Andreas Christensen Bak

Den 12. januar 1995 døde Andreas Bak. Dermed endte et langt liv, idet Andreas blev næsten 92 år. Han opnåede at fejre diamantbryllup med sin elskede hustru Bertha. Jeg er glad for, at jeg den 2. oktober 1989 fik optaget en lang samtale med Andreas på bånd. Nedenstående er en sammenskrivning og redigering af denne samtale, der kunne læses i Vroue-Resen Sogneblad nr. 2-3/1995. PM.

Mine bedsteforældre boede først i Daugbjerg, hvor min bedstefar var vejmand. Siden købte de en ejendom i Engedal mellem Sjørup og Daugbjerg. Der var et dejligt stuehus, som de byggede lidt til, men de måtte købe jord til, så ejendommen nåede op på 20 tdr. l. 
 Mine forældre blev gift i 1900 og overtog ejendommen billigt mod at have mine bedsteforældre boende på aftægt. I de otte år, begge mine bedsteforældre boede hos mine forældre, havde de en stue at bo i. Mine forældre boede i en anden stue sammen med os børn. Vi var 8 drenge og 2 piger. Undertiden sov vi tre i én seng, men vi var nu aldrig hjemme på én gang alle sammen - undtagen når der var fest. Når den ældste kom ud at tjene, var den yngste ikke født endnu. Den ældste var Anders. Jeg blev født den 27.4.1903 som nr. 2.  Den sidste dreng er Søren i Stoholm, der blev født i 1912 - det var den dag, jeg kom ud at tjene. Else er den yngste. Hun blev født i 1918 og er langt bagefter! Det var altså en stor familie, der skulle mættes, men vi er aldrig gået sultne i seng.
 Vi skulle i skole, når vi var 7 år. Vi gik i den gamle skole ved Daugbjerg kirke. Vi skulle først gå i forskolen hos førstelærer Jensens datter. Den første dag skulle vi have en skilling med til lærerinden, da lønnen ikke var så stor. Så skulle forældrene 'ofre', som de havde evne til. Vi fik 2 kr. med. Det var mange penge, da timelønnen var 70 øre.
 Vi gik i skole hver anden dag vinter og sommer. Der var fire klasser. Lærerinden havde de to første, der skiftedes til at komme. På samme måde havde lærer Jensen 3. og 4. klasse. Pigerne og drengene sad i hver sin side Vi startede altid med morgensang, hvorefter læreren bad fadervor sammen med børnene. Så skulle vi skrive med griffel på tavler, som vi spyttede på, hvis vi skrev forkert! Vi havde diktat, hvor læreren læste et par linier, som vi derefter skulle skrive ned. Bagefter blev det rettet. 
 Undertiden skulle vi selv skrive, for avisen kom, og den skulle læreren læse, mens vi skrev. Men han kunne altid se, om vi lavede kunster. Jeg kan tydeligt huske, at han så sådan ud over brillerne. Var der for meget ballade, vankede der en lussing. Det har jeg også prøvet! Der var én, der var slem til at sladre: »Nu laver han kunster!« Men så fik han en lussing, for lærer Jensen kunne ikke lide, at man sladrede.
 Sommetider oplevede vi, at biskop, præst, sognefoged og skolekommission kom i skolen for at høre børnene.
 Det var ikke altid let at være lærer, for de store drenge kunne være slemme, og læreren var på min tid allerede for gammel. Engang var alle de store kravlet op i et kastanietræ, og så væltede det! Vi fik en lussing alle sammen, for der var jo  ingen, der havde været deroppe! Det gjorde nu ikke særlig ondt. En gang gav jeg en anden dreng et spark bagi, så han faldt og greb fat i benet på læreren, så de begge faldt! Men lærer Jensen kunne nu ikke lade være med at grine.
 Læreren havde en stump jord bagved skolen, hvor jeg kan huske, han høstede korn. Han havde også høns. Hvor kapellet ligger nu, var der dengang en brønd. Når man i dag taler om rent vand, kan jeg ikke lade være med at tænke på den brønd, der lå lige udenfor kirkediget. Nogle drenge - og jeg var ikke en af dem - kunne finde på at pisse i brønden!
 Jeg kom ud at tjene, da jeg var 9 år. Min mor lå og skulle føde Søren. Dengang fødte man ikke på sygehus. Der var to koner, der skiftedes til at gå rundt og hjælpe til ved fødsler. Den ene var Marie Rahbeks svigermor Kirstine Rahbek. Den anden var Stine Jensen, hvis søn Christian har gården nu. Sommetider var min mor også af sted. Når en so skulle have grise, var min mor også god til at hjælpe. Så sparede man dyrlægen.
