Hvis folkekirken ikke fandtes

 Hvis folkekirken ikke fandtes, ville vi ikke længere have sognekirker og sognemenigheder. Vi ville få de samme kirkelige tilstande som i USA, hvor amerikanerne kan vælge imellem et utal af forskellige kirker, sekter og trossamfund i øvrigt. Nogle ville hilse noget sådant velkomment, fordi religion er en privatsag. Andre ville glæde sig over denne udvikling, fordi vi da ville få langt færre, men til gengæld meget mere aktive menigheder. Ganske vist ville mange få langt at køre hen til den kirke, hvor man føler sig hjemme, men kirkerne ville sikkert være fyldt med engagerede og entusiastiske mennesker.
Samtidig ville kirkerne være fri for alle former for statslig indblanding. De enkelte menigheder og trossamfund ville frit kunne bestemme over alt lige fra teologi, ritualer og forkyndelse til ansættelse af personale, økonomi og bygningsvedligeholdelse. Alt i alt ville det måske ikke være så galt, hvis folkekirken ikke fandtes. Måske skulle man derfor besvare det spørgsmål, som komikeren Omar Marzouk den 30. marts 2013 stillede i DR2-programmet ?Var folkekirken en god ide?? med et nej!
Måske også en og anden, som i uge 30 læste artikelserien om folkekirken i en række midtjyske dagblade, drager den samme konklusion. De mange oplysninger om folkekirkens økonomi og medlemstal, samt opgørelserne over gudstjenestedeltagel-sen i en række sognemenigheder i området, tegner billedet af en folkekirke, som koster for mange penge, som savner en klar fælles strategi og ledelse og som mister medlemmer fra år til år.
Lad os derfor et øjeblik føre tanken ?hvis folkekirken ikke fandtes? videre. Helt siden kong Svend Estridsen i 1060 inddelte landet i sogne, har alle danskere fra deres fødsel til deres død været hjemmehørende i et sogn. Ingen bliver medlem af folkekirken uden at være døbt, og det står enhver frit at melde sig ud af folkekirken, men alle hører til et sogn. For folkekirkens medlemmer betyder det, at man hører til en kirke, og at man har en eller flere sognepræster, hvis opgave det er at betjene folkekirkens medlemmer i sognet. Og for dem, der ikke er medlemmer af folkekirken, står både kirkens og præstens dør åben.
Langt de fleste af folkekirkens medemmer ønsker, at deres børn bliver døbt, og at de senere gennem den indledende konfirmationsforberedelse i 3. eller 4. klasse og den egentloige konfirmationsforberedelse og konfirmation i 7. eller 8. klasse undervises i evangelisk-luthersk kristendom. Dermed får børnene også en forståelse for en væsentlig del af Danmarks kultur og historie. Og når vi mister en af vore kære ønsker langt de fleste pårørende en kirkelig begravelse eller bisættelse. Her hører vi ord, som vi ikke bruger så meget i vores daglige samtaler med hinanden: tro, håb, kærlighed, sorg, savn, opstandelse og evigt liv. Ord, vi ikke bare kan sige os selv, de skal siges til os som en hjælp til at komme igennem sorgen og tabet. Fordi vi har en folkekirke kan enhver frit henvende sig til sin sognepræst og anmode om dåb, konfirmation eller begravelse. Hvis folkekirken ikke fandtes, måtte den enkelte ud på markedet og finde sin vej.
 Der er meget, som kan måles i det folkekirkelige arbejde. Budgetter, regnskaber, medlemstal, herunder opgørelse af ind- og udmeldelser, tal for dåb, vielser, konfirmerede og begravede / bisatte er alle offentligt tilgængelige. Og fra den 1. april 2013 har vi i Viborg stift iværksat en løbende opgørelse af deltagere i gudstjenester, vielser, begravelser og bisættelser, koncerter samt kirkelige møder i øvrigt. Der er intet, som kan eller skal skjules. Vi vil gerne kunne redegøre for alt dette, og vi vil gerne kunne svare troværdigt på alle spørgsmål om folkekirken. Det hører i øvrigt også med til det økonomiske og statistiske billede af folkekirken, at folkekirken synes at være den af de nordiske kirker, som har den største andel af landets befolkning som medlemmer (i Viborg stift er lidt under 90 % af samtlige indbyggere medlemmer). At antallet af konfirmerede har været stigende igennem de senere år, og at undersøgelser viser, at omkring 72-73 % af danskerne har tillid til folkekirken. 

Men folkekirken er andet og mere end penge og statistik. Det daglige arbejde i sognet finder sjældent vej til avisernes overskrifter, og hører heller ikke hjemme her. Folkekirken er med til at give mennesker fællesskab og livsmening i vanskelige livssituationer. For nylig læste jeg et interview med handelsminister Pia Olsen Dyhr, hvor hun fortæller om sin opvækst sammen med sin far, som var syg. Hun fortæller hvilken betydning det fik for hende, at hun i den lokale kirke mødte mennesker, ikke mindst en organist, som gav hende en selvtillid, som fik stor betydning for hendes liv.
Til Kristeligt Dagblad siger Pia Olsen Dyhr, at hun igennem troen på Gud oplevede, at hun kunne ?kaste sine opgaver over på en anden skulder.? Da hun som barn sang med i kirkekoret blev kirken ikke ?et ophøjet og fjernt sted for særligt udvalgte, men i stedet blev det et hverdagsrum, hvor det var naturligt for hende at komme.?
Videre siger ministeren: ?Jeg tror, problemet for mange danskere er, at kirken bliver et fremmed sted, fordi mange tror, at man skal opføre sig på en bestemt måde. Jeg har siddet i kirken med benene oppe og spist pærer, og det tror jeg, mange ville have godt af at prøve. Så lærer man, at kirken er et almindeligt sted, hvor man ikke kun kan komme til bryllup, begravelse og barnedåb,? siger hun.? For hende er troen ?et mentalt tryghedsrum? og ?en alarmklokke, der minder mig om, at jeg er nødt til indimellem at stoppe op. Og den hjælper mig til at bevare ydmygheden, for i den her verden kan man jo nemt miste den.?
Dengang vi diskuterede afskaffelsen af nogle helligdage, blev jeg spurgt af en journalist: ?Hvordan kan du gå ind for at bevare Store Bededag og Kristi Himmelfarts-dag som helligdage, når det koster samfundet mere end en milliard kr. om året?? Mit svar var, at ikke alt i denne verden kan gøres op i penge og nytteværdi. Det er i egentligste forstand armodigt alene at diskutere økonomi og statistik når vi diskuterer folkekirkens berettigelse. Der er meget som vi, der er betroet et ansvar for folkekirken, kan gøre bedre. Men jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at hvis folkekirken ikke fandtes, måtte vi hurtigst muligt opfinde den!

