Kristian Olsen om besættelsen

Det allerførste, jeg har tydeligt i min erindring, der har relation til besættelsen, skete i 1938, da jeg var 12 år. Far og mor havde i 1924 bygget et statshusmandsbrug ved siden af Sejbækgård, og der er jeg født. Far hørte altid radioavisen, og fortalte derefter om, hvad der var sket nede i Tyskland. Jeg husker ikke, om Hitler var gået ind i Østrig-Ungarn, men det var i hvert fald før, han gik ind i Polen. Far sagde i hvert fald en dag til mor: »Nu tror jeg, der kommer en verdenskrig igen!« 
Den 9. april står ganske tydeligt for mig. Det var ret tidligt på dagen flyverne kom i bølger. De fløj lige hen over hustagene. Vi boede nemlig meget højt. Jeg stod og skulle til skole i Daugbjerg, men det kom jeg ikke den dag. 

Tæt på Karup Flyveplads.
Det varede ikke længe, før vores hverdag blev præget af, at  Karup Flyveplads lå i nærheden. Der blev holdt mange øvelser, og det foregik ofte ude på Kongenshus Hede. Ejendommen lå som sagt højt. Vi havde en mølle på taget, og derfra var der jo en formidabel udsigt helt til Karup. Derfor brugte tyskerne ofte vores mølle som udkikspost. 
Om natten kunne vi se deres projektører i Karup - 8-9 km. borte. Sommetider strejfede lyskeglen ned over vores gård, og lyset var så kraftigt, at hele gårdspladsen blev oplyst, og træer og mennesker kastede skygge. De brugte jo projektørerne for at finde engelske bombeflyvere. Vi kunne høre deres dybe brummende lyd, og så skulle vi ud at se. De var meget højt oppe, men sommetider kunne vi se dem, og vi fulgte dem med øjne og ører, til de var helt væk igen. Men tyskerne var der jo med projektørerne. De slukkede dog projektørerne, når bombemaskinerne var lige over, og de sendte ikke deres flyvere op, hvis der var mange englændere. Det var nok, fordi de ikke ville røbe flyvepladsens beliggenhed. 

Tyskerne havde jo også bygget en 'falsk' flyveplads ved siden af den 'rigtige' som camouflage, hvor alting var af træ. Træplader skulle f.eks. ligne startbaner. Formålet var selvfølgelig, at englænderne skulle kaste deres bomber der, hvad de også gjorde (Luftfotoet til højre over Rabis Hede viser, at der stadig findes rester fra den tyske attrapflyveplads. En vandretur i området vil afsløre flere, som f.eks. kanonstillinger. Øverst i billedet ses vejen fra Sdr. Resen til Grønhøj og indkørslen til Kongenshus Hede. PM). Engang oplevede vi, at der ved højlys dag kom to engelske flyvere meget lavt hen over mit hjem. Vi arbejdede i marken og så dem ret tidligt, selvom de fløj i trætophøjde for at undgå den tyske radar. De vinkede til os, og vi vinkede igen. Nogen tid efter hørte vi, at de engelske flyvere havde kastet nogle træbomber ned på den falske flyveplads som bevis på, at den var afsløret.
Jeg oplevede også nærkontakt med en tysk flyvemaskine. Vi brugte meget lyng dengang til køerne. Vi havde ikke det grov- og stråfoder, vi behøvede til kreaturerne, og lyng var godt. Lyng og mos blev brugt meget. En morgen var jeg sendt ud på heden for at slå lyng. Over middag ville der så komme en og hente det. Det var ude ved Stabelbakkerne. Det var så fredeligt at gå derude, når bare ikke tyskerne løb derude og skød. Jeg så godt, at der var en flyvemaskine, der fløj ude omkring Sdr. Resen. Den fløj frem og tilbage og op og ned og øvede sig tilsyneladende. Pludselig gik den ret stejlt ned og kom lavt henover Sdr. Resen kirketårn, og jeg kunne godt se, at den lige bestemt havde retning mod mig. Den kom så lavt hen over heden, at jeg stod og så ned på den, og så kom den som en stor fugl lige imod mig, og jeg smed mig ned. Jeg mærkede suset, da den fløj hen over mig. Jeg så efter den og kunne se, hvordan de små træer og buskene bevægede sig. Det var helt bevidst. De skulle lige ned og se, hvad den fyr gik og lavede. Måske ville de bare forskrække mig - og det havde de held med. Hvad der ville være sket, hvis jeg ikke havde smidt mig, kan jeg ikke sige, men lufttrykket var kraftigt. Vi havde også hørt om to cyklister ved Højslev, hvor konen blev slået ihjel af en lavtgående tysk flyver. Der kom vistnok en undskyldning fra tyskerne senere.
Men de tyske piloter var unge og tit meget dristige.