 Da jeg skulle hjemmefra, fik jeg en lille kasse med mit navn på. Deri var mine skolesager. Så fik jeg et ekstra sæt tøj, så jeg kunne skifte, når jeg kom hjem fra skolen. Hvad fodtøj angår, gik vi jo mest i træsko, men jeg har aldrig haft et par nye. Anders fik nyt, for han var ældst. Når det var for småt til ham, fik jeg dem osv. Vi gik kun i rigtige sko, når vi skulle til juletræ og den slags.  Jeg skulle tjene 500 m. fra vores hjem hos en rar mand, der hed Anton Rosborg. Samme dag, som jeg skulle begynde, skulle han hente en ny husbestyrerinde i hestevogn ved toget i Stoholm.  Jeg gik derhjemme og holdt øje med hans hus. Aftalen var, at når der kom lys i vinduerne derovre, skulle jeg af sted. Da det skete, kunne jeg ikke gå ind og sige farvel til min mor, for Søren var på vej! Jeg råbte bare ude fra køkkenet: »Nu rejser jeg. Kan I have det godt!«
 Juleaften ville jeg jo gerne hjem, men jeg skulle først hugge pinde. Det blev dog ikke til meget for en dreng på 9 år! Men husbestyrerinden var flink. Hun sagde, at jeg måtte rende hjem, når jeg havde hugget en kurvfuld. Så gik det jo hurtigere! Men jeg skulle af sted igen og fodre, når Anton og husbestyrerinden var kørt til kirke. Mens jeg var ude i stalden, var der indbrud i stuehuset! Det var en fra fattiggården i Daugbjerg, der var gået ind i køkkenet og næsten tømt en dåse med småkager! Næste dag blev jeg kaldt over til Anton. Husbestyrerinden ville vide, om hun havde bagt nogle gode småkager! Det forstod jeg jo ikke, og jeg bedyrede min uskyld. Så snakkede de med min mor, og jeg kom i mere forhør. Men så skete det samme heldigvis et andet sted.
 Det første år fik jeg 25 kr. Det andet år 50 kr. Jeg skulle jo hjælpe manden, flytte køer, rense roer, tage kartofler op - hjælpe med alting. Det var ikke så slemt, for Anton tog altid det tungeste, men jeg skulle jo lave noget hver dag. En dag var jeg sendt til købmanden i Daugbjerg. Der skulle slagtes, og så skal der bruges salt. På stien bag præstegården mødte jeg præstens drenge, og vi faldt i snak. Da jeg kom til købmanden, havde jeg glemt, hvad jeg skulle have, men da konen hørte, at vi var ved at slagte, mente hun, at jeg nok skulle have salt. Hun kunne ikke ringe, for vi havde ikke telefon.
  En anden gang skulle jeg aflevere nogle levende 'kok kyllinger' i en kurv til købmanden, men den dag havde præstens drenge fundet ud af, at jeg skulle have et par på ørerne! Jeg strittede jo imod, og så gik kurven i stykker og kyllingerne fløj! Men både købmanden og præsten havde telefon, og så kan du tro, de knægte fik nogle i bagdelen!! Men det havde de også fortjent!
 Da jeg havde været hos Anton Rosborg i 2 år, kom jeg til Mads Jensen i Daugbjerg. Jens Østergaard har gården i dag. Mads Jensen var den største mand, jeg havde set! Han kunne ikke stå oprejst i sin stue. Men han var lige så god, som han var stor. Jeg var der i 3 år og blev aldrig skældt ud. Ikke af ham i hvert fald - hans kone Signe var bedre til det! Men hun var nu flink nok. Jeg var der det år, jeg blev konfirmeret. Vi var 10 på holdet. De kom fra Lånum, Smollerup, Mønsted, Søgaard og Sejbæk. Dengang havde præstegården kostald ud til vejen og en lade, der lå op til den sti, der går op til kirken. Der var landbrug, men gården blev på et tidspunkt flyttet udenfor byen.