 Karsten Nissen

 

 

Det ufornuftige evangelium.

Under en dåbssamtale for mange år siden spurgte en af de tilstedeværende mig, hvordan jeg havde det med at skulle beskæftige mig med noget så ulogisk som evangeliet. Jeg har forsøgt at fastholde essensen af spørgsmålet, selvom den nøjagtige ordlyd er gået tabt, og under alle omstændigheder står spørgsmålet klarere i erindringen end det svar, jeg forsøgte at give.

Det er nu ikke uden videre rimeligt at kalde evangeliet slet og ret ulogisk. Den tanke er ganske vist hverken ny eller enestående, at hele verden er et gøglespil, et bedrag eller en absurditet. Tanken dukker op flere gange i menneskets historie, og hvor den vinder gehør, bliver al tale om at handle fornuftigt i verden selvfølgelig meningsløs. Men at skyde kristentroen et sådant tilværelsessyn i skoene er en oplagt urimelighed. Gudstjenesten, samlingen om evangeliets forkyndelse, har altid en åben dør ud til den hverdag, hvor mennesker skal mødes i respektfuld og fornuftig samtale; og kirken lagde fra begyndelsen afstand til de tankesystemer, der ville nedskrive tilværelsen til et bedrag og dermed blandt andet gøre det skabte og det genløste menneskeliv til helt uforenelige størrelser

Evangeliet ?i almindelighed?, i betydningen at få lov til at genoptage sit daglige liv på nådens betingelser, er ikke nogen fjende af fornuften. Men hvad da, hvor det gælder, om man så må sige evangeliet i særdeleshed, påskens budskab om Kristi opstandelse fra de døde? Her befinder vi os i hjertet af kirkens forkyndelse, og netop her oplever de fleste mennesker så måske også den største konflikt mellem tro og fornuft.

Nu synes jeg egentlig, at der må være to helt forskellige grunde til at afvise påskens budskab: man kan afvise det, fordi det lyder alt for absurd til at være sandt, og man kan afvise det, fordi det lyder alt for godt til at være sandt.

De to udsagn reflekterer to helt forskellige udgaver af fornuften, den fornuft, der er tilfreds med sig selv og ikke ønsker sig andre verdener end den verden, den selv har magt over, og så den fornuft, der længes ud over sig selv mod en verden, hvor den er sat på plads af noget bedre og højere end sig selv. I det lys er der jo egentlig heller ikke nogen principiel og afgørende modsigelse mellem tro og fornuft. Det afhænger helt af, hvilken udgave af fornuften, der får lov til at føre ordet. Jeg har ofte tænkt, at de vise mænds/hellige tre kongers store glæde, da stjernen omsider stod stille over Betlehem, var en sådan lettelsesblandet glæde over, at verdens magt og visdom nu ikke længere skulle løse alle verdens problemer og besvare alle verdens spørgsmål, men i stedet nådigt var indsat som tjener for noget bedre og højere end sig selv.

Så handler i grunden helligtrekonger og påske om det samme, om længsel efter en verden, en tilværelse, hvor man er hjemme. At mennesket ville blive fremmed i en verden, hvor intet var, hvad det gav sig ud for, siger sig selv. Her ville længslen efter at kende sig selv og føle sig hjemme blive det samme som at længes bort fra verden. Men det er så min pointe, at vi kan blive ligeså fremmede i en verden, hvor alt er, og skal være lutter gennemskuelighed, der hvor vi ikke vil vide af anden bedømmelsesnorm end logikken eller fornuften.

Pinsen, som vi nu er på vej til, imødekommer med sit budskab netop længslen efter at føle sig hjemme, og det gør vi paradoksalt nok ikke i en verden, som alene fornuften har leveret tegningerne til, og hvor derfor ordene alene har den betydning, som vi selv har udstyret dem med.

?Det ånder himmelsk over støvet, /

det vifter hjemligt gennem løvet,

Det lufter lifligt under sky /

fra Paradis opladt på ny,

Og yndig risler ved vor fod /

i engen bæk af livets flod?

Helligåndens gerning, her beskrevet i Grundtvigs flotte pinsesalme ? I al sin glans nu stråler solen?, er, at ordene i sproget genvinder deres poetiske betydning, så de kan lyde som et ekko af skabelsen (det græske ord ?poiesis?, der på dansk bliver til ?poesi?, betyder egentlig skabelse). Netop i et sådant sprog, sproget med denne fornyede dybdedimension, kan mennesket være hjemme.

Det kunne udtrykkes anderledes: Århusprofessoren Johannes Sløk, der gjorde sproget til et af sine vigtigste fokusområder, sagde, at det rationelle sprog aldrig kan stå alene. Et andet sprog, det religiøse sprog eller mytesproget, må stille de opgaver, som det rationelle sprog skal tage sig af. Det rationelle sprog, fornuftens sprog slår sludder, hvis det skal gå på egen hånd.

Så hvordan har vi det med at skulle beskæftige os med noget så ulogisk som evangeliet? Ja hvordan ville vi omvendt have det med et sprog uden andre dimensioner end den logiske, eller med en verden uden anden styringsstruktur end fornuften? Det ville formentlig ende i rent vrøvl og i pure ligegyldighed. Det var bare et tankeeksperiment! Julen, påsken og pinsen, de tre højtider giver os lov til at tro på, at menneskelivet nok skal bevare sine skabte kvaliteter, sin gode oprindelighed;

?det volder alt den Ånd, som daler, /

det virker alt den Ånd, som taler /

ej af sig selv men os til trøst, /

af kærlighed med sandheds røst /

i Ordets navn, som her blev kød /

og for til himmels hvid og rød?

 

 

