Mette Sørensen - f. 3.12 1901 - d. 25.8.1990

Samtale på Plejehjemmet »Nordstjernen« i Sparkær den 20. april 1988.

Jeg stammer fra Herrup ved Sevel. Jeg gik i Herrup skole fire gange om ugen om vinteren og to gange om sommeren. Der lærte vi katekismus, skriftsteder og salmevers ? udenad selvfølgelig. I dag ved børnene vel ikke engang, hvad en katekismus er!
Jeg kom ud at tjene som ung pige på Fårbækgård. Når vi havde fri, gik vi tit til bal. Jeg har f.eks. været til grundlovsfest i Sjørup mange gange ? ikke for at høre taler, men for at danse. I kroens have var der lagt gulv med rækværk omkring, og der dansede vi. Sommetider var det Maler Christensen, der spillede.
Det var også ved et bal, jeg traf Jesper. Jeg var til Haderup marked og skulle hjem til Fårbæk om aftenen. Dengang gik vi jo omkring, og så nåede Jesper mig i Høstrup på sin cykel. Vi kom jo til at snakke, og det blev jo til mere end én aften.
Vi blev gift i Sevel kirke den 20. april 1920, og så overtog vi Jespers forældres ejendom i Resen Østerhede (Kongenshusvej 9) for 12.000 kr. Jespers forældre hed Niels Peder Sørensen og Ane Katrine. Niels Peder har jeg dog aldrig set. Han var død, før jeg kom til. Min svigermor boede hos os i de tre første år. Hun var en høj, kraftig kone. Det gik godt med hende og mig, selvom jeg ikke var ret gammel ? 19 år ? da vi blev gift.
Ja, man holder da ikke op med at gå til bal, fordi man bliver gift. Men så fulgtes vi jo ad ? Jesper og mig. Jeg kan love dig, at Jesper og jeg har været til bal mange gange. Vi kom frem og tilbage på cykel.
På ejendommen var der fire magre køer, da jeg kom ? og de var magre ? og så en griseso. Desuden var der to russere ? det er nogle små heste. Der var tre længer på ejendommen dengang, men den ene faldt ned, så Jesper måtte selv mure den op igen. Han murede også selv en lade. I dag er der kun to længer tilbage.
Med tiden fik vi flere dyr. Ellers kunne vi ikke have overlevet. Da det gik bedst havde vi 7 gode køer og nogle »unghøveder«. Men da Jesper døde i 1982 havde vi solgt jorden og kreaturerne.
Der var 35 tdr. l. hvoraf Svend fik 9 tdr. l. hede at bygge på.

Dagen gik med »slid og begærlighed«. Jesper havde mælketur til Fårbæk Mejeri, og så måtte vi jo tidligt op. Når Jesper var kørt, skulle jeg have dyrene ordnet ? fodre og »moge ud«. Hvem skulle ellers gøre det? Jeg skulle også passe det inde. Jeg har aldrig set Jesper med en kost! Han havde nok at lave, når han kom hjem. Jeg kunne slet ikke vove at bede ham om det. I dag er det nok konen, der bestemmer, men det var det ikke dengang!
Vi gravede tørv i vores egen mose her nedenfor. Det var hårdt, selvom vi var to om det. Men dengang måtte man bestille noget. Engang, da Svend var lille, stod han dernede i en barnevogn, mens vi trillede tørv ud med en almindelig trillebør. Det blæste og regnede, så jeg havde hyllet en regnfrakke over barnevognen, men så væltede den! Heldigvis tog han ingen skade.
Tørvene kørte Jesper til Karup station i hestevogn. Derfra blev de sendt videre. 
Jeg har også gået ud som barselskone. Det var nødvendigt, for at få det til at løbe rundt. Jeg har vasket for folk og samlet kartofler. Alle børn, der blev født i Resen Østerhede i min tid, har jeg taget imod. For at passe en barselskone fik jeg 2 kr. pr. dag. For at vaske fra 7 morgen til 6 aften fik jeg 3,50 kr. Det foregik med balje og vaskebræt. Det var en god dagløn. 
Jeg syede og strikkede også alt vores tøj ? og også for andre.