 Den dag, jeg skulle konfirmeres, skulle jeg hjælpe med at fodre om morgenen. Da klokken var 7.30 sendte Mads mig hjem, så jeg kunne blive vasket og få det pæne tøj på. Jeg havde 2 km hjem, og vi skulle nå til Smollerup kirke i hestevogn til kl. 10, så det var ikke for tidligt. Der var sat et stort kar med varmt vand ude i kostalden, og dér blev jeg vasket. Mit konfirmationstøj blev syet af en skrædder i Daugbjerg, men da der kun var 1½ time, til vi skulle af sted, var han ikke kommet med det endnu! Han kom da med det i tide, men han fik så meget skældud af min bedstemor over, at det blev leveret så sent! Så skulle jeg i tøjet og fik for første gang flip på. Den var det lidt svært at få til at sidde. I kirken skulle vi overhøres. Dengang lærte vi salmevers, og i kirken blev vi hørt i alle de salmer, vi havde lært i årets løb. Præsten var flink. De, der havde svært ved at huske, blev altid hørt i første vers! Selv i dag kan jeg huske den salme, jeg blev hørt i.
 Da vi samledes hjemme efter kirke, fik vi suppe. Der var enkelte telegrammer med 1½ kr. (til sammenligning kunne man dengang købe 20 cigaretter, der hed »Bob« for 15 øre). Senere skulle jeg af sted for at fodre, og  da sagde min mor, at jeg skulle bede Signe og Mads følge med over til aftensmad. Da de gik hjem igen, gav Mads mig 5 kr.! Det var rigtig mange penge!

Jeg kom så ud at tjene forskellige steder. Det sidste sted, jeg var ved landbruget var på den gård, der ligger ved Smollerup kirke. Ejeren hed Søvsø. Han skulle ringe solen op og ned og til kirkelige handlinger. En dag, de skulle i byen, skulle jeg ringe og hjælpe præsten i kjolen. Det var i 1923, og præsten hed Rasmussen. Han havde en bil - en Ford med kaleche - og han kørte altid ind i gården. Han var nu ikke ret god til at køre. Engang kørte han over en stjært, så den knækkede. En anden gang kørte han på et vandtrug, så det væltede. Men der var ikke noget at se på bilen. Da jeg kom tilbage efter anden ringning, sagde præsten til mig, at jeg ikke sparede på bedeslagene! Der havde vist været et par stykker for mange! Jeg spurgte så, hvor længe jeg skulle ringe sidste gang. »Du kan ringe, til de sidste er inde!« svarede han. Jeg stod så og ringede, men da jeg ville standse, så jeg et par, der kom oppe på bakken, så jeg blev ved en tid. Bagefter sagde præsten til mig, at det var godt, jeg var fortsat, for de, der var sent på den, kom ikke så tit! Han var nu god nok!
Den 1. april 1924 startede jeg 20 år gammel i murerlære hos Thyge Thøgersen. Han boede i Klokhuset og var en dejlig mand. Jeg var hos ham i 5 år.
 1. november 1927 kom jeg til Ollerup Gymnastikskole. Jeg har altid været glad for gymnastik, og jeg havde haft en lærer Christensen, der anbefalede mig at blive gymnastikleder. Jeg havde en dejlig vinter i Ollerup og fik nogle gode kammerater. Men forstander Buch var en hård mand - det kan du stole på!
 Når et hold var færdigt, beholdt Buch nogle af dem. Han kaldte dem 'bisser'! De fik ikke noget videre løn, men de kom med ud til gymnastik og fik føden. Han foretrak at beholde håndværkere, så han kunne få gjort arbejde på skolen gratis!  Han var snu nok! Jeg fik tilbuddet, men jeg havde lovet Thyge at komme tilbage. Da skulle vi til at bygge stuehus til Alfred Jokumsens gård, og det var jeg så med til.
 Når vi murede brugte vi kalk. Vi gravede en kule i jorden og kom kalken deri. Det var runde kugler eller sten. Der blev hældt vand på, og så kogte det voldsomt. Derefter blev det dækket til med rent sand. Et par dage efter kunne det bruges, hvis solen ikke havde skinnet på det. Oppasseren gik ned i kalkkulen og kom 5 skovlfulde kalk sammen med 10 skovlfulde sand og lidt vand og rørte det, til det var passende. Derefter blev det i trillebør kørt hen til byggeriet. Skulle det op på stillads, havde Thyge et trug, der havde håndtag nedenunder, så det passede til skulderen.
 Murstenene blev taget med en tang - 8 af gangen. Hvis der var to til at mure, kunne der hurtigt bruges 8 sten. Engang arbejdede jeg på at mure en skorsten sammen med Jens Søgaard hos Jens Kr. Nielsen i Vroue, og vi havde en ung mand som oppasser. Han mente nok, at han kunne passe 4 murere op, så vi blev enige om, at når han havde båret 8 sten op og var på vej ned, så råbte vi efter ham: »Vi kunne vel ikke få nogle flere sten?!« Og Jens Kristian grinede jo: »Du må da ikke lade murerne stå og  kigge!« råbte han efter den unge.

