Kristian Langerskov Pedersen.

Fra indvielsen af Iglsø kirke i 1895 til 1989 var der kun tre gravere ansat ved kirken. De tre var tilmed tre generationer af samme familie. Den sidste ? Kristian Langerskov Petersen, hvis forgængere altså var hans far og bedstefar ? tiltrådte i 1945, men blev i 1969 graver ved Vroue kirke, og hans hustru Erna blev graver i Iglsø. I praksis hjalp de dog hinanden begge steder. Den 26. juli 2001 havde jeg en samtale med Langerskov, der blev optaget på bånd. Den danner grundlag for nedenstående artikel, der blev bragt første gang i Vroue-Resen Sogneblad nr. 4/2001 - 2/2002.
 

Min farfar Kristian Pedersen.
Navnet Langerskov er jeg lidt usikker på, hvor kommer fra. Jeg er den eneste af mine søskende, der har det, og jeg er aldrig blevet kaldt andet ? heller ikke af mine søskende og i skolen. Jeg tror nok, det er navnet på en lokalitet, der lå mellem Mønsted og Finderup, der hed Langerskov Huse, og jeg har fornemmelse af, at det er dér, min bedstefar er fra. Han blev født i 1839 og hed Kristian Pedersen. Han var veteran i krigen 1864, hvor han var oppasser for en kaptajn. Derefter kom han i lære på det gartneri, der lå i Ådalen nedenfor kirken i Skive. Her blev han udlært. I 1870 købte han ejendommen her af sin svigerfar, der var lærer i Iglsø og hed Christen Nielsen Bak (født 3.7.1822 i Øster Børsting. Konstitueret lærer i Iglsø 1841. Ingen læreruddannelse. Samtidig med lærergerningen drev han en gård i Øster Børsting. Fast ansat som lærer 1860. Afsked 1871 med udtalelsen »Han har arbejdet med flid efter sine evner«. Da han døde den 23.2.1903, boede han hos svigersønnen. PM). Jeg har skødet fra dengang, hvor man kan se, at købsprisen for ejendommen her var 100 Rigsdaler.

Min bedstefar blev gift med Johanne Kirstine Bak, og de flyttede altså ind her. Dvs. det var ikke de bygninger, der står nu. De gamle bygninger lå umiddelbart sydøst for de nuværende. Vi havde for år tilbage et hønsehus dér, og da vi ragede det ned, kom vi ned til pikningen fra det oprindelige hus. Mine bedsteforældre fik fem piger og en dreng, der blev min far (På billedet til højre fra ca. 1900 ses i forreste række nr. 2 og 4 fra venstre Kristian Pedersen (Langerskovs farfar) og hustru Johanne Kirstine f. Bak. I bagerste række nr. 3 fra venstre står Langerskovs far Niels Kristian Pedersen. PM).
På grunden på ca. 7 tdr. land plantede min bedstefar bl.a. frugthave og bøgetræer, som står der endnu. Det blev begyndelsen til hans gartneri, som han drev i mange år. Han solgte planter til udplantning og frugttræer og anlagde haver for folk. Derfor blev han ikke kaldt andet end »Kristian Gartner«. En overgang passede han også Kobberup kirkegård. Min far har fortalt, at han gik med sin far til Kobberup med redskaberne på nakken og arbejdede på kirkegården. Når de skulle hvile sig, lagde de sig ind på kirkebænkene! Han fik også en enkeltradet såmaskine og kørte ud og såede roer for folk. En ældre mand har fortalt mig, at da han var dreng og gik i Iglsø skole, kunne de godt finde på at rende herop og få nogle æbler og pærer. Jeg kan huske, at der bl.a. var et pæretræ med fire forskellige slags pærer, da min bedstefar podede mange af frugttræerne.

Iglsø kirke bygges.
I 1895 blev Iglsø kirke bygget efter længere tids forarbejde af bl.a. lærer Ottogren fra Iglsø og gårdejer Christian Nielsen fra Kjeldbjerggård. Begrundelsen var bl.a., at der havde været en kirke i Iglsø tidligere, og der var jo langt til Fly kirke, som Iglsø tilhørte. Fra starten var det meningen, at kirken skulle være fælles for Iglsø og Kjeldbjerg. Først var der vistnok snak om, at den skulle ligge på Kjeldbjerggårds mark, men den var for våd og ikke velegnet. Den kom altså til at ligge her ? nogenlunde midtvejs mellem Iglsø og Kjeldbjerg. Jorden til kirken blev købt af min bedstefar, der blev kirkens første graver. Der var en høj på stedet, der blev jævnet ud, da kirken skulle bygges. Dengang var kirkegården mindre, end den er nu. Der var et dige, hvor Eriks have (Erik Sørensen) nu har afgrænsning mod vest, og det dige fortsatte nord for vejen og dannede grænsen for den daværende kirkegård og også mellem Iglsø og Kjeldbjerg. Den vestlige del af kirkegården blev taget fra Kjeldbjerggårds mark og blev lagt til i 1928. Den første, der blev begravet på den nye afdeling var Kristian Søgaard. Man satte hans kiste på brædderne. Derefter indviede præsten ? det var vistnok Fangel - kirkegården, hvorefter kisten blev sænket. 
Iglsø kirkegård er speciel derved, at kisterne anbringes i gravene i retningen nordvest-sydøst. Det synes min bedstefar var forkert. Han mente, at de døde burde begraves med ansigtet mod vest, så de ser mod øst, når Kristus kommer igen, og de døde sætter sig op i deres kister.
Jeg har kastet grav mange steder på den gamle del af kirkegården, hvor min bedstefar også havde været for 85-90 år siden, og i næsten hver eneste af ?hans? grave er kisten drejet en tak med fodenden i østlig retning, så de kom så tæt på at stå øst-vest som muligt. Sådan må han have ment, det var rigtigst. Og det var ikke bare kisten, han havde flyttet lidt ? næh, han gravede hele graven lidt skævt i forhold til gravstedet!
Min bedstefar var altså graver ved Iglsø kirke fra begyndelsen i 1895 til sin død i 1918, hvor han var sidst i halvfjerdserne. Dengang var kirkegården som sagt mindre, og han plantede en række grantræer hele vejen rundt om kirkegården. Det var bedstefar, der anlagde kirkegården, men dengang så den ikke ud som nu. I begyndelsen var hele kirkegården sået til med græs, og når man så anlagde et gravsted, plantede man en hæk omkring. Den nuværende kirkegård med gange osv. er først blevet lavet senere. Det fortælles for resten, at når man kom ind ad lågen, kunne man se en sti, som bedstefar havde trådt fra lågen skråt op til klokkestabelen. Gravene blev først anlagt på den østlige del af kirkegården, og når der var fyldt op, fortsatte man vest for den store gang. Min bedstefar blev begravet i 1918 vest for den store gang. 