Knaphed og fællesskab
Under besættelsen var der selvfølgelig knaphed på mange ting, men vi led egentlig ingen nød. Vi fik da det daglige brød hver dag. Vi sultede ikke, vi kunne bare ikke få det sukker, margarine, tobak osv. som vi gerne ville have. Men når man så oplever, at andre har det meget værre end én selv, så skal man ikke beklage sig. Måske havde vi været for godt vant tidligere. 
 Vi lavede mange ting selv. Kaffe, tobak osv. Jeg kan huske, at vi kunne finde på at ryge tørv! Hundekød kaldte vi et græslag, man kommer til, når man stikker tørvespaden ned. Når det blev tørret og skåret i stykker, kunne det godt ryges. Der var i hvert fald røg i det! Jeg smagte det da, men det var ikke noget, man blev fristet af! 
 Der var rationering på tobak, og alle kunne få deres ration, og der var da rigtig mange - mest unge mennesker - der ville have deres ration, selvom de ikke røg. Så skulle de smage, og sådan begyndte de at ryge. Jeg var en af dem! Tidligere var det ikke almindeligt, at piger røg, men det begyndte rigtig mange på under besættelsen.
 Vi var selvfølgelig sommetider til fester og til dans, men det var om eftermiddagen, fordi der var spærretid. Det strammede jo til hele tiden, og til sidst måtte vi slet ikke gå ud om aftenen. Alt var jo mørkt. Vi havde ganske vist lys på biler og cykler, men det var kun nogle ganske små sprækker. Man kunne ikke se noget ved det - det var nærmest fordi andre kunne se, at man kom. 
 I præstegården i Daugbjerg hos pastor Dahl, var der vintermøder, hvor vi var 40-50 unge mennesker. Vi kom to gange hver måned. Vi spillede og sang meget, og pastor Dahl læste op og fortalte - ikke ligefrem af bibelen. Vi havde det hyggeligt sammen, og vi drøftede situationen. Pastor Dahl og doktor Bitmann i Stoholm var ledere i modstandsbevægelsen, og det vidste vi, men vi snakkede aldrig om det. Der var et utroligt tillidsforhold blandt folk. Jeg kan huske, at en af dem, der arbejdede hos os i tørvemosen, var nazist. Han og hans kone boede hos os i en kælder under et hønsehus. Jeg kan huske, at far og han diskuterede, og da græd min mor. Hun sagde bagefter: »Jeg forstår ikke, at du tør!« Men han svarede: »Det er jeg ligeglad med. Det er min mening, og den vil jeg have lov at komme frem med. Så kan de gøre, hvad de vil.« Der skete heller ikke noget. De havde et godt forhold. Men han - nazisten - kørte engang med bus, hvor folk udtalte sig kritisk, os så rejste han sig op og spurgte, om der var nogen, der var utilfreds, så skulle han nok sørge for, at de blev tilfredse. 
 Jeg har altså både kendt frihedskæmpere og nazister. 