Jeg har selv født 12 børn, hvoraf de 10 lever endnu. Men jeg lå kun ned, lige når jeg fødte! Det er ikke til at forstå, at man i dag får barselsferie i flere måneder. Jeg havde fri den dag, jeg fødte!
Jeg har aldrig været til doktor, når jeg skulle føde. Når jeg fik ondt, ringede vi til jordemoderen eller nabokonen. Jeg havde to nabokoner til at hjælpe. Det var Knud Christensens kone Kamilla ? hun bor i Fårbæk nu ? og så Valborg ? Jens Christian Pedersens kone (Det var dem, der i 1941 mistede to ved indebrænding ). De to koner var der altid, når jeg skulle føde. Da jeg skulle have den første ? Svend ? blev jeg syg søndag morgen, men jeg fik ham ikke før tirsdag 20 minutter over 12. Men vi fik jo ikke doktor dengang. Vi fik bare lov til at ligge. Jordemoderen var der, men ind imellem var hun en tur i Karup for at tage imod en dreng. Hun kom tilbage og lagde sig til at sove i et kammer. Så kunne vi kalde, når vi mente, det var ved tiden.
Vi var jo mange mennesker i vores lille hus. Vi skulle jo være der. Jeg har sommetider sovet med en bette oppe ved mig og en ved mine fødder. Arne, Agner og Bengt skulle sove sammen i én seng. Men de kunne jo ikke komme til rette. Der var jo halm i sengene dengang, og så lagde de et halmstrå imellem sig: dertil måtte dén komme! Men når det blev for groft, måtte deres far jo ind til dem. De havde engang lagt en bordplade mellem to senge. Så legede de høns og sad på bordpladen og kaglede!
Til jul slagtede vi jo. Vi havde ikke fryseboks og køleskab. Vi brugte saltkar. Vi brugte hele grisen - rub og stub!
De store lavede julegaver til de små. Der var ikke noget med at gå i byen og købe julegaver - uhanej! Vi fik nogle frugtkasser fra brugsforeningen i Sdr. Resen, og så lavede de vugger og lastbiler, og de skar nogle fine sykurve ud. Pigerne lavede vuggetøj, puder og den slags, og jeg lavede kludedukker til dem.
Juletræet var pyntet med nogle fine roser af silkepapir, som vi selv lavede. Vi rullede silkepapir på en strikkepind. Derefter klippede vi det i stykker og skubbede det sammen. Så krusede det, hvorefter hvert stykke blev rullet sammen og bundet forneden. Vi lavede al julepynt selv, f.eks. også musetrapper. Vi købte ikke ret meget.
Jeg skal da huske at fortælle om dengang, da jeg slog en kalv ihjel! Jesper kørte jo mælk, og jeg ordnede dyrene. Jeg skulle trække 3 kalve ud på græs. Men jeg havde lige fået bud om, at Jespers søster Elisabeth var kommet til Karup fra København og ville hjem. Så jeg havde jo travlt. Jeg skulle have gjort færdig ude, så jeg kunne komme ind og få børnene ordnet. Så var der en af kalvene, der ikke ville gå, og jeg vender mig lige om og giver den et slag med »tyret«, med det resultat, at den væltede om! Så fik vi sendt bud til vores nabo Kristian, der kom med en kniv og skar halsen over på den. Men Jesper var jo ikke tilfreds, da han kom hjem fra mejeriet. Han sagde, at det skulle vi ikke have gjort. Den skulle nok have kommet til sig selv.
En gang imellem kom pastor Terp og besøgte os. Han var en dejlig præst. Han var ikke ret stor, men han var kraftig. Han havde fipskæg, og de siger, at han ikke kunne fange grise! Når konfirmanderne fik salmevers for, var det altid nogle, der ikke rimede, som var svære at lære udenad.
Jeg har svært ved at fortælle, hvordan der så ud i Sdr. Resen dengang. Det gamle forsamlingshus lå samme sted, som det nye, og det var, hvor rakkerhuset lå i sin tid. Men det var før min tid. Det nye forsamlingshus blev muret af min bror Jens ? hans enke Line bor stadig på Resen Østerhede.
Mejeriet blev bygget i 1932, mener jeg.

Vores børn har alle gået i Sdr. Resen skole, der lå ved kirken. Pladsen foran kirken var legeplads. De måtte ikke lege på kirkegården, men det gjorde de jo! Først var der lærer Aagaard. Han var ikke ret stor og havde altid pibe i munden. Han slog sjældent børnene. Det var først, da lærer Marcussen kom. Så blev der skik på det!
Der var også en friskole, hvor Grethe Nielsen bor nu. Der var en lærerinde, der hed frk. Kirkegaard. Hun blev gift med en post.
Jeg kan også huske brunkulstiden i Sdr. Resen. Jesper kørte med vand dernede, og 4 af mine drenge har arbejdet i brunkullene. Det er Svend, Gotfred, Agner og Arne. De var der dog ikke samtidig.
Ikke ret langt fra Resen Østerhede ligger Resenfelde. Der var 4 gårde. Der boede bl.a. en gammel kone, som vi kaldte »Stin Georg« med sin plejedatter. Så var der Jakob Kriegbaum. Han skulle altid have en skefuld salt i sin kaffe! Hans mor og Jespers mor var søskende, så Jakob og Jesper var fætre. I en af gårdene boede også familien Harritz. De familier stammede fra kartoffeltyskerne. Det gjorde Bärtels også. De boede på Lille Kongenshus, som lå overfor det nuværende Kongenshus Hotel ? på den anden side af Vejle-vejen.
På Resen Østerhede havde vi det godt sammen. Nytårsaften plejede vi ? en 4-5 hold ? at gå sammen om noget smørrebrød og en snaps. Vi havde også en whist-klub, hvor vi skiftedes til at være hos hinanden. Der var en aften, hvor det var så glat. Der var Laurits Posts (Poulsen), Valdemar Pedersens, Kristian Pedersens, Knud Christensens og så »vi anner«. Vi var samlet hos os, og da de skulle af sted, var det så glat, at de næsten ikke kunne gå. Ved enden af stuehuset gik det skråt op til vejen, og der kunne Knuds Valborg ikke komme op. Hun havde sådan en sjov stemme, og det lød så morsomt, da hun stod dér og brugte mund over, at hun ikke kunne komme op.
Ellers er det ikke fordi jeg har oplevet så meget i mit liv. Jeg har haft nok at gøre med mit hjem og mine børn.
Ja, jeg har da været i avisen, fordi jeg har fået oldebarn nr. 50. Og jeg kan da nå at få »manne eno«. Det er i grunden forunderligt at tænke på, at vi to mennesker, der blev gift i 1920 kan blive til så mange: 12 børn, 36 børnebørn og 50 oldebørn. To af mine børn er døde, så når hele familien er samlet, er vi 97 med mig selv ? foruden alle svigerbørnene. Det må man da vist sige er gjort godt!

Interview ved PM
Fra Vroue-Resen Sogneblad nr. 4/1991.