Min Far Niels Kristian Pedersen.
Da mine forældre blev gift i 1913, overtog de ejendommen, og min far blev den nye »Kristian Gartner«. De boede først sammen med mine bedsteforældre et års tid, mens huset skråt her overfor blev bygget, hvorefter mine bedsteforældre flyttede derover i 1914. Min bedstemor blev ved med at sælge udplantningsplanter ? også efter bedstefars død i 1918. Det hus, jeg bor i, blev bygget i 1912, og det er sikkert sket som et led i min fars overtagelse af gartneriet. Min far blev graver ved Iglsø kirke efter min bedstefars død i 1918. Han hed Niels Kristian Pedersen. Han blev gift med Johanna Ebbesen fra Vroue Mark. De fik fem børn ? fire piger og en dreng. Det var mig.
Da kirkegården blev udvidet mod øst, blev min far og præsten meget uenige. Der var et knæk på gangene mellem den gamle og den nye del, således at retningen på begravelserne blev endnu mere i retningen nord-syd på den nye del. Min far ville derfor gerne have gravene i den nye afdeling liggende øst-vest, som på andre kirkegårde, men det var præsten ikke enig i, og det var jo ham, der bestemte. Men man kan altså forstå, at min far havde samme mening i den sag som min bedstefar.
Lønnen for at være graver var dengang bestemt ikke fyrstelig. Aflønningssystemet var anderledes end nu. Graveren fik en fast løn. I 1920 var det 219 kr. om året. Men dertil kom en række tillæg, f.eks. for gravkastning og fyring. Hvad fyring angår, måtte vi selv hente brændslet hos købmanden i Kjeldbjerg. Vedligeholdelse af gravsteder var også ekstra. Det havde menighedsrådet ikke noget med at gøre. Det var en privatsag mellem graveren og de pårørende. Det system var gældende helt frem til 1980erne.
Jeg har gemt min fars gamle regnskabsbog, hvor man kan se, at han i 1920 fik 219 kr. i årsløn! Heraf fik han 25 kr. for ringning, 18,75 kr. for rengøring i kirken og 3,75 kr. for staldplads. Præsten kom jo kørende til kirke i hestevogn, og hesten blev opstaldet her under gudstjenesten. Lønnen for kastning af en grav var 10 kr. Men så var det også inkl. pyntning af graven. For at fyre til gudstjeneste fik han 3 kr. Det var bestemt også et anstrengende arbejde. I min bedstefar og fars tid begyndte man at tænde op ved 18-tiden lørdag eftermiddag. Jeg har da også været med til det. Der blev taget et par brændende tørv med hjemmefra i en spand, som man kunne tænde op med. Derefter skulle kakkelovnen tilses hver time. Hvis det gik godt, og der ikke var for koldt udenfor, kunne man godt gå i seng kl. 2 og sove til kl. 5, så måtte man på den igen. Så var der også varmet op. Det svigtede dog engang i februar 1942. Det blæste kraftigt, og der var 25° frost, og vi havde jo kun tørv, træ og brunkul at fyre med. Jeg fyrede uafbrudt hele natten, og jeg forsøgte at tætne de utætte vinduer med avispapir, men lige lidt hjalp det. Ved gudstjenestens begyndelse var temperaturen kun 11°. Den gudstjeneste burde nok have været aflyst.

Pastor Thodberg, Vridsted.
Jeg kan huske, fra dengang jeg var dreng, at pastor Thodberg fra Vridsted altid skulle have sin kaffe her hos mine forældre efter gudstjenesten. Sommetider deltog også et eller andet menighedsrådsmedlem. Og så gik snakken. Det kunne godt tage hele søndag eftermiddag! Thodberg var vi meget glade for. Han og min far tog ind imellem nogle vældige diskussioner. Jeg kan tydelig huske, at de brugte en hel eftermiddag i begyndelsen af 30erne på at snakke om Hitler, og Thodberg så meget mørkt på det, der var ved at ske i Tyskland. Han sagde, at krigen ville komme igen, og Thodberg var særlig bange for, at der ville blive brugt gas. Jeg lille knægt syntes, det var noget forfærdeligt noget at høre på. 
Thodberg var rask i slaget og gemytlig og skøn at være sammen med. Jeg kan huske, at da min bedstemor blev begravet i 1931, var der spisning her hos os bagefter, og der var Thodbergs med. Da var der en fætter, der fortalte, at han havde været på session og var taget som trendkonstabel ved rytteriet. Hans mor var noget bekymret over, at hendes »bette knæit« skulle ind til det, og da sagde Thodberg til hende: »Det kan jeg godt sige Dem, fru Jensen, hvis der noget sted på jorden er et helvede, så er det dér inde!« Det sagde han jo ene og alene for at drille. Sådan var han. Sådan kunne jeg fortælle meget om ham. Både han og hans kone kom meget her hos mine forældre. De var meget fine venner. Da de skulle rejse, kom de her til kaffe, og da gav Thodberg mig en bog om duer! Jeg kunne vældig godt lide Thodberg, selvom han kaldte mig »Dengse«, fordi jeg var den mindste af mine søskende. Han var også en dygtig og afholdt præst. Han holdt nogle meget godt besøgte børnegudstjenester. Børnene kunne godt lide hans friske måde af være på. Der kom også en del til de almindelige gudstjenester, fordi Thodberg holdt nogle gode prædikener, og så tog de ikke for lang tid! Der var fut og fart over ham. Og så messede han, og han kunne det til fuldkommenhed. Det lød virkelig godt. Når jeg lille dreng så ham ved gudstjenesten, var han næsten i et forklaret lys omgivet af en glorie, så fantastisk syntes jeg, han var. 
Min far gjorde ikke så meget ud af gartneriet, som min bedstefar. Han var mere interesseret i landbrug. Han havde kreaturer og dyrkede de 7 tdr. land. En overgang i sine unge dage kørte han også mælketur. Han kørte faktisk mælk den 5. maj 1945 om morgenen, da befrielsen blev fejret. 
 Men »Dengse« voksede jo op. Pastor Thodberg blev ved med at kalde mig Dengse, også efter jeg var konfirmeret. Han prædikede engang i Skive kirke, efter at han var rejst herfra. Da var min søster, en anden ung pige og mig cyklet derud for at gå i kirke. Bagefter ventede vi udenfor for at hilse på Thodberg. Så kom han med sin kuffert. Han havde fart på, men da han så os, standsede han og udbrød: »Jamen, hvad er det? Det er jo Dengse!« Det var længe efter, jeg var blevet konfirmeret.

