meter vest for kirken ved bredden af Karup Å. Det er nu beplantet, og borgerforeningen har anlagt vandrestier i området, som det ikke er tilrådeligt at bevæge sig udenfor. En del af turen går langs med "den tungt henskridende" Karup Å, og man kan her gribes af en ganske særlig stemning en stille aften i den nedgående sol, når den spinkle klokke i Sdr. Resen kirkes tårn ringer solen ned.

Copyright: Peter Maarbjerg

Litteratur:
Holger Hedes: »Danmarks og Norges mønter : 1541-1814-1977« udgivet af Dansk Numismatisk Forening
Chr. Jacobsen: Fra Alheden. Forlaget Solsikken 1990.
N. P. Munk: Kirker m.m. i Fjends Herred. Skive Folkeblads Bogtrykkeri 1960.
Paul Nedergaard: Dansk Præste- og Sognehistorie 1849-1949. VI Viborg stift. Danske Boghandleres Kommissionsanstalt. København 1963.
Niels Munk Plum: Kirke og Sogn i fortid og nutid. A. C. Normanns Forlag A/S.
De danske Kirker
Trap: Danmark - Viborg Amt
Synsprotokol for Sdr. Resen kirke
Forhandlingsprotokol for Sdr. Resen Menighedsråd
Diverse utrykte og upublicerede dokumenter og billeder fra bl.a. Nationalmuseet og Kirkens arkiv, samt forskelligt materiale udlånt eller fortalt af sognets beboere.