Jørgen Husted

Sognepræst

Peters Dagbog

Palmesøndag - Matt.21,1-9

Det var en helt vidunderlig morgen. Som en blodrød appelsin stod solen op over bjergenes blå silhouetter i det fjerne. Fra alle husene i landbyen, hvor vi havde overnattet, steg røgen fra ildstederne lodret til vejrs. Det tegnede til at blive en varm og støvet dag, men også en god dag. Vi havde glædet til den så længe - næsten i alle de 3 år, vi havde fulgt  Jesus. Vi havde alle, lige fra vi mødte ham første gang, været sikre på, at Jesus var den Messias, vort folk havde ventet på i mange, mange år. Da vi begav os afsted det sidste stykke mod Jerusalem, hvor vi skulle fejre påske, var var vi fulde af forventning om, at der i løbet af de nærmeste dage ville ske os noget meget stort og uforglemmeligt. Snakken gik livligt mellem os, kun Jesus, der gik nogle skridt foran, var tavs. Han virkede faktisk lidt indesluttet - som om han gik og spekulerede over noget. Men vi andre snakkede. Vi udmalede for hinanden, hvordan det ville blive, når vi kom til Jerusalem. Hvordan ville Jesus gribe det an? Han skulle jo give vort folk dets værdighed tilbage. Israel skulle igen blive et land, man regnede med. Men det betød naturligvis også, at romerne, der havde besat landet i mange år, måtte væk. Hvordan det skulle til, var ikke godt at vide, men romerne forsvandt næppe frivilligt.
Vi kom til landsbyen Betfage. På den anden side af byen kunne vi se Oliebjerget rejse sig. Dér skulle vi op. Når vi nåede toppen, kunne vi se ud over Jerusalem.
Pludselig - da vi nåede landsbyens første huse - kaldte Jesus på Levi og mig. »Nu skal I høre!« sagde han. »Lige derhenne om hjørnet bor en mand, der hedder Josva. Jeg ved, han er hjemme nu. Hans æsel og dets føl står bunden udenfor huset. Dér skal I to gå hen. I løser æslet og føllet og kommer herhen med det, og hvis Josva skulle gøre vrøvl, skal I bare sige: »Mesteren har brug for det! Du får det snart igen.« Vi går lidt i forvejen, og så kommer I!« Han nikkede til os og vendte sig og gik videre.
 
Vi undrede os lidt over, at Jesus kendte den mand så godt og vidste, at han var hjemme, men på den anden side havde vi jo mange gange oplevet, at Jesus kunne mere og vidste mere, end hvad almindelige mennesker kunne gennemskue. Vi begav os på vej, og ganske rigtigt. Da vi drejede om hjørnet kunne vi straks se æslet og føllet. Vi gik uvilkårligt lidt langsommere. Manden ville sikkert ikke lade os få æslet godvilligt. Uden at tale sammen, skyndte vi os at løse æslet, men da vi ville gå, skrydede æslet, og manden kom farende ud ad døren. Da han så os, begyndte han straks at råbe efter os: »Hov, hvad skal I med mit æsel? I må da ikke tage mit æsel. Jeg lever af at fragte varer til og fra Jerusalem på det, så det kan jeg ikke undvære. Vil I straks komme tilbage!«
Levi og jeg så på hinanden. Manden var vred, og det var der sådan set ikke noget at sige til. Jeg besluttede mig til at tage affære. Jeg tog et skridt frem mod manden, der hurtigt gik et par skridt baglæns. Jeg smilede til ham for at berolige ham og sagde: »Goddag Josva! Jeg hedder Peter, og det er Levi. Nu skal du høre: Mesteren har brug for dit æsel!«
»Mesteren?« sagde Josva forundret, »Hvad for en Mester? Hvem taler du om?«
Nu brød Levi ind: »Mesteren!« sagde han, »Profeten! Du har nok hørt om ham. Vi har fulgt ham helt fra Galilæa, og vi er sikre på, at han er Messias!«
Vi kunne se, at Josva slappede af. Han havde sikkert hørt om Jesus. Det havde næsten alle. Han stod lidt, mens han eftertænksomt så på os, så sagde han: »I har vel ikke så travlt. Fortæl mig om jeres Mester.«
Levi og jeg så på hinanden. Jeg skævede op mod solen, der nu stod højt på himlen og brændte ubarmhjertigt. Så tog jeg Josvas arm, og vi gik alle tre hen og satte os i skyggen af et oliventræ.
»Ja, det er lidt svært,« begyndte jeg, »og vi har altså lidt travlt. Men ser du: han gør noget, hvor andre kun taler. Han ser, hvor andre vender hovedet bort. Ja, sommetider føles det, som om han ser mere, end hvad øjnene ser. Når han møder en, der er syg, og er nødt til at tigge, lægger han ikke penge i den syges skål, for han har ingen penge, men han gør manden rask i stedet! Han siger ikke: »Hvor er det synd for de fattige og de syge« men han besøger dem og helbreder dem.  På vejen hertil fik han en blind mand til at se i Jeriko!«
»Ja!« afbrød Levi ivrigt, »og så fortæller han historier, som ingen har hørt magen til. Når man hører dem, er det, som om de handler om en selv. Engang fortalte han om en søn, der forlangte sin arv udbetalt, selvom faderen levede i bedste velgående. Derefter rejste han væk og brugte alle pengene på morskab. Da han ikke havde flere penge, rejste han hjem til faderen igen. Uforskammet, ikke?! Men Jesus fortalte, at faderen tog imod ham med åbne arme og holdt et vældigt gilde for ham. Det er da en underlig historie, synes du ikke? Men den er ikke til at ryste af sig igen, for Jesus sluttede med at sige, at sådan er der i Guds rige!«
Josva sad helt stille og lyttede. Levi og jeg tav, og vi sad længe uden at sige noget.  Til sidst talte Josva igen, og nu var hans stemme forandret: »Det lyder godt altsammen. Næsten for godt, til at være sandt. Men hør nu her. Jeg er ikke dum, selvom jeg er fattig. Jeg kender skrifterne, og hvis jeres Mester er Messias, som I påstår, så har alle profeterne misforstået noget. Profeten Zakarias f.eks. Han skriver jo om Messias sådan her: »Fryd dig såre, Zions datter, råb af fryd. Jerusalems datter. Se, din konge kommer til dig, sagtmodig og ridende på...«. Josva tav pludselig, som var han blevet bidt. Han stirrede på os med vidt åbne øjne. I et sæt kom han op at stå. Levi havde også rejst sig, og nu kom jeg på benene. Vi var alle lige ophidsede. Levi og jeg kendte godt citatet fra Zakarias, men vi havde aldrig sat det i forbindelse med Jesus. Men nu var det, som om der faldt skæl fra vore øjne.
 
Nu talte Josva igen, og hans stemme var hæs: »Hvis det, jeg tror, er sandt, så er det virkelig for godt til at være sandt. Men hvis det er sandt, så vil jeg være med. I kan godt tage æslet, og jeg følger med jer!«
Jeg vil slet ikke forsøge at beskrive, hvordan vi oplevede ankomsten til Jerusalem. Det var fantastisk. Der var så mange mennesker, og de råbte og skreg i munden på hinanden, da Jesus kom ridende op mod byporten på Josvas æsel. De kravlede op i palmetræerne langs vejen, skar grene af og lagde dem på vejen. Nogle af dem lagde endog deres kapper foran Jesus og æslet. Pludselig begyndte de alle som med én mund at synge en af de gamle lovsange: »Hosianna, Davids Søn! Velsignet være han, der kommer i Herrens navn!« På et tidspunkt kom jeg til at se på Josva, og jeg blev overrasket over, hvordan han havde forandret sig. Han var næsten ikke til at kende igen. Den lille mand, hvis krop var kroget og slidt af mange års hårdt arbejde, gik rank som et lys efter Jesus med hænderne højt løftet over hovedet. Da han så mig, lo han over hele hovedet og løb hen til mig. Med munden helt henne ved mit øre, råbte han:
»Det her er virkelighed! Det her er sandt! Vore præster kan slå op alle de rigtige steder i skriften, og de kan bruge alle de rigtige og fine ord. Men det er ikke virkeligt. Man møder ikke Gud igennem dem. Det her er virkeligt! Det her er liv! Jeg forstår ikke, hvad det egentlig er, der sker. Men jeg er ikke i tvivl om, at Gud er med i det. I Jesus møder vi Gud! Gud er kommet til os. Kom, lad os møde ham! Velsignet være han, som kommer i Herrens navn!«