Besættelsen og højskoleophold.
Jeg gik ellers hjemme og hjalp min far. Jeg overtog også mere af arbejdet. Det eneste tidspunkt jeg var hjemmefra på, var da jeg havde en halv plads hos en gårdejer i Vester Børsting i 1940. Da kom jeg til at læse i avisen, at man stadig kunne få tilskud til højskoleophold. Det interesserede mig meget. Jeg var fyr og flamme. Det var egentlig meningen, at jeg skulle blive på gården vinteren over, men gårdejeren sagde til sin kone: »Jeg tror ikke, vi får lov til at beholde ham vinteren over.« Og det fik han ret i. Jeg kom på karleholdet på Krabbesholm Højskole i vinteren 1940-41. Det var jo ikke længere væk, end at jeg hurtigt kunne komme hjem. F.eks. fik vi fri et par dage før jul, og da kunne jeg nå at komme hjem og lægge gran på. Dengang var grandækning ikke så kunstfærdig, som nu. Det halve år på højskolen kom på alle måder til at betyde meget for mig. Jeg var ikke så skrap til dansk. Vi havde ganske vist en dygtig lærer i Iglsø, men når han dikterede en diktat, var det som lyn og torden. Og så fik man en diktat tilbage med en masse røde streger, men man fik aldrig at vide, hvad der var galt.
På højskolen var det anderledes. Vi havde forstanderen selv til stil, og det var altså en oplevelse. Jeg rendte på biblioteket og læste bøger for at forberede mig til mine stile. Når vi fik stilene tilbage, blev vi kaldt op én efter én og fik det hele gennemgået. Det havde jeg meget gavn af. Engang skulle vi skrive om en kendt person, og jeg skrev om Dalgas. Det var forstanderen meget interesseret i.
Forstanderen på Krabbesholm Højskole hed Marinus Gravsholt. Han var meget engageret i modstandsbevægelsen. Der var et åbent ildsted i riddersalen, som man ikke fyrede i den vinter. Skorstenen var nemlig fyldt med faldskærme! 
Jeg blev ved med at komme på højskolen. De manglede sommetider gamle elever fra karleholdene til at danse med pigerne til folkedans. Så der blev ved med at være kontakt. Det bedste af det hele var, at man dengang kunne gå tur med unge piger, uden at det havde noget med kæresteri at gøre! Jeg har gået mange ture op til Svanedammen. Det var den naturligste ting af verden. Så sad vi og sang, og sommetider lokkede vi lærer Ovesen til at gå foran og spille på sin fløjte. Sommetider gik vi også op til udsigtstårnet, og så stod vi dér og sang: »Stille hjerte, sol går ned«. Uha ? det var en oplevelse!
Der boede i en periode tyske soldater på højskolen. I slutningen af krigen havde tyskerne et stort stykke af skolen. Gravsholt var meget påpasselig med, hvor tyskerne måtte være, og hvor eleverne måtte være. Gravsholt og den tyske oberst måtte ind imellem forhandle, og så måtte der en tolk med, for Gravsholt kunne jo absolut ikke forstå tysk!
En dag var tyskerne opmarcheret i haven for at høre værnemagtsberetning, men karlen på skolen lavede en masse spektakel imens, og så klagede obersten. I forvejen havde Gravsholt klaget over, at nogle af rengøringspigerne ikke kunne gå i fred for de tyske soldater. Den tyske oberst undskyldte sig med, at »disse unge mænd havde kæmpet og blødt på Europas slagmarker for Europas fremtid!« Men da sagde tolken til obersten, at det kunne vist ikke betale sig at oversætte det, for det ville Gravsholt ikke forstå!
De nåede lige at arrestere Gravsholt den 4. maj 1945 om aftenen. Tyskerne ville konfiskere en flad fjedervogn, men det nægtede Gravsholt. Så blev han arresteret. Men så blev der ballade. På det tidspunkt var der tyske flygtninge på højskolen. De havde også køkkenet, så karleholdet den vinter måtte spise på Rosenhøj. Da Gravsholt var arresteret, gik der panik i flygtningene, for de kunne godt lide Gravsholt. De stimlede sammen om fru Gravsholt og bedyrede hende, at det virkelig var uretfærdigt. Kokken snuppede en cykel og kørte op til tyskernes hovedkvarter på Kilden og protesterede. Gravholt blev da også løsladt senere på aftenen, og så kom befrielsen kort efter.
Gravsholt var meget glad for Kaj Munk. Han holdt engang foredrag på Krabbesholm højskole, og da var jeg ude for at høre ham. Gravsholt havde en bror, der boede i Vedersø. Den sidste jul besøgte Gravsholt sin bror, og da fik han en samtale med Kaj Munk. På den tid snakkede man meget om, at man skulle passe på med, hvad man sagde. Det var vanskeligt at tale frit. Det bragte Gravsholt på bane overfor Kaj Munk, og så svarede Kaj Munk: »Vi, der fører ordet i Danmark i dag, vi skal blive ved og blive ved med at sige sandheden, som den er.« Det glemte Gravsholt aldrig, og han fortalte ofte om det. Og han plejede at slutte med: »Den, der én gang har set ind i disse øjnes lys, glemmer det aldrig!«
Jeg holdt meget af Gravsholt og hans kone. Højskolen og specielt de to har betydet utrolig meget for mig.
Herhjemme havde jeg lidt med illegale blade at gøre. Jeg var ikke altid klar over, hvor de kom fra. Sommetider kom de med posten. Sommetider fik jeg nogle med hjem fra Gravsholt. En kommis i Kjeldbjerg Brugsforening og jeg listede rundt og hængte dem op på telefonpæle.

Gift med Erna og ansat som graver i Iglsø.
 