Modstandsbevægelsen.
Min ældste bror boede på Sjælland. Han var indenfor politiet og var aktiv indenfor modstandsbevægelsen. Han gik kystvagt ved Helsingør og var med til at hjælpe både danske og jøder til Sverige. Engang var de to mand, der gik vagt, og da de mødtes på midten, sagde den anden til min bror: »Tag lige min vagt, for nu stryger jeg!« Det vil sige, at han gik under jorden. Det brændte under fødderne på ham. De var frihedskæmpere begge to og havde et meget nært forhold til hinanden. Så gik min bror på sin kollegas vagt, og da kommer der en bil kørende op til ham. En af personerne i bilen spørger. »Hvor er Lysgaard Olesen, der har vagten på det næste område« - »Det ved jeg ikke.« siger min bror, »men jeg har lige snakket med ham for 6-8 minutter siden, så han må være der.« Derefter kører de igen. Det var Gestapo, og da de var kørt, gik min bror også under jorden. Senere fik vi meddelelse om det, og om at vi ikke skulle spekulere på, hvor han var. En 3-4 måneder efter fik vi brev om, at nu rejste han til Sverige ved først givne lejlighed. Derovre kom han ind i brigaden og kom hjem igen den 4. maj. om aftenen. De var med om aftenen i København allerede den 4. maj for at forhindre, at der blev kaos.
Her på egnen fandt der våbennedkastninger sted i Dalgas Plantage. De blev samlet op af nogle grupper i Stoholm, hvor skovfoged Johannes Alsbjerg var leder. På Lundgård blev våbnene gemt i udhusene. En dag kort før befrielsen rejste Johannes Alsbjerg med toget fra Viborg til Stoholm. Inden toget nåede ind på Stoholm station, opdagede han, at det myldrede med tyske soldater. Alsbjerg sprang da af toget, inden det nåede stationen. Det opdagede soldaterne, men inden de nåede at indhente ham, skød han sig selv - antagelig for ikke at komme til at afsløre noget under tortur.
 