Skærtorsdag Matt.26,17-30

Det har været nogle fantastiske dage - fulde af store og afgørende oplevelser. Det startede med Jesu triumftog ind i Jerusalem, hvor en masse mennesker tiljublede ham. Da vi var kommet ind i byens snævre gader, ville Jesus absolut hen til templet. Vi troede, han ville derhen for at bede, men vi blev hurtigt klogere. Straks Jesus var kommet ind i forgården, hvor alle de, der bl.a. handlede med offerdyr, opholdt sig, var det, som om der gik en sky for hans ansigt. Hans øjne lynede, og han begyndte at råbe og skrige. Han greb en pisk fra en af boderne og piskede løs på de handlende. Han fór rundt, væltede borde og telte, slap de bundne får og geder løs, samtidig med at han blev ved med at råbe: »Min fars hus er et bedehus, men I har gjort det til en røverkule!« I løbet af ingen tid var alting kaos, og de handlende flygtede til alle sider, mens de prøvede at redde, hvad reddes kunde. Det varede selvfølgelig ikke længe, for nogle af præsterne kom til og spurgte Jesus, hvad han bildte sig ind. Men Jesus afviste dem. Til sidst kom ypperstepræsten og spurgte, hvem der havde givet Jesus myndighed til at handle, som han gjorde, men Jesus svarede ham blot: »Af spædes og diendes mund har du beredt dig en lovsang!« Så vendte han ryggen til og gik, mens præsterne stod og rystede på hovedet.
De følgende dage gik med, at Jesus diskuterede med teologerne og prædikede for folket. Så snart Jesus satte sig og åbnede munden, var der en stor skare, der samlede sig og lyttede.  Han fortalte om at være parat, når de sidste tider indtraf. Det var som sædvanlig hans lignelser, der gjorde størst indtryk. Allermest lignelsen om en kongesøn, der inviterede til bryllup. Det endte med, at ingen af de indbudte kom ind, mens fattige, tiggere og alskens udskud blev inviteret indenfor.
 