Som sagt blev jeg ved med at komme på højskolen ? bl.a. for at danse folkedans med pigeholdet. Og så var der jo et år en pige, der hed Erna! Det var i sommeren 1944. Hun kom tilbage til højskolen som tjenestepige fra november 1945. Så var det slut med at gå tur, uden at være kærester. Ja, det vil sige ? det skete nu ikke på højskolen. Der var ikke engang et kys imellem os! Men der må nu have været noget, for vi ringede og skrev sammen, da hun var rejst tilbage til Viborg. Og jeg besøgte hende. På et tidspunkt måtte jeg jo ned på knæ, og hun sagde heldigvis ja!
I foråret 1945 overtog jeg stillingen som graver ved Iglsø kirke. Det står ganske vist ikke skrevet nogle steder, men jeg mener, det var i 1945. Året efter fyldte min far 60 år. Det var den 25. februar, og da var der regulær snestorm. Erna var på højskolen, og hun skulle jo med til sin svigerfars fødselsdag. Hun begyndte at gå, mens jeg kørte hende imod med en slæde. Dengang var der virkelig sne!
I 1946 blev vi gift i Fiskbæk kirke. Da var vi i gang med at bygge huset her ved siden af (hvor Erik Sørensen bor nu). Det nåede ikke at blive helt færdigt, så vi boede den første tid hos mine forældre.
Og derefter passede vi jo arbejdet som graverfolk ved kirken. Min løn var 850 kr. om året plus tillæg for gravkastning og pasning af grave for folk.
I 1947 døde kong Christian X. Det gav en ekstra indtægt. Der skulle nemlig ringes 4 timer dagligt i 10 dage! Om formiddagen 10-12 og om eftermiddagen 16-18. Det skulle afregnes til timeløn, men det havde menighedsrådet meget svært ved at finde ud af. Nå, men det kan vi altid ordne, sagde jeg. Der gik lang tid. Så havde Graverforeningen kursus på Krabbesholm, som jeg deltog i. Der var mange høje herrer med, bl.a. en provst Exner, der var meget optaget af, at graverne skulle have en ordentlig løn. Der fik vi at vide, at aflønningen var til 2 mand! Man kunne jo ikke forlange, at én mand skulle ringe 2 timer i træk. Jeg havde stadigvæk ikke fået noget. Nogen tid efter sagde kassereren til mig, at jeg godt kunne skrive regningen. Han hed Svend Lindberg. Jeg var så nede hos ham med regningen. Vi sad overfor hinanden ved hans skrivebord. Han så på regningen. Han sagde ikke noget. Jeg sad og ventede. Så stak han den over til mig: »Du kan godt kvittere«. Og jeg var jo glad. Næste gang, jeg mødte ham, spurgte han, om jeg nu var sikker på, at den regning var rigtig. »JA!« sagde jeg, »men hvis I fedtrøve havde betalt mig, mens tid var, så var I sluppet med det halve!« Det sagde jeg ? rent ud!
Det første menighedsråd havde jeg det ikke så godt med. De var vanskelige at forhandle med. Engang var jeg f.eks. på 8 dages graverkursus i Århus. Da afløste min far for mig, og han regnede ud, at det skulle han have 48 kr. for. Menighedsrådet tilbød ham 20 kr.! Men så faldt der brænde ned. Han havde en plads i laden, hvor kirkens brænde blev opbevaret. Det fik han ingenting for. Men nu fik menighedsrådet besked på, at det brændsel skulle fjernes. Så måtte de til at bygge et brændeskur, hvor graverhuset er nu. Min kommentar til dem var, om det ikke havde været billigere at give min far 48 kr.!

Pastor Fangel, Vridsted.
Pastor Fangel kom til Vridsted 1934. Jeg har fortalte om Thodberg. Fangel var temmelig anderledes. Hans prædikener var nu altså for lange, og de lå på et meget højt plan. Det var ikke let for almindelige mennesker at følge med. Den gamle uddeler i Kjeldbjerg Laust Meldgaard var en meget flittig kirkegænger, og han sad altid oppe foran. Fangel har selv fortalt, at Meldgaard sommetider midt under prædikenen kunne finde på at tage sin store tvebak af et lommeur op af lommen og se demonstrativt på det! Så forstod Fangel, at det var på tide at sige amen! Hans bøn efter prædikenen var også forfærdelig lang. Han sagde fire gange i løbet af bønnen: »Ophold, o Gud, din kirke og os i den«. Femte gang lød den sætning lidt anderledes, og så vidste vi, at den var ved at være slut! Hele gudstjenesten varede ofte 1½ time.
Jeg kan huske engang efter en gudstjeneste, at min mor stod og snakkede med en kone, der havde været i kirke. Jeg gik hen til dem og sagde, at pastor Fangel vistnok havde holdt sin prædiken to gange, når det trak så langt ud. Det blev min mor vred over. Man måtte ikke tale sådan om præsten. Men den anden kone holdt nu med mig. Der var nu noget om min snak, sagde hun, for det var da det samme, han kørte løs med to gange!
Men som foredragsholder var pastor Fangel glimrende. Så var han mere frigjort. Jeg gik også til præst hos ham, og det var jeg glad for. Han holdt ungdomsmøder og sommerudflugt for de unge, og det var vældig godt. Der kom mange. Men han var nu mere stiv i det og mere tung end Thodberg. Det var, som om han lagde det op i et højere plan, når han var i kirken. Det skal også med, at han startede et præliminærkursus i præstegården. Men det bedste ved ham var nu alligevel hans kone. Hun var simpelthen alle tiders.

Iglsø kirke restaureres 1964.
Pastor Fangel var en meget myndig og selvstændig mand. Der skulle en modig mand til at sige ham imod. Han fik restaureret alle sine kirker. Først Vridsted, så Fly, og til sidst Iglsø kirke i 1964. Det var en omfattende restaurering. Kirken blev kalket hvid. Der kom stole i stedet for bænke. Der kom nyt alterparti og ny prædikestol. Der kom orgel i stedet for harmonium, og våbenhuset blev gjort mindre. Han fik også tilføjet et rum til kirken, hvor præsten kunne skifte tøj. Inden da kom han jo her til mine forældre inden gudstjenesten for at tage præstekjolen på. Det hele blev ændret ved restaureringen. Fangel var fantastisk til at få en sag gennemført, også inde i ministeriet. Jeg kan huske engang efter restaureringen, at pastor Jørgensen fra Sparkær kom for at se kirken. Jeg sagde så i spøg, at Fangel var fantastisk til at få en sag gennemført. Når han satte sig på dem derovre i København, var de nødt til at give ham nogle penge for at slippe af med ham. »Ja!« sagde pastor Jørgensen, »og så hjalp det vel også, at han var skolekammerat med departementchefen!«
Der kom en kunstner, der skulle male det alterbillede, der er i kirken nu. Man fik faktisk respekt, ved at se sådan en kunstner arbejde. Han var meget selvkritisk. Han gik tit ned i kirken og stod længe og så på sit værk, hvorefter han gik op og lavede en smule om. Jeg synes, resultatet er blevet glimrende.
Det var samtidig, der blev lagt et stort stykke til kirkegården. Det kunne man nu godt have sparet. Det tror jeg aldrig, der bliver brug for.
Jeg havde lidt besvær med arkitekten ved restaureringen. Han havde fået den ide, at nogle af de smukke tujahække omkring kirken skulle rykkes op og erstattes med bøgehække. Der skulle være sådan en »grøn bølge« omkring kirken. Jeg syntes, at tujaerne også dannede en grøn bølge, og jeg sagde til arkitekten, at det dér ville jeg være meget ked af. Men en arkitekt vil åbenbart kun, hvad han selv vil! Nogen tid efter sagde Fangel til mig, at jeg skulle give tilbud på arbejdet med hækkene sammen med en anden gartner. Det ville jeg ikke, så den anden fik arbejdet.
En dag holdt menighedsrådet møde på kirkegården om restaureringen. Jeg gik op til dem og spurgte. om det virkelig var deres mening, at der skulle plantes bøg omkring kirken? »Der skal da i hvert fald ikke plantes bøg!« sagde Søren Kristian Meldgaard. »Ved I hvad!« sagde jeg, »det har været besluttet af arkitekten lige fra den allerførste skitse. Jeg synes, det er for ringe, at I ikke har lagt mærke til det!« Så blev det droppet! Men jeg synes nu nok, man kunne have taget graveren med på råd!