Arresteret.
Min far lavede tørv under krigen, og dem solgte han til en købmand på Mors. Han sendte en lastbil med chauffør herned, og så skulle jeg hjælpe med til at køre tørvene til Frederiks Banegård. Det var i november måned, og der havde været sabotage på banelinjen til Herning, og tyskerne holdt razzia ved Frederiks præstegård. Da vi kom tilbage efter at have læsset af, blev vi stoppet, og det viste sig så, at chaufføren ikke havde 'ausweis' på bilen. Det var ikke så godt, for så kunne de ikke se, at han kørte lovligt. Vi havde nogle grisekasser bag i bilen, og de skulle undersøges, og vi skulle gøre rede for, hvad de skulle bruges til. Chaufføren blev kommanderet ud af bilen, og da de havde snakket lidt med ham, kom han ind bag rattet igen. To soldater sprang op på trinbrættet i hver side med maskinpistolen og en i lasten, og så kørte vi til Karup Flyveplads. Der kom chaufføren ind til forhør i vagten, og jeg sad og regnede med, at vi snart blev frigivet, for vi havde jo ikke gjort noget. Men chaufføren kom ikke. Der gik en vagt udenfor, og jeg tænkte, at jeg da ikke behøvede at sidde inde i bilen og glo, men jeg havde ikke så meget som lukket bildøren op, så blev den smækket i igen, og en revolver blev rettet imod mig. Så blev jeg klar over, at situationen var mere alvorlig, end jeg først havde troet. Da der var gået et stykke tid, kom de ud og hentede mig, og jeg blev straks smidt ind i en celle. Hvor chaufføren var, ved jeg ikke. Jeg så ham ikke. Der gik et stykke tid, og så kom jeg i forhør. De ville vide, hvad jeg havde lavet, og hvorfor mine papirer ikke var i orden. Jeg havde kun mit legitimationskort. 
 Det var tyske soldater - ikke Gestapo, og jeg har mange gange siden tænkt, at det var min redning. De var egentlig meget flinke. Det var nok mest psykisk, de prøvede at køre mig ned. Jeg blev ikke mishandlet. Men det undrede mig, at chaufføren havde lov til at gå på gangen udenfor. Det måtte jeg ikke. Når jeg var på gårdtur, havde jeg personlig vagt - det havde chaufføren heller ikke. Alt dette skete om mandagen. Der gik så to døgn. Tirsdag eftermiddag kunne jeg pludselig høre, at der holdt en bil udenfor. Jeg sprang op på sovebriksen inde i cellen og kunne se, at det var pastor Dahl og min far, der kom. De gik ind i vagten, og jeg tænkte, at nu var det godt. Nu kom jeg ud.
 Det var ikke tyskerne, der havde givet besked til mine forældre. Det var en, der kørte mælk til flyvepladsen, der havde set bilen stå der. Han spurgte så om, hvor vi var, og da han fik at vide, at vi var fængslet, ville han besøge os, men det kunne han ikke få lov til. Han insisterede imidlertid, og så fik han lov at tale med chaufføren. Mig måtte han under ingen omstændigheder tale med. Det var ham, der efter at have talt med chaufføren, sendte besked til mine forældre.
  Der gik så måske en halv times tid. Så ser jeg far gå ud og tage en pakke, som han går ind med. Hvad der var i pakken, ved jeg ingenting om, for jeg fik den ikke. Lidt efter kom de begge to ud igen og kørte. Så var jeg klar over, at det var alvorligt. Jeg var tidligere blevet løseligt advaret, men nu gik det virkelig op for mig. Om eftermiddagen blev jeg afhørt igen. Om aftenen opdagede jeg, at en af dem med pistol, der gav mig mad - brændenældesuppe med et stykke skind i og brød bagt med sand - han var dansker - en ganske ung fyr - og jeg spurgte ham om, hvad der skete. Han svarede, at jeg havde to muligheder. Enten blev jeg skudt her, eller også blev jeg sendt til Rusland for at grave skyttegrave til de tyske soldater, der var på tilbagetog. Det var mine to muligheder. 
 Jeg ved faktisk ikke den dag i dag, hvad de troede, jeg havde gjort. Mine papirer var ikke i orden, men jeg tænkte, at de havde sat mig i forbindelse med min bror. Men de troede, jeg var den værste. Det havde de også sagt til min far. Jeg vidste godt, at læge Bitmann og pastor Dahl var frihedskæmpere, men jeg havde ikke besvær med at holde mund om det, for de pressede mig ikke. 
 Den tirsdag aften kom chaufføren, der i modsætning til mig havde lov til at gå frit på fængselgangene, og spurgte mig, om jeg kunne bede fadervor. Jeg svarede, at det kunne jeg, og han spurgte så, om vi ikke kunne bede sammen.
 Både chaufføren og jeg var nervøse for, hvad der skulle ske med os, men det mærkelige er, at da vi havde bedt fadervor sammen, var jeg overhovedet ikke bange! 
 Der gik så den ene dag efter den anden. Jeg var af og til til forhør, men sad ellers bare og ventede. Hver eneste gang, jeg kunne høre nogle komme trampende, tænkte jeg på, om det var nu, det skulle ske. Efter seks dage - jeg tror, det var fredag - mødte jeg pludselig om morgenen en fremmed, da jeg var inde i vaskerummet for at blive vasket. Jeg havde ikke set ham før. Han spurgte mig, hvorfor jeg sad inde, og jeg kunne jo kun svare, at jeg var taget, men vidste ikke hvorfor, men jeg troede nok, at jeg var mistænkt for at have noget at gøre med sprængningen på Herning-banen. Han fortalte så, at han var taget på fersk gerning. Men så kom de og jagede os ud. Vi måtte ikke snakke sammen. Om eftermiddagen kom de så og smækkede døren op og sagde: »Heraus!« Så fik jeg mine ting og fik lov at gå. Ham, der sendte mig af sted, bød mig en cigaret, som jeg takkede nej til, fordi jeg ikke røg dengang. Men det gjorde et stort indtryk på en 17-års knægt som mig. Det har så nok været den anden, der har tilstået det, jeg var mistænkt for. 
 Da jeg kom hjem, vidste mine forældre ikke, at jeg kom. Jeg har altid opfattet min mor som en meget smuk kvinde med meget mørkt hår. Da jeg kom hjem, var hun helt hvidhåret! Totalt hvidhåret! Og så siger hun lige da jeg kommer ind: »Jeg vidste godt, at du kom. Men jeg vidste ikke, hvad du skulle igennem først.«