Vi kunne ikke slappe af ét øjeblik. Der skete hele tiden noget. Derfor var det pragtfuldt, da vi endelig blev alene. Jesus havde samlet os i en lejlighed i byen for at spise påskemåltid sammen. Dørene var lukket, og bordet var dækket. Jesus havde, som man skulle, indledt måltidet med at drikke et glas vin sammen med os, inden vi satte os. derefter havde vi spist de bitre urter - agurk, persille og radiser dyppet i saltvand - til minde om israelitternes vandring i ørkenen. Vi havde læst beretningen fra skriften, og nu sad vi og hyggede os. Vi sang nogle af de gamle lovsange, vi lo sammen og snakken gik livligt. Men Jesus deltog ikke. Han sad bare og så ned i bordet. På et tidspunkt løftede han hovedet, bøjede sig over mod Judas og sagde noget til ham. Det fik Judas til at rejse sig med et sæt, sparke sin stol hen i et hjørne og hurtigt forlade lokalet. Vi så forundret efter ham og derefter på Jesus. Men han sad igen og så ned i bordet. Der var en trykket stemning nogle minutter, men så begyndte snakken igen.
Da hørte jeg, at  Jakob og Johannes var begyndte at diskutere med nogle af de andre, hvilke poster de hver især skulle have, når Jesus havde fået genrejst Israel. Jeg lyttede lidt til dem, og efterhånden blev jeg faktisk godt gal i hovedet. Ja, jeg ved godt, at jeg har et iltert temperament, men de var faktisk temmelig uforskammede. Det var jo ingen hemmelighed, at jeg hele tiden havde været - nåja, Jesu næstkommanderende. Det var mig, der første gang havde kaldt Jesus for Kristus, og Jesus havde rost mig for det. Jeg havde været med på bjerget, hvor vi havde den uforglemmelige oplevelse at se Jesus sammen med Moses og Elias. Jeg havde altid været med i forreste række. Og nu sad de to forkælede knægte Johannes og Jakob og talte om, hvem der skulle have de største tillidsposter, og de nævnte overhovedet ikke mit navn! Jeg kunne ikke tie stille, men sagde dem min mening lige ud af posen. Jeg råbte vistnok temmelig højt. De råbte i hvert fald tilbage, og de lagde ikke fingrene imellem. Vi kom op at stå, og det var ikke godt at vide, hvad det var endt med, hvis ikke Jesus havde grebet ind. Pludselig hørte jeg ham kalde på mig: »Peter! Peter dog! Kan du ikke se, at Satan er ude efter dig! Men jeg har bedt for dig. Og når du engang omvender dig, så må du hjælpe dine brødre!«
Helt ærligt: det synes jeg ikke, Jesus kunne være bekendt at sige - tilmed mens alle de andre hørte på det! Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg satte mig brat ned, men så for jeg op igen: »Ærlig talt, Jesus. Det kan du ikke være bekendt. Det er uretfærdigt. Jeg var en af de første, du kaldte, og jeg har altid støttet dig. Og du ved udmærket godt, at jeg ville kæmpe og dø for dig, hvis det kom an på det!«
Nu smilede Jesus, og han rystede stille på hovedet: »Aknej, Peter! Inden hanen har galet to gange i aften, har du fornægtet mig tre gange!«
De, der endnu ikke stod op, kom på benene i en fart. Det var dog utroligt. Vantroen og forbløffelsen stod malet i alles ansigter. Fornægte! Hvem drømte om at fornægte - hér, få skridt fra den endelige triumf? Men nu bød Jesus os med en håndbevægelse at tage plads igen. Vi skulle videre med måltidet. Jeg følte mig helt knust, og var glad for, at tankerne blev rettet mod noget andet.
Nu tog Jesus - som han skulle - det store usyrede brød, der lå foran ham. Han løftede det og sagde: »Lovet være du, Herre vor Gud, verdens konge, som frembringer brød fra jorden!« Vi så på hinanden, smilede og slappede af. Nu var vi igen på sikker grund. De ord kendte vi. Nu skulle Jesus brække brødet i stykker og dele det ud med ordene: »Dette er elendighedens brød, som vore forfædre spiste i Ægyptens land«.
Men Jesus ventede. Han blev ved med at stirre på brødet. Jeg sad ikke ret langt fra ham, og jeg er sikker på, at han rystede på hænderne. Jeg så hans fingre stramme grebet om brødet og langsomt brække det midt over. Der kom en revne midt i brødet. Han gav en pludselig bevægelse, og brødet brækkede midt over. Han brækkede igen og igen, samtidig med, at han stirrede på det - næsten som om, han var hypnotiseret. Pludselig så han rundt på os, rakte os brødstumperne og talte. Hans stemme var helt anderledes, end den plejede, og ordene var ikke de velkendte ord, som vi alle ventede på: »Her - spis det - det er - det er mit legeme, som gives for jer!« Vi så usikre på hinanden, men vi var vant til, at Jesus brugte underlige ord. Vi fik hver et stykke brød og en skive af lammet, og vi spiste i tavshed.
Men nu bredte glæden ved at spise sammen igennem. Brødet var brudt, og vi havde spist det. Med ved at spise af det fælles brød, kom vi til at opfatte os som en helhed. Vi havde det godt sammen, og sindet blev stemt til andagt forud for syngningen af det store Halleluja fra den gamle salmebog. Jesus begyndte med lav røst at synge:
»Halleluja! Pris I Herrens tjenere, pris Herrens navn! Herrens navn være lovet fra nu og til evig tid! Fra sol i opgang til sol i bjerge være Herrens navn lovpriset!« Vore hjerter svulmede, og vi så glade på hinanden, mens vi sang, og vi løftede stemmerne i den afsluttende vekselsang: »Halleluja! Tak Herren, for han er god, og hans miskundhed varer  evindelig!«
Der var længe stille omkring bordet. Vi var alle grebet af lovsangen. Da rakte Jesus ud efter det store bæger med vinen, og tavse rakte vi vore krus frem imod ham. Jesus løftede bægeret højt og sagde: »Lovet være du, Herre vor Gud, verdens konge, som skaber vinstokkens frugt.« Derefter skænkede han til os alle. Der faldt et par dråber å dugen. Det lignede blod. Vi så det allesammen, og ingen af os blev overraskede, da Jesus sagde: »Drik nu - allesammen. Mit blod gives for jer! I morgen vil jeg give jer mig selv, som jeg nu har givet jer brødet og vinen. Drik nu! Ved mit blod får I syndernes forladelse!« Vi forstod ikke, hvad han mente. Men talen om blodet fik os til at tænke på druen, der bliver knust, så saften løber ud, og jeg mærkede en gysen, da Jesu ord fik mig til at tænke på en menneskelig krop, der bliver knust.
Vi sang endnu en stund, så bad Jesus en takkebøn og vi drak det fjerne bæger vin. Så belavede vi os på opbrud, men inden vi gik, sagde Jesus til os: »Nu går vi. Fred efterlader jeg jer. Frygtløst, uforsagt skal jeres hjerter være. Jeg går bort, men jeg kommer til jer. Fra nu af skal jeg ikke tale meget mere med jer, for Verdens Fyrste kommer. Han har ingen magt over mig, men for at verden skal se, at jeg elsker Faderen, og at jeg gør, hvad Faderen vil, så siger jeg: Rejs jer, lad os gå herfra og møde ham!«
Så gik vi ud i mørket - ud af Jerusalem - over dalen og op på Oliebjerget, hvor vi ville tilbringe natten under de gamle oliventræer i Getsemane have.
Jeg kan ikke få mig selv til at fortælle om alt det forfærdelige, der skete om aftenen og natten. Jesus fik ret: jeg kom virkelig til at forråde ham. Nu sidder han i fangehullet inde i ypperstepræstens borg. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der vil ske i morgen.
Men hvad der end sker, så tror jeg aldrig, vi kommer til at glemme det mærkelige måltid. Der var en ganske særlig stemning over det. Det var bestandighed over det - et helt specielt fællesskab, et sammenhold - ja, jeg er ikke bange for at sige, at det var fyldt af kærlighed og varme.
Amen.