Arbejdet som graver.
Graverarbejdet havde engang imellem nogle ubehagelige sider. Der kunne f.eks. sommetider være problemer ved begravelser. Dengang havde man ikke noget ligkapel, og der var ingen kølerum på sygehusene. Når der så skulle være begravelse, og det var højsommer, kunne der være problemer. Jeg har da været ude for, at vi måtte sætte kisten ned i graven med det samme, så man måtte holde begravelsen inde i kirken uden kisten. Det var ikke altid rart. Der var engang en ung mand, der kom af dage ved en ulykke. Han måtte ikke begraves, før politiet og embedslægen havde set ham, og de kunne ikke komme med det samme. Kisten stod i mellemtiden i våbenhuset (våbenhuset ved Iglsø kirke var større dengang, end det er nu), og det var om sommeren. Da politimesteren og embedslægen endelig kom, var det ikke rart. Jeg kan huske, at politimesteren stod i et hjørne af våbenhuset og var helt bleg, mens embedslægen undersøgte den døde. Politimesteren spurgte, om man da ikke bare kunne konstatere, at han var død, men embedslægen holdt fast i, at han virkelig måtte finde ud af, hvad han var død af. Det var meget ubehageligt.
Jeg har været meget glad for at være graver ved Iglsø kirke. Vi havde et fantastisk forhold til befolkningen. Jeg er kun én gang blevet uvenner med en kone. Det var vistnok endda før, jeg blev ansat. Jeg var ved at rive gange, mens denne kone arbejdede på sit gravsted og sang salmer imens. Ved siden af var der et gravsted, der var overgroet med efeu. Sådan ville de nu have det. Så tager denne kone pludselig en håndfuld skidt, hun havde revet sammen, og smed det over på nabogravstedet! Jeg var lige bag ved hende med riven. Jeg stoppede med det samme, og så så hun mig. »Det kan da godt være, det ikke skulle derover!« sagde hun. »Hvad ville du sige til, at andre folk smed deres skidt over på dit gravsted?« svarede jeg, »jeg synes, du skulle se at få det der skidt samlet op!« Jeg tror nok, hun blev sur. »Jeg vil have lov til at gå i fred og ro!« sagde hun. »Det skal du nok få lov til!« svarede jeg.
Det bedste ved at være graver, er, at opleve folks taknemmelighed over ens arbejde. Det er dejligt. Og så i det hele taget når man har et godt forhold til dem, man skal arbejde sammen med Og så kan der jo være utrolig smukt på en kirkegård. Man kan jo komme til at overraske en hare og sågar en ræv. Jeg kan huske, at når vejret var meget stille og klart, kunne man høre kirkeklokken fra både Fly og Vroue, og af og til også fra Daugbjerg. Og så helt specielt, når vejret om vinteren var på en helt bestemt måde, så kunne vi høre kirkeklokken fra Feldingbjerg klart og tydeligt. Det har også noget at gøre med landskabet. Der går ligesom en slugt i den retning.
I 1969 blev jeg graver ved Vroue kirke, og Erna overtog graverstillingen i Iglsø. Og det tog Iglsø kirkegård ingen skade af! Hun var meget dygtig. Hun gjorde virkelig sit arbejde ordentligt. Da hun skulle lære at lægge gran, fik hun nogle små, afsides liggende gravsteder at begynde med. Men efter kort tid sagde jeg til hende, at det duede hun ikke til. Hun skulle have de store og dyre gravsteder. Hun var fantastisk til at lægge gran på!
Jeg havde jo også en del at gøre med pastor Terp fra Vroue, der kom i 1922. Han var så flink og så rar. Hans prædikener varede ikke så længe, og det var jævnt og ligefremt, så det var til at forstå. Han var af middelhøjde, men meget bred, og så havde han overskæg og et lille fipskæg. Man kunne godt tage ham for en jævn bondemand. Han havde altid en stille og rolig optræden. Jeg tror ikke, han kunne blive uvenner med nogen. Mine forældre holdt meget af Terp.Desværre blev han syg i de sidste år, han var i Vroue. 