Fundamentet.
 Medens vi fem brødre var mindre, bad mor altid fadervor med os, når vi var blevet lagt i seng om aftenen. Jeg tror, det var meget almindeligt i hjemmene under besættelsen. Dagligdagen var præget af usikkerheden. Man var mere alvorligt tænkende, navnlig på det religiøse område.
 I skolen startede man altid med morgenandagt. Det er vist sløjfet i de fleste skoler i dag, hvad jeg synes er en skam. Jeg er dog glad for at høre, at det stadig sker i Vroue Skole. Vor kultur og grundholdning er jo bygget på kristendommen.
 Jeg kan også huske, at far og mor tit cyklede til kirke om eftermiddagen.  Søndag formiddag plejede vi at høre gudstjeneste i radioen. Min mor var meget tunghør, så radioen var skruet op på fuld styrke. Om sommeren skulle vi drenge, der var hjemme, feje og rive gårdspladsen hver søndag formiddag. Det var ofte i gudstjenestetiden, og vi kunne tydeligt høre radioen gennem et åbentstående vindue. Det virkede faktisk rart og beroligende.
 Vi fik en meget fri opdragelse, bygget på tillid, pligter, ærlighed og ansvar for vore handlinger. Vi havde ikke direkte forbud mod at bande eller bruge ukvemsord, men jeg kan huske, at mor engang sagde, at hun ville blive ked af det, hvis hun hørte, vi bandede.
 Det er klart, at det gør et stort indtryk på et menneske, at sidde fængslet i en helt uge uden at vide hvorfor, og uden at vide, hvad der var i vente. Men jeg tror, at det er endnu værre for de pårørende.  Man er selv i det, og jeg var ikke bange - slet ikke, selv om det undrer mig. Jeg tror, det har noget at gøre med troen og grundlaget. Man føler sig på en eller anden måde tryg. Når der ingen fare er, kan man sagtens rende rundt. Jeg har da også været en hvalp, der troede, jeg var en farlig karl. Jeg har ikke været bedre end andre. Man når det virkelig brænder på, så er det utrolig værdifuldt, at man har noget, man kan støtte sig til. Man er helt ensom blandt fremmede mennesker, og man er fuldstændig i deres vold, og man ved, at der ingen medlidenhed er. Da er det altså forfærdelig værdifuldt, at man i sit stille sind kan takke sine forældre for, at de har givet en den støtte i sin barndom, at man kunne sit fadervor.

Befrielsen
Befrielsen var en stor dag. Jeg var hjemme, da Danmark blev befriet. Jeg hørte befrielsesbudskabet. Vi vidste godt, at det snart var slut. Det var jo ude på landet. I byerne rendte de rundt ude på gaderne og satte lys i vinduerne osv. Men vi mærkede også det lettelsens suk, der gik gennem hele befolkningen. Jeg kan tydeligt huske, at vi satte lys i vinduerne. Der skulle virkelig tændes lys, og de mørke gardiner skulle ned - også lige på stedet! Men man kan alligevel ikke lade være med at tænke på, f.eks. fangevogteren i fængslet. Han var utrolig faderlig. Ham glemmer jeg aldrig. Han har jo også haft børn, og det må have været frygteligt for ham, fordi hans børn måske også må have været med i krigen. 

Konklusion.
Krig er noget af det frygteligste, der findes. Jeg kan ikke forstå, at vi ikke kan finde ud af at lade være med at behandle hinanden på den måde, som det også sker i dag i Rwanda og Jugoslavien. 
 Mennesket er underfuldt skabt, men de har så mange sære ting for. Vi har så mange problemer, som vi blæser op. Men det er jo ikke andet end småting. Det er jo overfloden, vi slås om. Vi lider jo ingen nød. Men som sagt - når der ingen fare er, skal vi altid finde et eller andet at kværulere over. Det, der skaber glæde i dag, er at eje noget - at besidde noget materielt. Vi skal altid have mere. Det har nok noget at gøre med, at de fleste, der lever i dag, ikke har oplevet besættelsen. Man kommer i særlig grad til at værdsætte, hvad frihed betyder, når man har været undertrykt. 
 De mennesker, der har prøvet noget - mishandling, tortur - har en anden mentalitet. De kan ikke have andet.  

Ovenstående er baseret på en samtale, jeg havde med Kristian Olsen i 1995 i anledning af 50-årsdagen for Danmarks befrielse, og blev trykt i et særnummer af Vroue-Resen Sogneblad, der blev udgivet i samme anledning.
Kristian Olsen døde i marts 2008 - 82 år gammel.
PM.