Påskedag - Mark.16,1-8

Jeg fandt mig selv siddende på en klippeblok højt oppe på Oliebjerget meget tidligt søndag morgen. Solen var netop dukket op over bjergets top, og Jerusalem lå badet i lys under mig. Det var så smukt, og der var helt stille. Det var slet ikke til at begribe, at den sidste uges dramatiske begivenheder virkelig havde fundet sted. Det er ikke til at forstå, at alting er forbi - at han virkelig er død og ligger livløs og kold i en eller anden klippehule. Hvad skal vi nu stille op? Tre års håb og forventning er knust. I tre år har vi fulgt ham, lyttet til ham og mærket glæden svulme og livsmodet vågne. Det begyndte den dag ved Genesaret Sø, hvor han havde sendt mig ud at fiske ved højlys dag, selvom vi havde været ude hele natten uden held. Og så fangede vi mere, end bådene kunne bære! Da var det, jeg besluttede, at mit liv skulle tilhøre til den lille splejsede mand med det milde ansigt og de stærke øjne - Jesus fra Nazaret - Jesus Kristus, som vi kaldte ham. Dengang hed jeg Simon. Senere gav Jesus mig et nyt navn: Peter -klippen. Intet navn passer dårligere på mig. Jo, vel er jeg stor og stærk, men mit sind - jeg har svært ved at styre det, og jeg har let ved at skifte mening. I løbet af de sidste tre år har Mesteren gang på gang været nødt til at irettesætte mig. Han skældte aldrig ud, men talte til mig med rolig stemme - venligt, men bestemt. Der var f.eks. dengang Jesus var begyndt at vaske vore fødder! Det havde været så pinligt! Det var jo den laveste tjeners arbejde. De andre havde været forvirrede og lod som ingenting, men jeg sagde nej! Aldrig i livet! Da så han på mig. Disse øjne, der fra knæhøjde borede sig ind i min sjæl: »Peter! Hvis jeg ikke vasker dine fødder, kan du ikke længere følge med mig!« Og da faldt mit forsvar sammen som et korthus, og jeg råbte: »Så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!« Jeg kunne jo ikke undvære ham! Eller dengang de overtroiske kvinder var kommet løbende med deres børn, for at Jesus skulle røre ved dem. Vi havde forsøgt at holde dem tilbage - i den bedste mening. Der var jo mennesker nok, der trængtes om Jesus. Han kunne vel også have brug for fred og ro. Men da var Jesus blevet vred - rigtig vred. Han øjne havde lynet, og han havde råbt til os: »I må ikke holde børnene tilbage. Guds rige tilhører netop børnene!« Sådan skete det mange gange. Gang på gang blev vore forventninger kuldkastet og vendt på hovedet af Jesus. Hvorfor blev vi i grunden ved med at følge ham - helt til Jerusalem? Jo, vi troede jo fuldt og fast på, at han var Messias. Han talte, så Gud måtte være med i det, og han helbredte syge og sagde, at det skete, fordi Gud var kommet til os. Det var pragtfuldt sidste søndag. Det var jo et rent triumftog, da Jesus red ind i Jerusalem på Josvas æsel. Folk havde råbt og skreget og viftet med palmegrene. Og vi havde set på hinanden og følt, hvordan det svulmede i os. Nu skete det. Endelig! Og da han kort efter smed de handlende ud af templet, følte vi igen, at nu var tiden kommet. Nu skulle Israel have sin værdighed tilbage. Nu så vi enden på romernes besættelse. Jesus skulle være folkets nye leder, og vi - hans disciple - skulle stå last og brast og administrere hans magt. Men vi svigtede ham allesammen! Vi anede, at det kunne gå galt, da vi spiste sammen i torsdags. Dette mærkelige måltid, som jeg aldrig vil glemme. Jesus var tavs og indesluttet, selvom sejrens time var nær. Da han talte, havde hans ord været fulde af alvor og uigenkaldelighed, og da han rakte os brødet og vinen, havde han talt om sit eget legeme og blod. Det lagde naturligt nok en dæmper på selskabet. Hvad var nu det for noget? Det blev endnu værre, da jeg var begyndt at diskutere med de andre, hvem der skulle have de højeste poster, når Jesus havde taget magten. Da havde Jesus standset mig. Han havde talt om sig selv, som den, der tjener, og så sagde han til mig: »Satan er ude efter dig, men jeg har bedt for dig. Og når du omvender dig, må du hjælpe dine brødre!« Da blev jeg virkelig fornærmet og vred. Når jeg omvender mig! Var det takken for at have fulgt ham i tykt og tyndt i 3 år? Jeg svarede igen, at jeg da havde vendt mig til ham, og at jeg var parat til at gå gennem ild og vand for ham. Men Jesus smilede blot og så sagde han de skæbnesvangre ord: »Inden hanen i nat galer to gange, har du fornægtet mig tre gange!« Og sådan gik det jo. Få timer efter forandredes alting, og det gik så forfærdelig stærkt. Pludselig var der soldater, slagsmål og sanseløs flugt - og de havde ført Jesus bort. Jeg listede mig ind i gården ved ypperstepræstens hus, hvor en pige havde genkendt mig og braldret op om, at jeg var en af Jesu tilhængere. Jeg blev bange, og i rædselsslagent raseri havde jeg nægtet og nægtet og nægtet. Da galede hanen, men jeg var trodsig! Hvad i alverden skulle jeg ellers have gjort? Ville jeg være noget værd for Jesus som død? Da førte de ham over gården, og vore øjne mødtes. Disse øjne! Der var smerte i dem - men der var også noget mere - ikke vrede, ikke sorg - men - jeg ved ikke, hvad det var. Men da løb jeg! Ud af gården - ud af Jerusalem! Med panden op mod den ru bymur græd jeg! Jeg græd, som jeg ikke havde gjort, siden jeg var dreng. Hele min krop rystede, og jeg slog mine knyttede næver til blods mod de ru sten. Jeg har stadig sårene på mine knoer. Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg har lavet siden. Jeg ved ikke, hvor jeg har været. Det hele slog klik for mig. Jeg ved kun, at jeg har gået hele tiden - uden mål og med. Tankerne har myldret gennem mit hovede. Ord, Jesus har sagt, kom og forsvandt. Og nu sidder jeg her på toppen af Oliebjerget 3 dage efter. Jeg véd, han er død. Da tordenvejret kom og jorden rystede i fredags, vidste jeg, at han var død. Jeg blev lidt forskrækket lige før - det var netop, da solens første stråler viste sig. Det var, som om jorden rystede ganske svagt under mine fødder, men det varede kun et øjeblik. Hvorfor skulle det ende sådan? Var det os, der ikke havde været modige nok, gode nok? »Når du omvender dig!« havde han sagt. Jamen - har jeg ikke slidt og slæbt for at blive et bedre menneske? Har jeg ikke ryddet den ene sten efter den anden fra min livsvej for hans skyld? Har jeg ikke været asketisk, ædruelig, påpasselig osv.? Jo, jeg ved det nu. Det er, som om den svage rystelse lige før rystede noget på plads. Jeg ved det godt. Jesus kaldte mig Peter - klippen. Nu ved jeg, det er det rigtige navn til mig. Jeg har intet at prale af, min tro er intet værd, min styrke og mit mod bliver til ynkelighed og frygtsomhed, når det virkelig gælder. Sådan er jeg! Og sådan vil jeg altid være! Dybt nede og inderst inde har jeg en urokkelig klippegrund af løgn og undskyldninger og bortforklaringer. Jeg er en klippe - en klippe af egoisme og selvtilstrækkelighed. Nu er alt forbi, og det er vores egen skyld, fordi vi tænkte på os selv først! Hvad var det, han sagde til os engang? »Jer er det, der er blevet hos mig under mine prøvelser!« Jeg kunne ikke lade være med at smile skævt, trods min fortvivlelse. Det er jo præcist, hvad vi ikke har gjort. Vi svigtede jo allesammen. Og han har sikkert vidst, at vi ville svigte. Hvorfor sagde han da sådan noget? Da var det, jeg kom til at tænke på en vidunderlig dag for mange år siden - min bryllupsdag. Jeg lå ved siden af min elskede efter festen, og vi så hinanden dybt i øjnene, og jeg kan stadig høre hendes hviskende stemme: »Jeg kan ikke leve uden dig! Du er så stor og dygtig og stærk. Du er så rolig. Du holder mig oppe. Uden dig er jeg ingenting!« Jeg vidste, at det ikke var sandt. Sådan er jeg slet ikke. Men hendes ord fyldte mig alligevel med en dyb glæde og lykke, for sådan taler kun den, der er fuld af kærlighed. Og jeg ved, hun sidder et sted oppe mod nord og venter på mig. Trods smerten, mærkede jeg igen mine hænders længsel efter hende, længslen efter duften af hendes hår, længslen efter at høre hende sige de ord igen, selvom de ikke passer på mig: »Jeg kan ikke undvære dig! Du er så god og stærk!« De ord siger mig, at hun elsker mig. Nu ved jeg, hvad jeg vil. Jeg vil rejse hjem - hjem til hende og hendes kærlighed. Da jeg havde taget den beslutning, rejste jeg mig, men netop da slog det ned i mig som et lyn. Det var jo kærlighed! Det var, som om solen stod op igen! »Jer er det, der er blevet hos mig under mine prøvelser!« Sådan havde han sagt, og det var jo ikke sandt. Men sådan taler den, der er fuld af kærlighed! Kærligheden havde drevet Jesus. Hele hans liv - alt, hvad han havde sagt og gjort - og nu hans død - det er altsammen fuld af modsætninger og urimeligheder - men med kærligheden som fællesnævner, går det op. Jeg begyndte at gå! Jeg måtte til Golgata, inden jeg begyndte rejsen hjemad. Men jeg var ikke gået ret langt, før jeg så en kvinde komme løbende op imod mig. Da hun kom nærmere, så jeg, at det var Maria Magdalene. Hendes arme gik i luften som møllevinger. Hendes kappe flagrede, så det næsten så ud, som hun fløj. Og hun råbte og skreg. Da hun kom nærmere, kunne jeg skelne ordene: »Graven er tom, Peter! Han er der ikke! Han er opstået! Jeg har set ham og talt med ham!« Jeg sprang ned af skråningen! Graven viste sig at være ved foden af bjerget - lige under, hvor jeg havde siddet. Da jeg nærmede mig, blev jeg overhalet af Johannes i fuldt løb. Han havde åbenbart også hørt det. Foran graven lå den store klippeblok, man havde lukket med. Det var spaltet i to. Johannes stod foran åbningen og spejdede ind i mørket, men jeg løb direkte ind i graven. Jeg måtte se det. Mens jeg stod og hev efter vejret, vænnede mine øjne sig til mørket, og jeg kunne se det. Eller rettere - jeg kunne ikke se det. Han var virkelig væk! Ligklæderne var der, men Jesus var væk! Nu kom Johannes ind. Vi stod længe ved siden af hinanden uden at sige noget. Vi bare så! Så sagde Johannes: »Han har jo selv sagt det! Kan du ikke huske det? »Om kort tid skal I ikke se mig, og atter om en kort tid skal I se mig«. Det sagde han! Og kan du huske, hvad han sagde, dengang vi stadig var i Galilæa: »Menneskesønnen skal gives i menneskers vold, og de skal slå ham ihjel, men han skal opstå trediedagen efter!« Vi forstod det ikke dengang, og vi turde ikke spørge ham, hvad han mente. Nu véd vi, hvad han mente, for nu er det sket! Det passer altsammen!« Ja, nu er det sket. Vi gik langsomt ud i solen igen. Jeg trak vejret dybt og så op mod himlen. Hvor mon han er nu? Jeg trænger til at møde ham igen. Kærligheden har sejret. Nu begynder det! Amen.