Graver i Vroue.
Da jeg fik graverstillingen i Vroue, gik det sådan til: En dag i 1969 fik jeg besøg på Iglsø kirkegård. Det var et menighedsrådsmedlem fra Vroue og hendes mand, der var graver i Vroue. De kom for at opfordre mig til at søge graverstillingen i Vroue. Erna og jeg blev enige om, at det kunne vi godt tænke os. Så kunne vi holde op med gartneriet og hellige os graverarbejdet i Iglsø og Vroue. Så jeg søgte. Nogen tid efter ringede pastor Tranberg og fortalte, at jeg havde fået stillingen med 6 stemmer for og kun én imod.
I min ansøgning havde jeg skrevet, at jeg ikke kunne acceptere lønnen, men at jeg ville gå med til den frem til næste regnskabsårs begyndelse. Lønnen var dengang 8.500 kr. om året. Jeg fik så den besked, at det ville kassereren og kirkeværgen ordne med mig. Inden jeg søgte havde jeg haft en fra graverforeningen til at se på det, og han sagde, at jeg skulle have mindst 15.000 kr. For ikke at stramme den for meget, forlangte jeg 14.000 kr. En dag kom så kassereren fra Vroue for at aftale løn med mig, og han havde regnet ud, hvor meget jeg skulle have. Det var 13.000 kr. Men det sagde jeg nej til. Dertil svarede kassereren, at så kunne jeg ikke få pladsen.
Dagen efter var søndag, og da havde Tranberg aftensgudstjeneste i Iglsø. Jeg sagde da til ham, at der jo ikke blev noget ud af den graverstilling, da vi ikke kunne blive enige om lønnen. Så blev Tranberg vred. Han skulle nok tage affære, og kort efter fik jeg at vide, at ansættelsen stod ved magt til 14.000 kr.!
Det var det år, der skulle indføres kildeskat. Jeg skulle som alle andre udfylde et skema til fastsættelse af kildeskatten, og jeg havde en revisor til at hjælpe med mig det. Han sagde, at Erna var medhjælpende hustru og foreslog, at hun blev sat til 3.000 kr. begge steder. Det lød umiddelbart fornuftigt, men jeg blev hurtigt klar over, at det aldrig gik. Lønnen var jo fastsat på baggrund af en masse enkeltydelser såsom ringning, rengøring osv., og det ville blive alt for indviklet for menighedsrådet at fordele det mellem Erna og mig. Jeg talte så med en fra Iglsø, der sad i kommunalbestyrelsen, og han foreslog, at jeg afgav Iglsø til Erna. »Vi ved jo, hvem der passer arbejdet, og hvem, der passer snakken!« sagde han. Og sådan blev det. Erna blev graver i Iglsø, og jeg i Vroue. Men i praksis hjalp vi jo hinanden begge steder. 
Arbejdet i Vroue var på mange måder ligesom det havde været i Iglsø, men der var også noget nyt. Bl.a. skulle jeg træde bælgen til orglet. Det var lidt af en kunst, for orglet skulle jo have luft lidt før, det skulle spille, så jeg aftalte med organisten, at hun bankede lidt på orglet, når jeg skulle træde. Jeg husker en gudstjeneste, hvor pastor Wulff fra Daugbjerg var afløser. Under sidste salme satte han sig ned i kirken. Han havde en vældig sangstemme, og han sang jo med på salmen af fuld kraft. Organisten ? det var en ung mand fra Vinderup, der hed Ivan Højbjerg, syntes, at så skulle orglet også have lov til at spille for fuld kraft, og så kan du godt nok tro, at Langerskov fik travlt med at træde. Men det lød godt!
Der var flere forskellige organister i min tid. Da jeg kom, var det Birgit Pedersen. Derefter kom i 1972 Ivan Højbjerg, og i 1979 kom den nuværende organist Oda Sloth, der også var organist i Sdr. Resen. Kirkesangeren var i alle årene Mette Odgaard, og hende og Oda havde jeg et fortræffeligt samarbejde med ? ligesom med resten af kirkebetjeningen.
Hver uge skulle kirken gøres ren, og det var Erna altid med til. Hun ville vel ikke betro det til mig! Der var meget mere i Vroue kirke, der skulle pudses, end i Iglsø. Vi tog det med her hjem, og så fik det en vældig omgang ? især op til højtiderne. Dengang stod alterbægrene altid fremme på alterskranken, og det var jeg ikke så glad for. Det blev da også ret hurtigt lavet om. 
Én gang om året blev der gjort hovedrengøring. Så blev der skrubbet og skuret, og bræddegulvet under bænkene blev ferniseret. Da hjalp graveren i Sdr. Resen til. Det var mit arbejde at fjerne løberen på midtergangen og hynderne, og så var det kvinderne, der skurede.
I tårnet var det tit problemer med alliker. Men da havde jeg en god fidus. Hvis jeg fangede en allike, slog den ihjel og lagde den i gruset foran tårnet, så flygtede alle alliker, og så var der ro! En dag kom Strange Pedersen farende og sagde, at jeg skulle hjælpe ham, for han havde fået en sort konfirmand! Der var kommet alliker i hans skorsten, og derfra var der kommet en ind i konfirmandstuen. Drengene havde dog fået den ud, men Strange kunne høre, at der var flere i skorstenen. Jeg fik så fat i en af dem og slog den ihjel. Den blev lagt ud på græsplænen, og så forsvandt alle allikerne!
På kirkegården blev der meget at arbejde med. Hækkene så forfærdelige ud. Der var forskellige planter, de var plantet på forskellige tidspunkter og derfor ikke var lige store, og de var vinde og skæve. Menighedsrådet besluttede så, at hækkene skulle fornyes på hele kirkegården. Provsten gav menighedsrådet lov til at låne af et beløb, der var sat af til nyt orgel. Over tre år fik vi udskiftet alle hække. Det kunne selvfølgelig ikke undgå at gå ud over nogle af gravstederne, men menighedsrådet bestemte, at arbejdslønnen ved genetablering blev betalt, mens folk selv skulle betale, hvis de ville have nye planter, grus el. l. Det var godt nok noget af et arbejde. F.eks. var der dengang kun én vandhane på hele kirkegården, så jeg måtte have nogle lange vandslanger anskaffet, så jeg kunne vande over det hele. Jeg havde en god medhjælp i Martin Jakobsen. Det var en god tid, for det blev jo pænt, og det havde set farligt ud!

Hække skal jo klippes, og der var skam en elektrisk hækkeklipper. Men der skulle jo også mange meter ledning til. Det var ikke verdens bedste klipper. Der var overgang i den, så jeg fik en gang imellem et rap over fingrene. Det endte med, at jeg købte min egen. Den slags bevillinger var det ikke let at få gennem menighedsrådet.
Jeg er da også kommet til at klippe ledningen over et par gange, og en enkelt gang klippede jeg min egen finger. Det var lige før, jeg skulle gå af. Kort efter kom der en journalist fra Skive Folkeblad for at interviewe Erna og mig, og vi skulle jo også fotograferes. Men det lykkedes mig at gemme den indbundne finger på ryggen, for jeg syntes, at det var flovt.
Jeg har altid gjort mig stor umage med at klippe hæk. Jeg spændte først en snor ud, så hækkene blev klippet helt lige. Det ser nu altså forbistret godt ud. Det var da heldigvis også andre, der mente.
På den tid var det sådan, at menighedsrådet ikke havde noget at gøre med vedligeholdelse af gravsteder. Det var en sag mellem graveren og gravstedsejeren. Graverens løn bestod derfor dels af lønnen fra menighedsrådet, dels af det, han kunne tjene ved at vedligeholde gravsteder for folk. Den graver, jeg afløste, var Kræn Damgaard. Før ham havde det været Ingrid og Ove Pedersen. Da Kræn Damgaard ikke var interesseret i at vedligeholde gravsteder, var Ingrid og Ove blevet ved med det, men de overlod det hurtigt til mig. Da jeg blev ansat i 1969 passede jeg 15 gravsteder. I 1983 var det vokset til 79. Så folk var åbenbart tilfredse.
Noget af det, der ikke altid var sjovt, var grandækningen op til advent. Det foregik jo på knæ, og det kunne være koldt. Engang lagde jeg gran i et voldsomt snevejr, og sneen dækkede ligeså rask, som jeg lagde på, så jeg ikke kunne se helheden i arbejdet.  Dengang var der ikke noget graverhus, så Erna og mig måtte sidde i våbenhuset og spise vores madpakke. Senere fik vi et folkevognsrugbrød, som vi kunne køre ind på kirkegården. I bilen havde vi en elektrisk varmeovn, som vi satte til i våbenhuset. Så kunne vi holde pause dér og få varmen. 
I 1977 fik menighedsrådet ny kasserer. Det var Kristian Olsen. Det blev indledningen til et mangeårigt, gnidningsløst samarbejde. Der var aldrig mislyde mellem Kristian Olsen og mig. 
I 1980 kom der besked fra ministeriet, at vi skulle på fast løn. Det betød, at vedligeholdelsen af gravsteder nu skulle administreres af menighedsrådet. Betalingen for vedligeholdelse skulle gå i kirkekassen. Til gengæld skulle graveren have et løntillæg. Det var frivilligt, om vi ville gå på den nye ordning i de første 3 år, men fra 1983 skulle vi på den. Kirkegården blev målt op og fik et antal points, som lønnen skulle beregnes efter. Der skulle naturligvis tages hensyn til, at vi ikke mere havde den private indtægt fra vedligeholdelse og grandækning. I mit tilfælde tjente jeg ca. lige så meget ved det private arbejde, som jeg fik i løn af menighedsrådet. Alene ved gravdækning havde jeg en indtægt på ca. 10.000 kr. som jeg nu mistede og derfor skulle kompenseres for gennem lønnen. 
Vi blev allesammen ? pastoratets menighedsråd og kirkebetjening ? inviteret til et stort møde hos provsten i Vridsted. Dér blev vi sognevist placeret i hver sin stue, hvorefter vi skulle forhandle os til rette. Jeg var først med til Iglsø-mødet som Ernas bisidder. Vi blev enige med Iglsø menighedsråd på et kvarters tid. Forhandlingerne med Vroue menighedsråd blev mere langvarige. Jeg havde en repræsentant fra graverforeningen med, og der blev forhandlet i flere timer, men menighedsrådet ville ikke give mig, hvad jeg forlangte. På et tidspunkt kom provsten ind og spurgte, om vi dog ikke snart var færdige. Vroue menighedsråd var forfærdede over alt det, jeg skulle have i løn, men de glemte, at de nu skulle indkassere den indtægt for vedligeholdelse, som jeg tidligere havde fået. 
De gav sig jo til sidst. Der var ingen vej udenom. Jeg kunne jo dokumentere, hvad jeg hidtil havde tjent.
Vi havde også problemer med betaling af Ernas medhjælpertimer i Vroue. Når der var bryllup og begravelse, kunne jeg jo ikke træde bælgen til orglet, fordi jeg skulle ringe, så det gjorde Erna. Men stiftsøvrigheden ville ikke være med til at betale hende for det, så det gjorde vi ikke mere væsen af.
Jeg syntes for det meste, at jeg har haft et godt samarbejde med menighedsrådene. Der er nogle af menighedsrådsmedlemmerne, jeg husker tilbage på med stor glæde. Jeg har nævnt Kristian Olsen, og jeg vil også gerne nævne Niels Juel Nielsen, der var formand, da jeg kom til Vroue. Han var et ualmindelig rart og behageligt menneske.
Der er selvfølgelig også nogle, jeg har haft det vanskeligere med. Der var f.eks. engang jeg fik besked om, at et gravsted skulle sløjfes. Nu var gravstenene temmelig store, og jeg havde ikke mulighed for at flytte dem selv. I sådanne tilfælde plejede jeg at vente med at sløjfe gravstedet, til der skulle være begravelse. Så kom stenhuggeren efter gravstenen, der skulle have et nyt navn sat på, og så kunne han samtidig flytte gravstenen på det gravsted, der skulle sløjfes. Således også i dette tilfælde. Kort efter var der kirkesyn, og da blev kirkeværgen meget vred på mig, da han opdagede, at jeg ikke havde sløjfet gravstedet. Jeg forklarede ham sammenhængen, men han var ligeglad. Det gravsted skulle sløjfes, og det skulle være nu! Dagen efter kom Niels Juel op på kirkegården og spurgte, om jeg ikke kunne få en medhjælper til at hjælpe med at flytte de gravsten, så der kunne falde ro over den sag, og sådan blev det så. Men jeg havde det ikke godt med den pågældende kirkeværge. Erna drillede mig en overgang med, at jeg holdt tidlig fyraften. Men det skyldtes, at den pågældende kirkeværge på vej hjem fra arbejde plejede at komme på kirkegården ved 16-tiden, og så tog jeg hjem lidt før! Vi havde svært ved at snakke sammen!