I 1929 - den 17. juli blev jeg gift med Bertha. Vi fik en lejlighed oppe ovenpå i Klokhuset. I 1930 kom jeg i tanke om, at jeg ville være selvstændig. Det var ikke fordi lønnen hos Thyge ikke var god nok. Som førstemand på et sjak fik jeg 1 kr. i timen. Men nu ville jeg prøve at være mig  selv. Det første hus, jeg byggede var hos Jacobis forældre, og så gik det slag i slag. Den 1. 9 gik jeg i gang med at bygge huset her ved siden af (Skivevej 143 i Sjørup). Vi flyttede vi ind til jul og boede der i 6 år. 
 Siden byggede jeg mange huse i Sjørup og rundt omkring, bl.a.:
1931: skrædder Hans Jensens hus, Jens Jensens hus og et mere i Sjørup, samt to i Lånum.
1932 var krisetider, men jeg byggede dog hos Maj tæt ved Høgild skole,
1933: nyt stuehus ved mit fødehjem, som Kristian overtog.
1934: Amstrupvej 2 i Vroue. Det var to ældre mennesker fra Overgård, der ville på aftægt der. De ville ikke have aldersrente, fordi de mente, man skulle lægge fra livet igennem, så man kunne klare sig i alderdommen. Men da huset var bygget ville de alligevel godt have aldersrente!
 Jeg har bygget en snes stuehuse. Sammen med Jens Søgaard har jeg nok været med til at bygge over 50 huse. Jens Søgaard var oplært af Henry Højris. Jens og jeg begyndte at arbejde sammen, da han kom hjem fra sin soldatertid. Det var nu for strengt at være alene. Det første hus, vi lavede sammen, var hos Vilhelm Thomsen i Kjeldbjerg. Året efter byggede vi en kostald samme sted, men den brændte, inden vi var helt færdige. Det var en smedesvend, der skulle svejse noget og tændte ild i noget halm, og så brændte det hele.
 Jens Jensens hus, som jeg byggede i 1931, fik jeg 8000 kr. for. Jeg har aldrig tabt på et hus, men jeg har heller aldrig haft det store overskud. Jeg kunne bygge 7-8 huse om året. Fridage har jeg aldrig haft. Selv om søndagen - hvis jeg kan være bekendt at fortælle præsten det - kom der tit en eller anden: »Kan du ikke lige komme og bygge en skorsten?« Så skulle man have eftermiddagskaffe, og så skulle man have et spejlæg, og så gik hurtigt den dag.
 I 1936 solgte vi huset, fordi jeg fik dårlig mave og ikke kunne mure mere. Vi købte en lille landejendom lige vest for Sjørup. Allerede i 1933 havde jeg fået tilsyn med alle skorstene i Vroue-Resen kommune. De skulle efterses to gange om året, og  det foregik på cykel. Jeg skulle bl.a. efterse skorstenene i præstegården.
 Pastor Terp ringede engang i juni 1938, fordi der var en allikerede i skorstenen. Jeg forstod det ikke, fordi præstegårdens skorstene er meget vide. Jeg tog renselågen af og så efter. Der var ingenting - ikke engang spindelvæv. Men Terp var sur, fordi han ikke havde fået morgenkaffe på grund af den tilstoppede skorsten. Så opdagede jeg, at der var faldet en løs mursten ned inden i skorstenen lige præcis så den dækkede aftrækket fra komfuret. Så skulle jeg have te. Det var Terp, der lavede den, og han var helt sort i hovedet af sod. Men jeg fik min te, og så skulle jeg have så mange tak! »Jo, men det koster 8 kr.!« sagde jeg. Det passede ham ikke: »De tjener Deres penge let!« sagde han. Men Andreas er jo rapmundet, så jeg svarede: »Ved De hvad, Terp? Vi i sort tøj kommer i grunden nemt til føden!«
 Terp bekendte sig til Brødremenigheden i Christiansfeld. Han havde jo været missionær i Afrika. Han var en flink mand. Han talte meget om det gamle og det nye Sjørup. Det gamle var nordpå omkring gårdene. Det nye var omkring Klokhuset. Der kom flest i kirke fra det gamle Sjørup, men Terp holdt også møder for ungdommen om aftenen i præstegården. Han sendte en indsamlingsbøsse rundt. Den havde form som en neger, der nikkede med hovedet, når man puttede en mønt i den. Unge mennesker har ikke så mange penge, så engang kom der en knap i! Næste gang gik Terp rundt med knappen for at sammenligne med de knapper, vi havde på tøjet!