2. påskedag - Luk.24,13-35

 Det er over en måned siden, jeg har skrevet i min dagbog. Sidste gang var påskedag, hvor Jesus opstod. Jeg har ikke skrevet før, fordi der har været så meget usikkerhed. Jesus var opstået, det var ingen af os i tvivl om. For det første var de tre kvinder, der var gået ud til hans grav søndag morgen for at salve ham, fuldstændig sikre. Maria Magdalene påstod endog, at hun havde set ham og talt med ham, selvom hun ikke vidste, det var ham til at begynde med. Det undrede os lidt, for hun var en af dem, der havde kendt ham bedst. Hvorfor kunne hun da ikke genkende ham? Men jeg havde jo selv set den tomme grav, og stenen, der var væltet og revnet. Og som dagene gik, var der flere og flere, der mødte ham og talte med ham. Alligevel blev vi alle ved med at være så rastløse efter Påske. Jesus var levende igen, og vi var lykkelige. Men hvad nu? Hvorfor kunne alt ikke blive ved det gamle? Hvorfor kom han kun til os i korte periode, hvorefter han forsvandt igen? Og hvorfor så han så forandret ud? Det forvirrede os temmelig meget. Vi vidste ikke, hvad vi skulle gøre. Det ved vi nu. Men inden jeg kommer ind på det, vil jeg fortælle om, hvordan jeg mødte ham første gang efter Påske. Som sagt: vi var forvirrede og rastløse. Vi holdt os mest inden døre og kunne ikke få tiden til at gå. Søndag eftermiddag kom Kleofas hen til mig. Han var ikke en af de tolv, men havde været med os i lang tid. Han havde bestemt sig for, at han ville besøge noget familie, han havde i Emmaus, der ligger 30 km. mod vest. Han spurgte, om jeg ville med, og jeg sagde ja for at få tankerne rettet mod noget andet. Vi gik rask til, mens vi talte sammen om alt det, der var sket i den sidste uges tid. Da vi var gået et par timer, blev vi pludselig indhentet af en mand. Vi blev lidt overraskede, for vi havde ikke set ham komme. Pludselig var han der bare, og han virkede lidt underlig på os. Der var noget ved hans øjne, jeg ikke kunne blive klog på. Og når man så på ham, var det, som om man havde solen i øjnene. Mærkeligt. Han hilste og spurgte, om vi skulle følges. Det kunne vi ikke have noget imod, og vi gik videre. Kleofas og jeg fortsatte med at diskutere alt det mærkelige, der var sket, og pludselig brød den fremmede ind og spurgte, hvad det var, vi drøftede. Det kom bag os. Vi troede, at alle vidste, hvad der var sket. Men vi fortalte ham det. Jeg fortalte, at jeg havde set den tomme grav og gjorde rede for den forvirring, der havde grebet os alle. Den fremmede lyttede opmærksomt, og da vi tav, sagde han: »Jeg kan slet ikke forstå jeres forvirring. Ærlig talt, er I ikke lidt tungnemme? Alt det, I har fortalt, passer jo fuldstændig på det, profeterne fortæller om Messias! Der er kun sket det, der skulle ske!« Kleofas og jeg standsede. »Er du skriftklog?« spurgte Kleofas. Men uden at svare gav den fremmede med en håndbevægelse tegn til, at vi skulle gå videre, og så begyndte han at tolke skrifterne, som jeg aldrig har hørt dem tolket før. Han begyndte med mosebøgerne og fortsatte med profeterne. Jeg kan slet ikke gengive det hele, men han citerede Esajas meget, især kap. 52, hvor der bl.a. står: »Han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt.....Herren lod vor skyld ramme ham. Han blev plaget og mishandlet, men han åbnede ikke sin mund. Som et lam, der føres til slagtning, som et får, der er stumt, mens det klippes, åbnede han ikke sin mund.« Han kom hele tiden tilbage til, at skrifterne skildrer Messias som den, der gennem lidelse soner alle menneskers synder, og derefter ophøjes til herlighed hos Gud. Kleofas og jeg sagde ikke et ord, mens den fremmede belærte os. Vi blev begge overraskede, da byen Emmaus viste sig foran os. Ingen af os havde den fjerneste lyst til at besøge Kleofas? familie. Vi ville meget hellere lytte mere til den fremmede. Derfor inviterede vi ham til at spise sammen med os på et gæstgiveri, vi kom forbi. Det indvilligede den fremmede i, og lidt efter sad vi til bord, og kromanden begyndte at sætte maden frem for os. Den fremmede fortsatte med at udlægge skrifterne, og Kleofas og jeg lyttede begærligt og slugte hvert ord, han sagde. Men pludselig tav han. Det var netop som værten satte et stort rundt brød midt på bordet. Han sad lidt og så på det. Så rakte han ud og tog det store brød. Han tog om det med begge hænder. Jeg stirrede på hans hænder. Og jeg så for mig et par rystende hænder, der i torsdags havde brækket et brød i stykker. Men den fremmedes hænder rystede ikke. Han brækkede hurtigt et par stykker af brødet, rakte dem til os og sagde: »Her! Tag brødet og spis det.« Jeg stirrede over på Kleofas med vidtåbne øjne: »Det er ham!« råbte jeg, »det er virkelig Jesus!« Og Kleofas nikkede kraftigt med hovedet. Samtidig vendte vi os begge mod Jesus og blev forbavsede. Han sad der ikke mere! Det brudte brød lå på bordet ved siden af vinbægeret. Men han selv var forsvundet. »Selvfølgelig var det ham!« sagde Kleofas, »Der er ingen anden, der kan udlægge skrifterne, som han gjorde. Men hvor blev han af?« Det kunne jeg ikke svare på. Men vi blev hurtigt enige om, at nu var tiden ikke til familiebesøg. Vi måtte hurtigst muligt tilbage til de andre i Jerusalem. Da vi kom tilbage, hørte vi, at andre også havde mødt ham. Og alle kunne fortælle, at han pludselig havde været der, havde givet sig til kende og var lige så uforklarligt forsvundet igen. Og de fortalte alle, at de først havde genkendt ham efter nogle minutter, og at han på en eller anden måde så anderledes ud. Næstsidste gang, jeg så ham, var i Galilæa. Jeg og en 5-6 af de andre var taget hjem til Galilæa et par dage. En aften fik Johannes og jeg lyst til en fisketur, men vi havde ikke held med os. Det var, som om fiskene var forheksede. Vi kom tilbage tidligt næste morgen, og da stod der en mand og ventede på os på bredden. Han bad om noget at spise, men da vi ikke havde fanget noget, kunne vi ikke hjælpe ham. Så bad han os om at sejle ud igen og kaste garnene ud på bådens højre side. Det gjorde vi, og så skal jeg love for, at der var fangst! Da Johannes så det, hviskede han til mig: »Det er Jesus, der står derinde på bredden.« Det vidste jeg godt. Jeg havde jo oplevet nøjagtig det samme en gang tidligere, dengang jeg besluttede mig til at følge Jesus. Jeg sprang ud fra båden og svømmede i land, og lidt efter sad vi alle sammen med Jesus omkring et bål, stegte fisk og spiste. Da vi var færdige, sagde Jesus: »Peter! Kom - jeg vil gerne tale med dig!« Jeg dukkede hovedet og fulgte efter ham. Nu skulle jeg nok have ren besked om min feje opførsel i Jerusalem. Men da vi var kommet på tomandshånd, spurgte Jesus: »Peter - jeg har spekuleret på, om du mon er den, der elsker mig mest?« Spørgsmålet overraskede mig, og jeg svarede: »Det ved du da, Herre! Du ved da, hvor meget jeg holder af dig.« Jesus nikkede og stod lidt. Så sagde han: »Vogt mine får!« Det forstod jeg ikke, og vi stod tavse lidt. Men så spurgte han om det samme igen. Forundret gav jeg det samme svar, men da han spurgte tredje gang, blev jeg ked af det. Han havde åbenbart mistet tilliden til mig. Det var der nu heller ikke noget at sige til. Men jeg sagde til ham: »Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige for at overbevise dig. Jeg kan ikke sige andet, end hvad jeg allerede har sagt: Jeg holder af dig. Du betyder alt for mig! Og jeg er ked af, at jeg har svigtet dig!« Da sagde han: »Engang vil du opleve, at der er nogle, der fører dig et sted hen, hvor du ikke vil, og de vil brede dine arme ud og binde dem fast!« Jeg blev uhyggelig til mode. Det lød som en korsfæstelse. Men Jesus smilede til mig og sagde: »Det vil ske, fordi du følger mig!« Der faldt en sten fra mit hjerte. Han kunne altså stadig bruge mig. Og nu forstod jeg, hvorfor han havde spurgt mig tre gange, om jeg elskede ham. Det var, fordi jeg i fredags tre gange havde sagt, at jeg ikke kendte ham. Tre fornægtelser blev slettet ud af tre bekendelser! Med let hjerte gik jeg med Jesus tilbage til de andre. Sidste gang jeg så ham - og vi alle så ham - var på toppen af Oliebjerget udenfor Jerusalem, hvor han havde bedt os komme. Det var 40 dage efter påske. Der sagde han til os, at vi skulle blive i Jerusalem til den store ugefest om 10 dage. Da ville vi få kraft fra det høje til at fortsætte hans gerning. Og så sagde han: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor ud og gør alle folkeslag til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« Da han havde sagt det, blev der et hul i skyerne, og en solstråle faldt lige på stedet, hvor vi stod. Vi blev alle mere eller mindre blændede, og det var svært at se Jesus. Det var, som om han blev ét med lyset. Da skyerne trak sig sammen igen, var han borte. Og siden har ingen set ham. Vi gik tilbage til Jerusalem, mens vi livligt talte sammen om, hvad det mon betød ?at få kraft fra det høje?. Vi var oprømte og glade. Vi vidste, at nu kunne ingen gøre os noget. De kunne måske nok forfølge os - måske endda fange os og slå os ihjel. Men de kunne aldrig tage fra os, at Jesus havde lovet os at være med os alle dage indtil verdens ende. Amen.

Torsdagsmøderne i Vridsted Sognehus

Torsdagsmøderne begynder igen den 28. september. Næste gang er den 26. oktober og sidste gang før Jul er den 29. november.

Kunne du tænke dig en eftermiddag med fortælling, årstidens sange og hyggesamvær, er du meget velkommen til at være med ved torsdagsmøderne i Vridsted sognehus. Det er Jørgen Husted som er tovholder på arrangementerne.

Vi mødes den sidste torsdag i hver måned kl.14.00.

Alle fra Vestfjends Pastorat er hjertelig velkomne.

 

 

Dagsorden til menighedsrådsmøder

Møde i Fly 28. september - se dagsorden her