Vroue kirke restaureres 1982-84.
I maj 1982 blev kirken lukket, fordi den skulle restaureres. Den var lukket i næsten 2 år, og det var længere, end man havde regnet med. Det viste sig nemlig, at kirken indvendigt var ringere end antaget. Og så blev hele den udvendige sydmur i øvrigt omsat, efter at kirken var genindviet i februar 1984. I al den tid kirken var lukket, blev begravelser henvist til Iglsø kirke. 
Det var meget spændende at overvære restaureringsarbejdet. I begyndelsen kom der nogle unge mennesker, der spændte snore ud og målte kirken op. Det får mig til at tænke på en morsom episode fra Maarbjergs første tid. Efter gudstjenesten spurgte han mig, om jeg ikke syntes, lysestagerne på alteret stod skævt. Så sagde jeg til ham, at hvis han ville have dem til at stå lige, så måtte han selv flytte dem! Men der er intet i Vroue kirke, der er lige! Det opdagede jeg, da de målte kirken op. Jeg vidste det nu også godt i forvejen, for Erna plejede at være meget præcis, når hun satte de to store lysestager på alteret. Hun målte nøjagtigt, at de stod lige langt fra sidekanterne. Men når hun så var færdig med det, så stod stagerne helt skævt i forhold til altertavlen!
Men som sagt, det var meget spændende, og man fik en del at tænke over. Hvordan har de f.eks. fået alle de store kvadre op i muren dengang? De havde jo ingen maskiner. Det er virkelig imponerende.
Kirken blev indvendig fuldstændig tømt. Alt inventar kom til Aalborg for at blive afdækket og malet i de oprindelige farver.

En dag kom mureren hen til mig og sagde, at der var noget, jeg skulle se. De havde opdaget en speciel sten i alterbordets overflade. Den var næsten kvadratisk. Jeg fik fat i præsten, og han mente, at der måtte være noget gemt under stenen. Og så kom der jo nogle kloge mennesker fra Nationalmuseet og lukkede op. De fandt en lille pakke dernede og tog den med. Det viste sig at være en blyæske, hvor der indeni var et par små knogler pakket ind i silke. Det kaldes relikvier, og de blev nok lagt derned, da kirken blev indviet for 900 år siden. Det hele blev lagt derned igen, og det ligger der endnu.
Der blev flyttet om på alle billederne. Mange af dem blev anvendt som låger ind til bænkene. Og så blev bænkenes endestykker ind mod midtergangen skiftet ud med nogle nye, der efter sigende er magen til dem, der oprindelig var i kirken. Jeg bryder mig nu ikke om det. De nye endegavle er alt for høje. Når man sidder på bænkene, kan det være svært at se noget.
Da indvielsen nærmede sig, kom orgelstemmeren, men han blev forfærdet, fordi der ikke var kommet hynder på bænkene. Han kunne ikke stemme, før hynderne var der. Det ville give en anden lyd. Jeg ringede så til tømrer Toftgaard, og han kunne jo ikke forstå, at de hynder betød så meget, men orgelstemmeren var ubønhørlig, og så kom de jo på plads.
Indvielsen fandt sted den 5. februar 1984, og der var biskop J. W. Jacobsen og provst Gadegaard Frandsen med. Jeg holdt meget af biskop Jacobsen. Han kom engang imellem til gudstjeneste ? både hos Tranberg og hos Strange. Han var en herlig mand. Han kom lige så stille ind og satte sig på bænken. Bagefter hilste han på folk sammen med præsten, og så kom han ind igen og snakkede lidt med kirkebetjeningen. Han var så flink. Normalt hilste jeg på ham, når han kom. Men én gang havde jeg ikke lagt mærke til ham. Da gudstjenesten gik i gang, kunne jeg høre en sangstemme, jeg ikke var vant til, og så måtte jeg jo kikke. Og dér var biskop Jacobsen. Han havde en vældig sangstemme.
Ved indvielsen var jeg lige ved at dumme mig. Der var fyldt over det hele, og jeg sad oppe i koret, fordi jeg skulle hjælpe biskoppen kåben af og på. Vi sad jo og sang, og jeg fulgte med i salmebogen. Men så opdagede jeg pludselig, at provsten og Strange så så bestemt på mig. Da opdagede jeg, at biskoppen var gået ud bagved, og så fik jeg jo travlt! Jeg undskyldte meget overfor biskoppen, men han smilede og sagde, at det ikke betød det mindste. Jo, han var virkelig en behagelig mand.