 Den præst, jeg havde mest at gøre med, var Tranberg. Han var en flink mand, og jeg har oplevet meget sammen med ham. Jeg var engang i præstegården for at se på kaminen. Der var for meget træk i den. Jeg kløvede en teglsten og lagde det halve meget nøjagtigt ind i røret. Så virkede det. Den ligger der nok endnu! Tranberg ringede nogle dage efter og sagde, at jeg skulle have fjer i hatten, for nu virkede kaminen. 
 Tranberg og især hans kone kunne mange historier, og jeg kunne da godt give et par igen. Engang skulle Bertha have et pas, og hun kunne ikke finde sin dåbsattest. Jeg ringede til Tranberg, og det ordnede han. »Og den er gratis ligesom evangeliet!« sagde han.
 I 1939 købte jeg en bil for 2200 kr. Det gjorde skorstenseftersynene lettere at have med at gøre. Jeg har set til skorstene i 45 år, og derfor kender jeg hvert et hus i Vroue-Resen.
 Jeg har kun haft uoverensstemmelse med én eneste person i hele mit liv. Vi var ved at bygge en kostald i Vroue, da der blev ringet efter mig. Jeg skulle til Høgild og ordne en kedel og en skorsten. Jens Søgaard kørte mig derud. Jens kravlede op på taget og begyndte at køre kosten med kuglen op og ned i skorstenen. Jeg gik indenfor og med manden ned i kælderen, hvor renselemmen var. Han lod alle døre stå åbne på vejen. Nede i kælderen gik han hen og tog renselemmen af, inden jeg kunne nå at stoppe ham. Det skulle han aldrig have gjort! I det samme sendte Jens kuglen ned, og da der var luft hele vejen ud, stod der en sky af sod ud i hele huset. Jeg fik så meget skældud af konen. Manden satte sig lige så stille hen i et hjørne, selvom det var ham, der havde taget lemmen af. Da Jens kom ind, fik han også en omgang. Men jeg tænkte jo, at vi jo skulle af sted igen, mens manden skulle blive, så det var nok bedst, at det var os, der blev skældt ud!
 Jeg var 20 år i kommunalbestyrelsen fra 1950. Der var møde én gang om måneden. Vi tog mange bestemmelser, men vi drøftede mest, hvem der trængte til hjælp. Vi kunne sende en dame hen for at gøre rent o.l. Da jeg kom i kommunalbestyrelsen, bestod den af Viggo Skorstensgård fra Sjørup, Jens Klausen fra Sdr. Resen, Christian Lauridsen fra Høgild, Niels Storgaard fra Vroue, Ejnar Sigaard fra Kjeldbjerg og mig selv.
 I 1953 blev jeg vurderingsmand til ejendomsskyld sammen med en ung mand fra Fly. I 1960 blev jeg formand for Brugsen og var det i 15 år. Man skal jo prale af det, man har været!
 I 1956 blev der bygget skole i Sdr. Resen og i Vroue. Da blev vi snydt lidt. De havde lovet, at skolen skulle ligge på hjørnet ved Vittrup, men der var flest fra Vroue, og de fik flertal.
 Jeg begyndte at mure igen i 1963 og blev ved til den 1. november 1979. Da fik jeg en blodprop og måtte holde.
 Jeg har levet en langt og godt liv med Bertha. Vi havde sølvbryllup i 1954, guldbryllup i 1979 og diamantbryllup i 1989. Vi var glade for, at vi oplevede det.
 Jeg vil slutte med det, min mor sagde til mig, da jeg flyttede hjemmefra: »Du skal holde dig til sandheden og lade andre folks ting ligge!«
 Vi har haft det godt. Aldrig for meget og aldrig for lidt.  

Fra Vroue-Resen Sogneblad nr. 2 og 3 1995.

PS! Andreas glemte at fortælle, at han i mange år ledede et gymnastikhold af modne, mandlige medborgere i Sjørup Forsamlingshus. Det foregik efter Kaptajn Jespersens metode med et kosteskaft som gymnastikredskab. På holdet var - så vidt jeg husker - bl.a.  tidl. uddeler Aage Højris, Niels Gottlieb Sørensen og Hans Holtegård. Da Andreas var over 80, demonstrerede han for mig, at han stadig kunne stå på hovedet! PM.