Præsterne.
Til sidst vil jeg fortælle lidt om præsterne.
Provst Gadegaard Frandsen har jeg kendt i mange år. Ham holdt jeg også ualmindelig meget af. Han var en herlig mand, for ham kunne man jo snakke med. Han var praktisk, og det er en god ting for en provst. Jeg kan huske, at der engang blev lagt nyt blytag på sydsiden af kirken. Da det var færdigt, gjorde vi hovedrent. Men nogle dage efter kom en mand, der skulle sprøjte hele tagkonstruktionen mod træorm. Han brugte et par dage om arbejdet og overnattede og spiste hos os. Men da han var færdig, var det dryppet ned i kirken over det hele, så vi måtte gøre hovedrent én gang til. Regningen på rengøringen til menighedsrådet blev derfor noget dyr, og det brød kirkeværgen, der også var kasserer, sig ikke om. Så meget kunne jeg ikke få. Og jeg havde ikke engang taget noget for kost og logi! Så kørte jeg hen til Gadegaard, og så blev det ordnet. 
Pastor Tranberg i Vroue havde vi et fortræffeligt samarbejde med. Hans breve er et kapitel for sig. Han sendte mig engang et brev, der havde adressen: »Til Langerskov Pedersen, Kapelgården, Iglsø«. Jeg boede jo overfor kapellet i Iglsø, og så måtte min ejendom jo hedde Kapelgården! 
Jeg var engang henne i præstegården for at beskære de to træer foran indgangen. Jeg skulle jo have kaffe, og så gav han mig en lille cigar, og han forklarede, at jeg nok skulle få en stor cigar, når jeg var færdig. Men han ville ikke have ansvaret for, at jeg røg en stor cigar og skulle op på stigen bagefter.
Tranberg holdt meget af æblemost. Jeg tror nok, at han fik det lavet af æblerne i haven. Jeg var derovre engang, hvor hans datter var hjemme. Hun drillede ham med, at der snart ville vokse æblekviste ud af hans ører, når han drak så meget æblemost. Så gik Tranberg om i haven, og lidt efter kom han tilbage og havde stukket æblekviste ind mellem hatten og hovedet, og så fik vi os jo et godt grin.
Det kneb mig at forstå hans prædikener. Men sommetider kunne han tage bladet fra munden. Jeg husker en begravelse i Iglsø. Det var min genbo, der hed Svend, der var død. Søndagen før talte jeg med Tranberg efter gudstjenesten. Han var i bekneb, for han havde slet ikke kendt Svend. Jeg fortalte ham så en hel del, og jeg tror, Tranberg havde klæbehjerne. Dagen efter gentog han alt, hvad jeg havde sagt i sin begravelsesprædiken, og han gjorde det virkelig godt. Men bagefter fik folkene fra Kjeldbjerg lidt af grovfilen, fordi der kom for få i kirke. Det brød de sig ikke om at høre, og der var en kone, der var særlig vred. Hun sagde til mig, at det virkelig var for galt, at Tranberg sagde sådan noget. Jeg spurgte hende, om Tranberg havde sagt noget forkert, og så blev hun endnu mere vred!
Desværre er det ofte sådan, at folk husker det ubehagelige, men det gode glemmer de let. Kort efter fik de også et fur i Sdr. Resen. Det var ved en begravelse, hvor der kom rigtig mange. Så sagde Tranberg: »Kom nærmere, kom nærmere. Det er jo ikke så tit jeres skygge falder på kirkedøren!« Så jamrede de jo også!
Desværre kom der ikke så mange til Tranbergs gudstjenester. Det skyldtes nok, at hans prædikener var svære at forstå. Men folk kunne godt lide ham. Der kom mange til hans møder, og de skuespil, han skrev og fik opført, var også populære.
Tranberg havde sine meninger, og han var ikke bange for at vise dem. Menighedsrådet ønskede engang, at der blev rejst en flagstang ved kirken, men det ville Tranberg absolut ikke høre tale om. Den kom ikke før efter at Tranberg var holdt op. Han hejste også præstegårdens flag på halv, den dag i 1972, hvor vi stemte os ind i EF. Det blev der talt meget om.
Når der var problemer, var det Emma Tranberg, der trådte til. Hun overværede altid menighedsrådsmøderne i præstegården og kunne godt finde på at tage ordet. Hun var eminent til at løse op, når der var to, der ikke kunne komme overens. Hun var god til at skære igennem. Hende kunne Tranberg ikke undvære.
Efter Tranberg kom Strange Pedersen. Han og jeg havde det virkelig godt sammen. Jeg var meget glad for ham, men jeg havde også forfærdelig ondt af ham. Jeg synes, det var synd for ham. Han havde ikke nerverne til det. Måske skulle han aldrig have været præst. Han var skam klog nok og dygtig nok, men det er jo en udsat post at være præst, og det havde han det ind imellem meget svært med. Hans konfirmander var vældig glade for ham, og hans konfirmationssøndage var fantastiske. Et godt eksempel: engang Strange var syg, kom konfirmanderne alligevel til gudstjeneste, og de spurgte mig: »Hvordan går det, Langerskov? Tror du han kommer til konfirmationen?« Det lovede jeg dem, og det gjorde han. 
Men Strange tog tingene for tungt. Han var jo også uheldig med kvinderne. Og så skete der det forbistret uheldige, at han mistede kørekortet, og det slog ham helt ud. Vi snakkede meget med ham ? især når han var langt nede. Når han mødte mennesker i sorg, følte han det meget svært og frygtede for, at han ikke slog til.
Jeg er overbevist om, at de fleste var glade for ham. Der var i hvert fald mange, der var forfærdelig kede af det, da han døde. Han var umådelig hjælpsom og meget folkelig og kunne snakke med hvem som helst, men desværre førte det engang imellem til, at han kom i dårligt selskab. Nej, det var synd for Strange, og jeg havde forfærdelig ondt af ham.

Nu vil jeg gerne slutte med at sige, at de 17 år i Vroue var dejlige. Beboerne i Vroue sogn skal have en meget stor tak for de år. Vi har været glade for hver eneste dag. Jeg var på det nærmeste grædefærdig, da jeg skulle holde op, men kræfterne slog ikke til mere. Det skal i hvert fald understreges, at vore 17 år i Vroue har været nogle af de bedste i vores liv! 

Interview ved PM